70 år siden: Vidste du, at Koreakrigen var lige ved at starte tredje verdenskrig?

Her er svarene på nogle af de mest centrale spørgsmål om "den glemte krig".

Anden Verdenskrig har vi godt styr på, Vietnamkrigen har man også hørt en del om - men Koreakrigen? Hmm… Hvad filan var det nu lige, den gik ud på?

- Det er ikke en overdrivelse at sige, at Koreakrigen uden problemer kunne have eskaleret til at blive en tredje verdenskrig - og så har den i høj grad også have været med til at forme det Nordkorea, som alle taler om i dag. Alene derfor er den værd at vide noget om, siger seniorlektor Paul O’Shea fra Lund Universitet.

Han en ansat ved Center for Øst- og Sydøstasiatiske studier og er en af de tre Korea-kendere, som har hjulpet

DR
med at forklare, hvad der egentlig er op og ned i krigen, der begyndte den 25. juni 1950 - altså for 70 år siden i denne uge.

Også Geir Helgesen fra Nordisk Institut for Asienstudier og historiker Stein Tønnesson fra Peace Research Institute

Oslo
har hjulpet med at svare på spørgsmålene herunder.

1

Sådan helt kort, hvad var det nu liiiige, Koreakrigen handlede om?

Lidt forsimplet fortalt var det en kamp mellem to ideologier. De vestlige allierede med USA i spidsen ville indføre et demokratisk kapitalistisk styre i Korea, og

Sovjetunionen
og dets allierede i øst ville gøre landet kommunistisk.

2

Okay, og hvor ligger Korea henne?

Det ligger lige her og er delt op i Den Demokratiske Folkerepublik Korea mod nord og Republikken Korea mod syd - i daglig tale Nordkorea og Sydkorea.

3

Hvor stort er Korea egentlig?

Det er cirka på størrelse med Storbritannien – eller cirka fem gange Danmarks størrelse. Lige før krigens udbrud i 1950 var befolkningstallet cirka 30 millioner.

I 2018 var det vokset til cirka 77 millioner. 52 millioner i syd og 25 millioner i nord.

4

Hvorfor foregik den her ideologiske kamp mellem giganterne Sovjetunionen og USA overhovedet i det her relativt lille asiatiske land?

Godt spørgsmål!

Det kan umiddelbart også virke lidt underligt. For at svare på det, skal vi lige se lidt længere tilbage i tiden.

Fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til 1945 har Korea været besat af Japan. Men under Anden Verdenskrig er Japan

allieret
med Nazityskland, så da USA og
Sovjetunionen
i 1945 er med til at vinde Anden Verdenskrig, tvinges japanerne til at forlade Korea.

Japanerne har overgivet sig, efter amerikanske bombefly har smidt to atombomber i de japanske byer

Hiroshima
og Nagasaki – og
Sovjetunionen
har angrebet japanerne i Korea ved at krydse landets nordlige grænse.

Efter overgivelsen fortsætter

sovjetiske
tropper deres fremmarch ind i Korea fra nord. Men den amerikanske præsident Harry S. Truman ønsker ikke, at det kommunistiske
Sovjetunionen
skal besætte hele Korea, og har derfor lavet en aftale om, at Josef Stalins tropper skal stoppe ved den 38. breddegrad – altså cirka midt i landet. Derefter rykker amerikanske tropper ind fra syd.

USA og

Sovjetunionen
skal holde øje med, at de japanske troppers overgivelse foregår planmæssigt, og hjælpe med at få landet på fode igen. Det er i hvert fald den officielle plan udadtil.

Bag kulisserne har de to stormagter også deres helt egne interesser – nemlig udbredelsen af netop deres ideologi og politiske system til resten af verden.

Pludseligt står de to supermagters hære direkte over for hinanden i Korea ved den 38. breddegrad, og de har meget forskellige meninger om, hvordan fremtiden for det relativt lille land skal se ud.

De har ikke længere nogen fælles fjender at bekæmpe – og de to tidligere venner bliver i stedet fjender i det, der skulle blive kendt som Den Kolde Krig.

5

Hvordan reagerer den koreanske befolkning på de to supermagters ankomst?

De er overvejende aldeles lykkelige, for japanerne har behandlet det koreanske folk helt frygteligt. USA og

Sovjetunionen
modtages som befriere, og koreanerne tror i begyndelsen, at opdelingen af deres land er
midlertidig
.

6

Hvad er de to supermagters officielle plan med Korea, efter de har smidt japanerne ud i 1945?

