75 år siden Hiroshima: Her er 3 øjenvidners historier, som du ikke glemmer lige foreløbig

OBS: Vi advarer mod flere meget voldsomme beskrivelser i denne artikel.

(© DR / Grafik: Oliver Seppo)

Hvordan lugter brændt hud?

Hvordan er det at være begravet i murbrokker og opleve sine klassekammerater blive brændt levende?

Og hvad gør man, når en døende gravid kvinde trygler en om at redde hendes barn ved kejsersnit?

Dette er spørgsmål, man faktisk slet ikke har lyst til at kende svarene på. Men øjenvidnerne fra Hiroshima havde ikke noget valg.

Den 6. august 1945 smed USA en atombombe mod den japanske by Hiroshima. Det var første gang nogensinde, at en atombombe blev brugt i krig. Få dage senere, den 9. august, gjorde de det igen - denne gang med Nagasaki som mål.

Den amerikanske præsident, Harry S. Truman, valgte at smide bomberne, efter Japan i 1945 havde nægtet at overgive sig, selvom Nazityskland – som japanerne var allieret med – nu var besejret, og Hitler var død.

Bombningen af Hiroshima den 6. august 1945.

Kort efter de to masseødelæggelsesvåben havde nedlagt de to byer, ændrede de i forvejen hårdt pressede japanske generaler mening og overgav sig.

På grund af de langvarige radioaktive effekter er det samlede dødstal enormt svært at fastslå. Mange blev dræbt af selve eksplosionerne, men en markant andel døde også både i månederne efter - og mange år senere.

Et dødstal på flere hundredetusinde er derfor ikke urealistisk.

Langt størstedelen af de dræbte var civile. For selvom de to byer havde militær betydning, boede der også masser af almindelige mennesker.

Her er tre øjenvidneberetninger fra den dag, atombomben ramte Hiroshima.

OBS: Vi advarer mod flere meget voldsomme beskrivelser i det følgende.

Setsuko Thurlow: "De fleste af mine klassekammerater i bygningen brændte ihjel"

(© DR / Grafik: Oliver Seppo)

Var 13 år gammel og befandt sig på sin skole, da angrebet fandt sted.

Jeg var kun 13 år gammel, da USA smed den første atombombe i min by Hiroshima.

Jeg husker stadig den morgen tydeligt. Klokken 8:15 så jeg et blændende blå-hvidt lysglimt fra vinduet. Jeg kan huske, at det føltes som om, jeg svævede.

Da jeg kom til bevidsthed igen, var der helt stille og mørkt, og jeg lå fastklemt mellem murbrokkerne fra den sammenfaldne bygning.

Jeg begyndte at kunne høre mine klassekammeraters råb om hjælp i det fjerne.

"Mor, hjælp mig..."

"Gud, hjælp mig…"

Pludselig kunne jeg mærke hænder, der rørte ved min venstre skulder, og jeg hørte en mand sige:

"Hold ud! Bliv ved med at skubbe! Jeg prøver at få dig fri. Kan du se lyset, der kommer gennem den åbning dér? Kravl hen imod det, så hurtigt du kan."

Da jeg kom ud, var den kollapsede bygning i brand. De fleste af mine klassekammerater i bygningen brændte ihjel, mens de var i live. Det eneste, jeg kunne se omkring mig, var total og helt utrolig ødelæggelse.

Rækker af spøgelsesagtige skikkelser gik forbi. Groteskt sårede mennesker.

De blødte, var brændte, sorte og hævede. Kropsdele manglede. Hud og kød hang fra deres knogler. Nogle havde deres øjeæbler i hænderne, nogle deres tarme hængende ud af maven. En modbydelig stank af brændt hud var overalt.

Og sådan – med én bombe blev min elskede by udslettet. De fleste af dens indbyggere var civile, som blev brændt til aske, udslettet og karboniseret. Blandt dem var dele af min familie og 351 skolekammerater.

I ugerne, månederne og årene som fulgte, døde mange tusinde flere – ofte på mystiske måder fra de forsinkede effekter fra strålingen. Selv den dag i dag dræber strålingen de overlevende.

