Aggemam...? NEJ! Det er en artikel om to unge fyre, der var med til at ændre dansk humor for altid

Sådan opstod legendariske Gramsespektrum.

Julen 1998 skulle have været så hyggelig.

Landets voksne så frem til at slappe af, spise rester - og måske endda få et godt grin foran billedrørs-tv’et. DR1 sendte nemlig både 'Linje 3-show', 'Soldaterkammerater på sjov' og hjemmevideoer i 'Det' ren kagemand'.

Men den jul skulle vise sig at blive alt andet, end sådan som den plejede.

To unge fyre ved navn Simon og Peder havde nemlig kort forinden udgivet en plat, pubertær og aldeles underlødig CD, som havde stået højt på rigtig mange unges ønskesedler.

Nu var papiret flået af de flade firkantede pakker, skiverne lagt i afspillerne – og en hel ungdomsgeneration begyndte pludseligt at tale meget underligt.

De sagde ting som ”AGGEMAM?” og oplyste hinanden om åbenlyse og latterlige ting som at ”cornflakes smager bedst - uden lort på”. De rappede også mærkværdige sange om magtsyge DSB-kontrollører og psykotiske bademestre.

0:00

Forældrene forstod det ikke og så hovedrystende til, mens hyggen blev totalt ødelagt - og dansk satire til de unge blev forandret for altid.

Taget med de store baggy-jeans nede

Men nu - over to årtier senere - står det klart, at man faktisk ikke kan bebrejde de to unge fyre ret meget. De anede nemlig ikke, hvad de havde sat i gang.

- Det gik jo totalt amok. Vi lavede jo egentlig bare nogle ting, som vi selv synes var sjove. Men vi havde absolut ingen idé om, at det ville blive så stort, fortæller Peder Pedersen der sammen med Simon Bonde skabte satiregruppen, der fra 1996 blev kendt som Gramsespektrum og i dag har legende-status hos en hel generation.

CD'en solgte med over 40.000 eksemplarer det, der i dag ville svare til dobbelt platin - og succesen tog mildest talt de to bagmænd med de store baggy-jeans nede om anklerne.

Derfor var det også to ret overvældede unge fyre, der i 1999 gik på scenen for at modtage en af dansk musik- og underholdningsindustris mest prestigefyldte priser.

Gramsespektrum startede en bølge

Men hvordan i alverden kunne noget, der umiddelbart virker som helt banal pubertær pruttehumor blive så populært?

Det har lektor Michael Eigtved fra Københavns Universitet et bud på. Han har blandt andet beskæftiget sig med den danske humor- og showscene og fulgte tilbage i 1998 også tilblivelsen af netop Gramsespektrum.

'Mænd i brunt'. En parodi på det helt store filmhit i 1997 'Men in Black'. (© dr)

- De markerede et skifte i hele måden, man lavede satire på i Danmark, og var blandt de allerførste og vigtigste i den bølge af meget ironiske og absurde satiregrupper til unge, som kom frem i slutningen af 90’erne og i 00’erne siger lektoren.

Han nævner Casper og Mandrilaftalen, Drengene fra Angora og Banjos Likørstue som eksempler.

I den ældre generation blev der også nikket anerkendende til det nye skud på stammen – blandt andet fra musikeren Steffen Brandt:

”Den ironi, man nogle gange har hæftet på os, er jo ingenting i forhold til den ironi, som sætter dagsordenen i dag inden for nyere generationer"

"Altså vores humor i forhold til eksempelvis Gramsespektrum, ja, vi kan jo overhovedet ikke nå dem til sokkeholderne i midler og begavelse,” udtalte TV2-forsangeren i 1999 til Berlingske Tidende.

Af unge – til unge

Det hele var oven i hatten også yderst velproduceret, der blev talt et ikke-påtaget ungt sprog og tilmed valgt emner, de unge kunne relatere til, forklarer lektor Michael Eigtved.

- Det var meget nyt for de unge at få sådan noget. Der var en ret markant forskel på den her type absurd satire til - og af - unge, og så hvad man havde set tidligere – for eksempel Monrad og Rislund, Linje 3 og den slags, som slet ikke på samme måde var målrettet de unge.

Den analyse kan Gramsespektrum-stifteren Peder Pedersen godt selv nikke genkendende til:

- Hele humoren på det tidspunkt var groft sagt blevet sådan noget hvor, hvis man kunne tale som Poul Nyrup, så var man automatisk sjov, siger han og tilføjer, at han samtidig har stor respekt for det, folkene før Gramsespektrum kunne.

- Jeg synes, at det er vigtigt at indrømme, at både Simon og jeg som yngre jo havde skreget af grin over for eksempel Linje 3. Jeg syntes personligt, at Thomas Eje var noget af det allersjoveste i verden. De kunne jo noget helt vildt, men vi ville gerne prøve noget helt andet.