USA's præsident Harry S. Truman og Sovjetunionens leder Josef Stalin var allierede under Anden Verdenskrig. Koreakrigen i 1950 viste med al tydelighed, at den alliance var slut. (Foto: Keystone-France © Getty Images)

Officielt ønsker de to parter at få indgået en aftale, så Korea på fredelig vis igen kan blive ét land. Det er altså meningen, at opdelingen af landet ved den 38. breddegrad skal være

midlertidig
.

Landet styres til at begynde med i fællesskab af de to sider, mens man arbejder på at blive enige om en aftale for fremtidens Korea.

7

Hvordan går det for USA og Sovjetunionen med at styre Korea i fællesskab, efter japanerne er smidt ud i 1945?

Ikke godt.

Efter få år bryder samarbejdet sammen, fordi de to supermagter ikke kan blive enige om, hvilken styreform, fremtidens Korea skal have.

Sovjetunionen
med Josef Stalin i spidsen vil have kommunisme, og USA og
FN
med den amerikanske præsident Truman i spidsen vil have alt andet end kommunisme og ønsker demokrati og kapitalisme.

8

Hvad gør USA og Sovjetunionen, da de finder ud af, at de ikke kan blive enige om at forene Korea?

Syngman Rhee (th) bliver leder i ’Republic of Korea’ (Sydkorea) og Kim Il Sung i ’Democratic Peoples Rupublic of Korea’ (Nordkorea).

I stedet for at prøve at finde en fælles løsning begynder hver side at fokusere på at indføre præcis den styreform, de selv ønsker, i hver deres respektive del af Korea.

I 1948 vælger begge sider officielt at oprette hver deres land, som begge gør krav på hele Korea.

Ved et valg kraftigt påvirket af amerikanerne vælges i syd med over 90 procent af stemmerne den ultrakonservative og brutale antikommunistist Syngman Rhee som leder i Republikken Korea. Han har gennem flere år boet i USA.

Mod nord i Den demokratiske folkerepublik Korea indsætter

Sovjetunionen
den mindst lige så rabiate og kompromisløse kommunistisk orienterede Kim Il-sung, der gennem flere år har boet i
Sovjetunionen
.

9

Hvor længe bliver USA og Sovjetunionen i Korea, efter de har indsat nye ledere i hver deres del af landet?

Ikke særligt længe.

Sovjetunionen
trækker sine tropper ud af Nordkorea i 1948, og USA trækker sine ud af Sydkorea i 1949.

Trumans beslutning om at trække amerikanske tropper ud hænger blandt andet sammen med, at Korea før krigens udbrud i 1950 officielt ikke er en central del af USA's forsvarsstrategi og interesseområde i Østasien.

Efter Anden Verdenskrig foregår der desuden over en bred kam en storstilet reduktion af amerikanernes stående hær, hvilket mange krigstrætte amerikanere ser ganske positivt på.

Man regner så kort tid efter verdenskrigens afslutning heller ikke med, at man vil få brug for en stor styrke foreløbigt. Et af argumenterne lyder, at det ikke er nødvendigt med en stor hær, når man er det eneste land i verden med atomvåben.

Efter både USA og

Sovjetunionen
er taget hjem er det nu meningen, at Nord- og Sydkorea skal klare sig selv.

Men spændingerne mellem nord og syd er enorme, og det eneste, de to ledere er enige om, er, at Korea skal genforenes. Ingen af dem vil dog gå på

kompromis
med deres tanker om, hvilket system det nye Korea skal have.

10

Hvem begyndte Koreakrigen?

Kim Il-sung spurgte to gange Sovjetunionens leder Josef Stalin om lov til at angribe Sydkorea. (Foto: Universal History Archive © Getty Images)

Frem mod det egentlige udbrud af krigen i 1950, var der provokationer og sammenstød fra begge sider – og teknisk set var en

borgerkrig
allerede i gang.

Men i januar 1950 spørger Kim Il-sung

Sovjetunionens
leder Joseph Stalin om lov til at angribe Sydkorea for at "befri" landet – altså reelt annektere det totalt. Stalin vurderer, at USA ved sådan en invasion ikke vil gå ind på Sydkoreas side og giver derfor grønt lys.

Kim Il-sung havde faktisk tidligere spurgt om lov og fået et nej – men nu har Stalin altså skiftet mening.

Det skyldes blandt andet, at Stalin ikke ønsker en direkte konfrontation med amerikanske styrker - og dermed risikere en ny verdenskrig. Risikoen for at dette sker, vurderer han er blevet markant mindre, nu hvor både

sovjetiske
og amerikanske tropper har forladt Korea.