Når jeg husker Hiroshima, er det første billede, jeg tænker på, altid min fireårige nevø Eiji. Hans lille krop blev omdannet til et uigenkendeligt smeltet stykke kød. Han blev ved med at bede om vand med en svag stemme, indtil hans død gav ham fred for smerten.

Kilde: Uddrag af tale fra 2017, da Setsuku Thurlow var med til at modtage Nobels fredspris for sit arbejde for organisationen ICAN, der arbejder for afskaffelse af atomvåben.

Kinue Tomoyasu: "Hendes ansigt så frygteligt ud. Jeg ser det ansigt i mine drømme nogle gange"

(© DR / Grafik: Oliver Seppo)

44 år og mor til datteren Yatchan. Befandt sig i hjemme, fem kilometer fra eksplosionens centrum. Datteren var på arbejde inde i byen.

Da jeg åbnede vinduet, kom lysglimtet.

Det var så skarpt. Ti- eller hundredetusinde gange skarpere end en blitz på et kamera. Lyset brændte i mine øjne, og i et kort øjeblik tænkte jeg slet ikke på noget.

Jeg lå på gulvet, er var dækket af glas fra vinduerne.

Da jeg kom til bevidsthed igen, var jeg meget optaget af at finde ud af, hvad der var sket med min datter.

Jeg begav mig afsted mod en togstation tæt på Hiroshima. På vejen derhen så jeg en ung pige komme i min retning.

Hendes hud hang i laser overalt, og hun var nøgen. Hun peb "mor, vand, mor, vand…". Jeg kiggede kort på hende, for det kunne måske være min datter. Det var det ikke, og jeg gav hende ikke noget vand. Det er jeg ked af, at jeg ikke gjorde, men jeg kunne kun tænke på min datter.

Jeg løb hele vejen hen til Hiroshima Station, der var fuld af mennesker. Nogle var døde, og mange lå på jorden og kaldte på deres mødre eller bad om vand.

Så tog jeg til broen Tokiwa, som jeg var nødt til at krydse for at kunne komme hen til det kontor, hvor min datter arbejdede. Men broen var spærret, og de folk, der stod der, sagde: "Du kan ikke komme forbi her i dag".

Jeg protesterede og sagde, at "min datters kontor er derovre, vær sød at lade mig komme igennem", men de sagde bare "nej". Nogle mænd tog chancen og prøvede at komme igennem, men jeg kunne ikke.

Så tænkte jeg, at min datter måske var kommet hjem, og vendte om. Da jeg kom til Nikitsu Shrine begyndte sort regn at vælte ned fra himlen, og jeg undrede mig over, hvad det var.

Det var ligesom meget tung regn, men jeg havde min luftangrebshætte (en slags hjelm, red.), så jeg fik heldigvis ikke noget af det i hovedet, men det ramte mine hænder.

Jeg løb og løb.

Jeg ventede på hende derhjemme med vinduerne åbne, og jeg holdt mig vågen hele natten, men hun kom ikke tilbage.

Klokken cirka 6:30 om morgenen den 7. august, kom Hr. Ishido, hvis datter arbejdede i det samme kontor som min datter.

...

Hr. Ishido kom hen til mig og sagde: "Skynd dig! Find noget tøj, og tag hen til hende. Din datter er ved Ota-flodens bred". Jeg takkede og spurgte, om hun stadig var i live. "Hun er i live", svarede han og tilføjede: "Jeg skal nok vise dig vej".

Jeg tog en yukata (japansk klædedragt, der minder om en kimono, red.) med mig. Mine naboer tilbød også, at jeg kunne tage en båre med. Jeg begyndte at løbe, så hurtigt jeg kunne. Nogle fulgte efter mig og sagde, at jeg skulle sætte farten ned, så jeg ikke kom til skade, men jeg skyndte mig alligevel så meget, jeg kunne.

Da jeg kom til broen Tokiwa, lå der soldater på jorden. Rundtom Hiroshima Station så jeg endnu flere, end der havde ligget der dagen forinden.

Da jeg kom til flodbredden, kunne jeg ikke finde ud af, hvem der var hvem. Jeg tænkte kun på, hvor min datter var.

Men så hørte jeg hendes kald: "Mor!".