Og det skulle senere vise sig at være et godt valg.

Inspirerende lokalradio

Men før det hele "gik totalt banjo", som Peder Pedersen har formuleret det, var Simon Bonde og Peder Pedersen egentlig bare to ret almindelige drenge.

- Jeg mødte Simon første gang hjemme hos hans forældre ude i Valby engang i slutningen af 80'erne. Han hang så også ud med en fyr, der hed Kristian Buksti, og det var altså et møde med to mennesker, som for eksempel gik virkelig meget op i at samle på store mængder mærkelige optagelser fra diverse lokalradiostationer. De havde deres helt egen verden, som jeg så også blev en del af, fortæller Peder Pedersen.

Blandt andet samlede de på 'Poul og Georg'-sketches lavet i slut-80'erne af Jakob Lund og 'Lillelars', der i dag er velkendte radioværter.

0:00

- Jeg havde aldrig hørt sådan noget før. For eksempel skulle Uffe Ellemann og Mogens Glistrup bygge noget med værktøj, som ikke kunne lade sig gøre, en flaskeøl eller sådan noget. Der var også en føljeton om 'Türkerfar', hvilket var meget politisk ukorrekt, men dengang absurd sjovt.

- Det er virkelig vigtigt for mig at give dem noget credit, for det var helt klart en forløber for Gramsespektrum, siger Peder Pedersen, der sammen med Simon Bonde også har nævnt DR-serien 'Duksedrengen' og 70’er-fænomenet Monty Python som inspirationskilder.

Statsradiofonien på besøg

Den største påvirkning af Gramsespektrums stil har hiphop-kulturen dog stået for. For selvom de tre venner - Peder, Simon og Kristian - delte samme sans for humor, var deres største fælles interesse rapmusikken, og i 1991 stiftede de derfor hiphop producer-gruppen The Prunes.

En gruppe, som en journalist fra DR hurtigt udviste interesse for. At journalisten, hvis navn var Mikael Bertelsen, nogle år senere skulle komme til at få afgørende betydning for Simon og Peders liv, var der dog ingen, der anede på det tidspunkt.

Mikael Bertelsen foran mikrofonen i 1992. (Foto: Jens Dresling © Scanpix)

Rapmusikken var rigtigt kommet til Danmark i løbet af 80'erne. Men selvom genren i starten af 90'erne voksede mere og mere, var den stadig ikke mainstream, og noget som kun de færreste medier interesserede sig synderligt for.

Ungdomsprogrammet 'P4 i P1' var dog en undtagelse. Her havde den autodidakte journalist Mikael Bertelsen hørt om Peder, Simon og Kristian, der hurtigt havde fået opbygget sig et ry som yderst dygtige beat-magere.

Derfor tog han ud for at interviewe 'DJ Peder':

- Altså det hele er lidt tåget, men jeg tror faktisk, at det er der, jeg møder ham allerførste gang, siger Mikael Bertelsen, der i dag er chef på Radio24Syv.

- Det viste sig, at denne her enormt dygtige 'DJ Peder' jo kun var en ung knægt på 19 år eller noget i den stil – og at han sad hjemme på sit værelse i sine forældres parcelhus i Greve og lavede mange af de her vilde ting.

Det var tydeligt, at de unge DJ's i The Prunes havde talent, og i 1994 fik de landet den første af flere aftaler med amerikanske Beastie Boys, som de efterfølgende lavede flere remixes for.

0:00

Men de skulle også snart vise, at musikken ikke var det eneste, de kunne.

På besøg i statsradiofonien

Peder Pedersens talent som DJ, kontakter i miljøet og de velansete beats i The Prunes betyder, at han i 1994 får en fod indenfor i Danmarks Radio.

Efter en periode som gæste-DJ bliver han værts-vikar på i P3-magasinet 'Hiphop til folket' i ungdomsprogrammet 'GO!'

Skolekammeraten Simon Bonde kommer ofte og hænger ud i studiet – og begynder hurtigt at lave små lettere vanvittige indslag i det ellers seriøse musikprogram.

Et af de tidsligste er med 'Street King', som var en slags tidlig version af den senere så kendte karakter 'Gert K'.

Street King var programmets ”udsendte reporter på the streets”. Ofte laver han indslag, som overhovedet ikke handler om hiphop. Faktisk handler de ikke rigtigt om noget. Eksempelvis vælger han på et tidspunkt blot at banke en ugle.

0:00

Kreativitet skal leges frem

Da 'Hiphop til folket' lukker i forbindelse med en relancering af hele P3's ungdomsflade 'GO!', ansætter Mikael Bertelsen i 1995 Peder Pedersen som fast vært på et helt nyt hiphop-magasin, der kommer til at hedde 'Sådan er det bare'.