Nogle historikere mener også, at en officiel tale, som udenrigsminister Dean Acheson holder i starten af 1950, også har en vis betydning for, at Stalin skifter mening og godkender en invasion. Acheson fortalte i talen om USA’s strategiske interesseområder i Asien, og inkluderede ikke Korea, hvilket kan have været med til at overbevise Stalin om, at USA ikke ville gribe ind.

Stalin vil gerne støtte Nordkoreas invasion med både penge og militært isenkram, men nægter altså at deltage direkte selv. Han betinger også sin accept med, at Kinas leder Mao Zedong også skal godkende invasionen – og i øvrigt love at gå ind i krigen, hvis Kim Il-sung skulle komme i problemer.

Det lykkes Kim Il-sung at sikre sig støtten fra Mao – og et angreb er nu klar til at blive iværksat.

I ly af et voldsomt artilleribombardement krydser op mod 100.000 nordkoreanske styrker den 25. juni 1950 grænsen ved den 38. breddegrad og invaderer Sydkorea. På meget kort tid får den nordkoreanske hær kontrol med stort set hele Sydkorea, hvis hær er både lille og uerfaren.

11

Hvorfor vælger Sovjetunionen overhovedet at støtte Nordkorea i Koreakrigen?

En af de primære årsager er, at

Sovjetunionen
på det her tidspunkt gerne vil styrke dets magtposition overfor Japan, som var Ruslands traditionelle fjende i Østasien, og nu var under amerikansk kontrol.

Derfor var det uhyre fristende at få et venligsindet kommunistisk

regime
i hele Korea, der jo geografisk ligger tæt på Japan.

12

Hvordan ser de to siders hære ud, da krigen bryder ud i 1950?

I begyndelsen af krigen var den sydkoreanske hær meget svag. (Foto: Hulton Archive © Getty Images)

Den nordkoreanske hær har oprustet voldsomt, og er aldeles overlegen, fordi den har fået både økonomisk støtte og militært isenkram fra

Sovjetunionen
. I begyndelsen af krigen har den nordkoreanske hær 200.000 mand.

I Sydkorea anslås det, at der har været cirka 100.000 mand i den

mangelfuldt
udstyrede og uerfarne hær. Syngman Rhee har bedt om mere støtte, men har fået
afslag
. Først efter krigens udbrud begynder den sydkoreanske hær for alvor at vokse med hjælp fra USA og
FN
.

Begge sider opruster så meget i løbet af krigen, at der på et tidspunkt er over en million soldater på hver side.

13

Hvor tæt er Nordkorea på at få kontrollen med hele Korea, da de angriber?

Meget tæt på.

Kim Il-sungs tropper får efter den indledende invasion meget hurtigt kontrol med stort set hele landet. Kun en lille lomme mod havet i syd omkring

havnebyen
Pusan holder stand og er stadig sydkoreansk.

14

Hvordan reagerer USA og FN på, at Nordkorea invaderer Sydkorea?

I USA er antikommunistisk politik yderst populær, og præsident Truman lover at gøre alt i sin magt for at inddæmme dens udbredelse i hele verden.

Det er dog ikke lykkes i fastlands-Kina, hvor amerikanskstøttede nationalister netop har tabt krigen til kommunisten Mao Zedong, der nu styrer landet. Den anti-kommunistiske nationalistleder, Chiang Kai-shek, er flygtet til Taiwan.

Blandt andet derfor vurderer Truman, at han ikke også kan tabe Korea til kommunisterne, og han beslutter at gå ind i krigen på sydkoreansk side.

(Foto: Bettmann © Getty Images)

Han definerer krigen som en "politiaktion" og ikke som en egentlig krigserklæring mod nordkoreanerne. På den måde formår han at komme udenom at skulle spørge

kongressen
om lov.

Han tør dog ikke gå ind i Korea alene – og går derfor til det nyligt oprettede

FN
. Selvom Sydkorea ikke er medlem, argumenterer han med, at angrebet også er et angreb på
FN
og på den verdensomspændende fredsmission, som var hele årsagen til
FN
’s oprettelse efter to altødelæggende verdenskrige.

Sovjetunionen
er faktisk også medlem af
FN
, men har for nylig boykottet
FN
– og har dermed ikke mulighed for at bruge deres vetoret. Kina er også medlem, men landet er for nylig blevet overtaget af Mao og kommunisterne, der endnu ikke er blevet anerkendt som retmæssige medlemmer, og derfor kan de heller ikke stemme. Republikken Kina, som opholdt sig på Taiwan, repræsenterede Kina i
FN
.