Jeg genkendte hendes stemme. Hun så forfærdelig ud. Hendes ansigt så frygteligt ud. Jeg ser det ansigt i mine drømme nogle gange.

...

Der var maddiker i hendes sår og klæbrigt gulligt puds, og en hvid vandig væske løb fra dem. Jeg vidste ikke, hvad der skete.

Hendes hud røg af så let som ingenting. Maddikerne kom ud over det hele. Jeg kunne ikke få dem væk. Jeg frygtede, det ville gøre for ondt på hende. Jeg fik et par stykker af dem af. Hun spurgte mig, hvad jeg lavede, og jeg sagde bare: "Årh, ikke noget". Hun nikkede.

Ni timer senere døde hun.

Da jeg havde hende i mit skød, sagde hun: "Jeg vil ikke dø". Jeg sagde til hende: "Hold ud, hold ud". "Jeg vil ikke dø, før min bror kommer hjem," sagde hun. Men hun havde smerter og blev ved med at græde: "Bror! Mor!".

Jeg begravede hende den 15. august.

Tidligt i oktober begyndte mit hår at falde ud, og jeg undrede mig over, hvad der skete med mig. I november var jeg helt skaldet. Derefter begyndte lilla pletter at komme frem på min hals, min overkrop, mine arme og på indersiden af mine lår. Mange. Over det hele var der lilla pletter. Jeg havde også 40 i feber.

Min søn kom tilbage i februar 1946 og tog sig af mig. Da han hørte, hvordan hans søster var død, gav han udtryk for, hvor ked af det, han var. Han sagde til mig, at han hadede krig. Det forstår jeg. Mange af hans venner døde i krigen.

Han fortalte mig, at han var ked af, at han havde overlevet. Han følte stor skyld. Min søn fik malaria under krigen, og han led meget. Jeg ved ikke hvorfor, men senere blev han neurotisk og begik til sidst selvmord ved at hoppe ud foran et tog i oktober.

...

Jeg har tilmeldt mig organisationen White Chrysanthemum ved Hiroshima Universitet og har lovet at donere min krop til videnskabelige undersøgelser og uddannelse.

Mit registreringsnummer er 1.200. Jeg er klar. Jeg er klar til at møde Gud hvert øjeblik, det skal være. Men Gud tillader mig endnu ikke at komme ved hans side.

Hvis det ikke var for krigen, ville mine to børn ikke være døde. Jeg tror, at vi alle tre ville have levet sammen og været lykkelige.

Kilde: Transkription af interview I dokumentarfilmen Hiroshima Witness fra 1986 lavet af The Hiroshima Peace and Culture Foundation.

Hiroshi Sawachika: "I samme øjeblik følte jeg mig vægtløs. Som om jeg var astronaut."

(© DR / Grafik: Oliver Seppo)

28 år og militærlæge, da angrebet fandt sted. Han befandt sig på et militærhospital 4,1 kilometer fra eksplosionens centrum.

Jeg havde lige sagt godmorgen til mine kolleger og var på vej hen til mit skrivebord, da alting pludselig blev helt lysende rødt udenfor. Jeg følte en meget stærk varme på mine kinder.

Jeg var chefen og råbte til de unge mænd og kvinder i rummet, at de skulle evakuere. I samme øjeblik følte jeg mig vægtløs. Som om jeg var astronaut. Derefter var jeg bevidstløs i 20-30 sekunder.

Da jeg kom til mig selv igen, gik det op for mig, at alle – inklusive mig selv – lå i den ene side af rummet. Ingen stod op. Skriveborde og stole var også blevet blæst over i den ene side. Der var intet glas i vinduerne, og vinduesrammerne var også blæst ud.

Jeg gik hen til vinduerne for at finde ud af, hvor bomben var faldet – og der så jeg paddehatteskyen.

Efter et stykke tid opdagede jeg, at min hvide skjorte var rød over det hele.

Jeg tænkte, at det var underligt, fordi jeg ikke selv var kommet til skade, så jeg kiggede rundt, og det gik op for mig, at pigen, som lå ved siden af mig, var hårdt såret og havde knust glas siddende overalt i kroppen.