Det baner vejen for et ja til USA’s

opfordring
til at gå med ind i Korea. Sikkerhedsrådet vedtager en resolution, som siger, at Nordkoreas angreb truer freden, og på den måde bliver den amerikanske intervention lovlig, og de amerikanske og andre styrker i Korea kaldes
FN
-styrker.

I et lille hjørne af Sydkorea, som stadig ikke er under nordkoreansk kontrol, landsættes kun få uger efter Nordkoreas invasion en stor mængde

FN
-tropper, som med USA og
krigshelten
general MacArthur i spidsen, i sidste øjeblik får forhindret det totale nederlag for Sydkorea.

15

Hvordan reagerer Sovjetunionen og Kina på, at USA og FN går ind i krigen?

De bliver mildest talt meget nervøse. Hvis det lykkes for USA og

FN
at få kontrol med Nordkorea, vil
Sovjetunionen
og Kina pludseligt have den kapitalistiske hovedfjende som nabo.

Til at begynde med holder kinesiske soldater sig dog på deres egen side af grænsen. For selvom en stor mængde

FN
-tropper nu er ankommet i et lille hjørne af Sydkorea, holder de nordkoreanske styrker til at starte med stadig stand.

16

Hvor tæt var Sydkorea på at få kontrollen med hele Korea, efter de fik hjælp fra USA og FN?

I begyndelsen af krigen går det ikke så godt for den sydkoreanske hær, USA og

FN
, men det ændrede sig hurtigt.

Det skyldes ikke mindst en yderst dristig militær manøvre udtænkt af den amerikanske general MacArthur, der står i spidsen for den internationale styrke.

Efter en længere periode med kampe, som ikke kunne bryde nordkoreanernes linjer, beslutter MacArthur at sejle en stor mængde tropper op langs vestkysten og landsætte dem i

havnebyen
Incheon 250 kilometer bag den nordkoreanske frontlinje.

Det dristige og risikable overraskelsesangreb vender totalt styrkeforholdet i krigen, og den nordkoreanske hær presses så meget tilbage, at frontlinjen pludseligt nærmer sig Kinas grænse i nord.

17

Hvad er USA’s mål med Koreakrigen?

(Foto: MPI © Getty Images)

Præsident Truman i Washington og hans general i Korea Douglas MacArthur er meget uenige om netop dette. De bryder sig begge to ikke om kommunisterne, men groft sagt vil Truman blot

begrænse
ideologiens udbredelse, mens MacArthur vil fjerne den.

Af frygt for en ny verdenskrig ønsker Truman en

begrænset
krig, og ville nøjes med at slå nordkoreanerne og genforene landet. MacArthur derimod giver offentligt udtryk for, at han ville fortsætte kampen mod kommunisterne længere endnu - nemlig helt ind i Kina.

Denne og flere andre uenigheder mellem de to mænd ender med, at Truman i 1951 fyrer MacArthur, hvilket politisk er en ekstremt upopulær beslutning, fordi MacArthur bliver betragtet som en

krigshelt
.

18

Hvad gør Kina, da de kan se, at Nordkorea er ved at tabe?

Da

FN
’s tropper rykker tættere på den kinesiske grænse, vælger landets kommunistiske leder Mao i slutningen af 1950 at gå direkte ind i krigen.

Indtil da havde han kun leveret våben og militær rådgivning til Nordkoreanerne, men vælger blandt andet at gøre det, fordi han frygter, at amerikanerne ikke vil stoppe ved Koreas nordlige grænse – og fortsætte ind i Kina.

Hundredtusindvis af kinesiske soldater krydser grænsen i oktober 1950, hvilket udligner styrkeforholdet i krigen. Pludseligt er to af verdens største hære – den amerikanske og den kinesiske – nu i direkte konfrontation.

I lang tid bølger frontlinjen frem og tilbage, og hovedstaden

Seoul
når, i løbet af de tre år krigen varer, at skifte hænder hele fire gange.

19

Hvorfor bruger USA ikke atombomber mod Nordkorea under Koreakrigen?

Det er der også flere der mener, at man bør gøre - blandt andre USA’s general i Korea Douglas MacArthur. På et tidspunkt truer Truman også offentligt med at benytte atomvåben i Koreakrigen, hvilket skræmmer hele verden - også USA’s allierede - fra vid og sans.

Men

Sovjetunionen
har i 1949 - altså lige før krigens udbrud i 1950 – annonceret, at de nu også har fået bomben, og bryder dermed USA's monopol på det ultimative våben.

Frygten for atomkrig har uden tvivl været medvirkende til, at begge sider endte med at holde fingrene fra affyringsknappen.

20

Hvilken slags krig er der tale om?

Amerikanske bombeflyvere af typen B-29 Superfortress. (Foto: KEYSTONE © Getty Images)

Krigen er ekstremt blodig, og der bliver begået

krigsforbrydelser
på begge sider.

Antallet af dræbte svinger enormt, afhængigt af hvilken side man spørger, men det er ikke urealistisk at tale om flere millioner. Nogle estimater lyder, at op mod 70 procent kan have været

civile
.

Nordkorea bliver særligt voldsomt smadret af det amerikanske luftvåben, der smider anslået 650.000 tons bomber. De fleste større byer bliver næsten helt jævnet med jorden. Det anslås, at op mod 25 procent af den nordkoreanske befolkning bliver dræbt i løbet af krigens tre år.

Krigen udvikler sig i høj grad også til en stillingskrig, hvor frontlinjen kun rykker sig meget lidt.

21

Hvornår og hvorfor stopper man med at slås?

Nordkoreas Kim Il-sung underskriver våbenhvileaftalen i 1953. (Foto: Hulton Archive © Getty Images)

Tabstallene på begge sider er meget voldsomme, og det bliver efterhånden mere og mere tydeligt, at ingen kan vinde krigen uden alt for store tab, eller uden at risikoen for at udløse endnu en verdenskrig - eller en atomkrig - bliver for stor.

Både i USA og

Sovjetunionen
har man i 1953 også skiftet leder, hvilket i høj grad også skaber den forandring, som bliver grundlaget for en våbenhvileaftale. Både den nye ledelse i Sovjet efter Stalins død og USA’s
nyvalgte
præsident Dwight D. Eisenhower er interesserede i at få krigshandlingerne stoppet hurtigst muligt.

Ikke mindst derfor bliver man i 1953 enige om en

våbenhvile
.

Fronten ligger ved

våbenhvilen
omkring den 38. breddegrad, hvor den var, da krigen begyndte. Til trods for blodbadet har næsten intet altså ændret sig, bortset fra at fjendskabet mellem Nord- og Sydkorea og Den Kolde Krigs parter nu er endnu større.

22

Hvad gør man i 1953 for at undgå, at de to parter ryger i totterne på hinanden igen?

Der oprettes en fire kilometer bred neutral

zone
med mure, pigtråd og miner for at dæmme op for militære sammenstød. Området kaldes Korean Demilitarized Zone eller DMZ.

Våbenhvilen
er kun tænkt som
midlertidig
, indtil en formel fredsaftale kan underskrives, men det sker aldrig. Derfor er den nordlige og sydlige del af den koreanske halvø teknisk set stadig i krig den dag i dag.

23

Hvilken betydning har krigen haft senere hen?

Den har haft stor betydning i flere sammenhænge.

For det første har krigen været med til at forme det Nordkorea, som vi kender i dag. Kim-familien, som

Sovjetunionen
fik til magten, styrer stadig landet - og den grundlæggende mistro til vesten og USA stammer i høj grad fra Koreakrigen.

Koreakrigen forandrede også hele USA's udenrigspolitiske taktik i Asien – og dermed hele magtforholdet i

regionen
. Koreakrigen signalerede meget kraftigt, at USA's interesseområde i Asien havde udvidet sig gevaldigt, og at de var villige til at lægge handling bag deres ord, når de talte om at inddæmme kommunismen.

Efter Koreakrigen, hvor kommunisternes villighed til militær aktion ligeledes blev tydelig, blev

Nato
også omdannet til den integrerede militærorganisation, vi stadigvæk kender i dag.

Rent økonomisk og

materielt
var begge Korea'er efter krigen bombet til uigenkendelighed. Nordkorea fik omfattende økonomisk støtte fra
Sovjetunionen
og Kina. Sydkorea fik også støtte fra vesten, men slet ikke i samme omfang – og i mange år efter krigen var Sydkorea et af verdens allerfattigste lande.

Dette ændrede sig dog med tiden, og fra 1970’erne oplever Sydkorea en enorm økonomisk

vækst
anført af virksomheder som Hyundai og Samsung. Efter
Sovjetunionens
sammenbrud 1991 stopper støtten til Nordkorea, hvorefter en langstrakt
hungersnød
i perioden 1994-1998 rammer landet.

Denne

tendens
er fortsat helt op til i dag, hvor Sydkorea har en yderst sund økonomi og Nordkorea er hårdt presset. Alligevel har Nordkorea bibeholdt en enorm stående hær og dets atomprogram.

Kim Jong-un under en militærparade i 2012. (Foto: Kyodo News © 2016 Kyodo News)
Facebook
Twitter