Det var hendes blod, der havde gjort min skjorte rød.

Jeg fik besked på at tage hen til hovedkvarteret, hvor en stor mængde sårede ventede på behandling. Jeg tog derhen og begyndte at behandle de sårede med hjælp fra sygeplejersker og andre folk, der var uddannet til det.

Vi begyndte med at behandle personalet på kontoret. De fleste af dem havde knust glas eller stykker af træ siddende i dem. Vi behandlede dem én efter én.

Bagefter hørte vi en underlig lyd. Det lød, som om en stor flok myg nærmede sig, og vi kiggede ud ad vinduet for at finde ud af, hvad der skete. Vi så, at folk var på vej hen til os for at blive behandlet. Men vi kunne ikke forstå, hvorfor de kom til os – der lå nemlig flere store Røde Kors-hospitaler og andre hospitaler inde midt i byen.

På det tidspunkt anede jeg ikke, at byens centrum var blevet så hårdt ramt, som det var.

Efterhånden som flere og flere hårdt sårede folk ankom, gik det op for os, hvor alvorlig situationen var. Vi besluttede os for også at behandle dem. Vi fandt hurtigt ud af, at mange af dem var blevet slemt forbrændt.

De havde deres hænder i vejret. De lignede spøgelser.

Senere, da jeg følte, jeg kunne tillade mig at overdrage arbejdet til andre i et øjeblik, gik jeg ud af behandlingsrummet og ind i et andet rum for at se, hvad der var sket. Da jeg kom indenfor, var der en tyk lugt af noget, der mindede meget om tørret, grillet blæksprutte. Lugten var ret stærk.

Den triste sandhed er, at den lugt, som mennesker skaber, når de bliver brændt, er den samme som tørret, grillet blæksprutte. Blæksprutten, som vi holder så meget af at spise. Det var en underlig følelse, som jeg aldrig havde haft før.

Jeg kan stadig huske den lugt ganske tydeligt.

Bagefter gik jeg tilbage mod behandlingsrummet og passerede på min vej lange rækker af folk, som var enten hårdt sårede eller ventede på at blive behandlet.

Så mærkede jeg nogen røre ved mit ben. Det var en gravid kvinde.

Hun sagde, at hun skulle dø om nogle få timer. "Jeg ved, at jeg kommer til at dø, men jeg kan mærke min baby bevæge sig i min mave. Den vil ud af det her rum. Jeg er ligeglad med, at jeg selv dør, men hvis jeg føder nu, behøver den ikke dø sammen med mig. Vær sød at hjælpe min baby med at overleve".

Der var ingen fødselslæger. Der var ingen fødestue. Der var ingen tid til at tage sig af hendes baby. Alt, jeg kunne gøre, var at komme tilbage senere, når alt var klar til hende og hendes baby. Så jeg muntrede hende op, og hun så meget glad ud. Men jeg var nødt til at gå tilbage til mit arbejde med at behandle de sårede.

Jeg genoptog arbejdet og behandlede de sårede én efter én. Der var så mange. Det føltes som en kamp mod tiden.

Det var sent på eftermiddagen, hen mod aftenen. Billedet af den gravide kvinde havde ikke forladt mig. Senere gik jeg hen til det sted, hvor jeg havde fundet hende tidligere. Hun lå stadig på det samme sted.

Jeg klappede hende på skulderen, men hun sagde ingenting, og personen, der lå ved siden af hende, fortalte, at kvinden var blevet stille for kort tid siden.

Jeg husker det stadig, blandt andet fordi jeg ikke var i stand til at opfylde denne her unge kvindes sidste ønske. Jeg husker hende også, fordi jeg fik mulighed for at tale med hende – hvor kort tid det så end var.

Jeg tog mig af mindst 2.000 eller 3.000 patienter den dag, hvis man også inkluderer alle de folk, jeg hjalp med at finde vej. Det føltes som om, at dagen aldrig ville slutte. Jeg måtte blive ved med at behandle patienterne i al evighed.

Det var den længste dag i mit liv.

Kilde: Transkription af interview I dokumentarfilmen Hiroshima Witness fra 1986 lavet af The Hiroshima Peace and Culture Foundation.

Facebook
Twitter