Karakterer som Street King følger med videre over i det nye program, men Peder og Simon har nu pludselig endnu mere frihed til at eksperimentere.

Og netop frihed var vigtig for Mikael Bertelsen at give.

- Da jeg selv begyndte at lave radio, fik jeg lov til at lege og prøve mig meget frem – det ville jeg rigtig gerne give videre, og derfor fik de ret frie hænder, fortæller han og pointerer, at det hele efter hans mening godt kan blive lidt for firkantet mange steder i mediebranchen i dag.

'Sådan er det bare' blev derfor også hurtigt mere end et hiphop-program. Humoren kom løbende til at fylde mere og mere - og Simon Bonde stod igen for mange af de mere vanvittige indslag.

Peder har også sit eget segment, hvor der blev lavet telefonfis med de kendte ved at interviewe dem med uforholdsmæssigt megen brug af hiphop-slang.

Det gik eksempelvis 7. marts 1995 ud over bogstavvenderen Maria Hirse fra TV 2's ultra-kommercielle kæmpesucces 'Lykkehjulet', som skarpt benægtede, at der var risiko for drive-by-shootings mellem hende og den tidligere bogstavvender Carina Jensen.

0:00

Løgnagtige nyheder blev til Gramsespektrum

I starten af 1996 dropper Peder 'Sådan er det bare' og beder i stedet om at få lov til at lave noget andet.

- DR var sådan lidt mere Olsen Banden-agtigt dengang, så jeg spurgte bare, om jeg måtte få lov til at lave noget, der hed 'GO! Nyhederne' – og det blev der bare sagt ja til.

Som udgangspunkt var 'GO! Nyhederne' et reelt nyhedsprogram om musik – men det holdt ikke længe.

- Stille og roligt begyndte en række sketches, som Simon lavede, at inficere 'GO! Nyhederne' mere og mere, fortæller Peder Pedersen.

Eksempelvis kunne han 2. april 1996 som udsendt rapporter via en skrattende telefonlinje berette om et frygteligt overfald, hvor den ”…42-årige lettere overvægtige stærkt skizofrene tandlæge og karateinstruktør Albert Larsen fra Aabenraa, som har forsøgt at børste en ældre invalidepensionists tænder med et kinesisk håndvåben…”

0:00

Programmer som Radio24Syvs 'Den korte radioavis' og andre satireproduktioner benytter sig i dag ofte af grebet med de ægte nyheder blandet med falske – men dengang var det ikke noget, man var vant til.

- Vi lavede på et tidspunkt også et nyhedsindslag med en fyr, som simpelthen bare elskede techno. Gradvist blev interviewet så bare vildere og vildere, og til sidst står manden, som jo var Simon, og fortæller, hvordan han bare eeeelsker at pakke sig selv ind i sølvpapir og derefter skide i bukserne.

- Folk troede sgu, at det var et rigtigt interview, så den historie blev faktisk trykt i det blad, der hed Press.

Til sidst gav det dog ikke så meget mening at kalde programmet for 'GO! Nyhederne', da det hele faktisk var løgn.

Det blev sendt sidste gang den 30. april 1996, men genopstod kort efter under et nyt navn.

Navnet var 'Gramsespektrum', og 7. maj 1996 kunne 'GO!' præsentere det for første gang.

0:00

Alene hjemme

Præcis hvordan, Mikael Bertelsen fik lov af sine egne chefer til at give Gramspektrum deres eget program og kalde de pubertære pruttelyde for public service, står lidt hen i det uvisse.

Alligevel har han et bud:

- Altså helt ærligt tror jeg bare, at vi gjorde det uden at andre rigtig tog stilling til det. Jeg havde nogle gange fornemmelsen af, at cheferne over mig ikke rigtig selv hørte P3. Vi var alene hjemme, og gjorde som vi ville.

Peder Pedersen som en slags Thomas Helmig / Michael Falch-klon under optagelser til en parodi på 80'er-velgørenhedssangen 'Afrika'.

Han gav Simon og Peder lov til at bruge DR's studier så meget og så længe, de ville. Og det gjorde de – ofte til langt ud på aftenen og natten.

Der blev spist pizza og røget smøger i stor stil, mens tingene blev produceret.

Og så blev der grinet. Nogle gange så meget, at det kunne være svært at få lavet en sketch færdig.

0:00

Det hele foregik i en sådan slags organiseret kaos, husker journalist Janus Køster Rasmussen, der arbejdede på ungdomsredaktionen i perioden.

- Indimellem stak de hovedet ud af studiet og hev den første den bedste forbipasserende ind, når de skulle bruge en ekstra stemme til et eller andet. For eksempel er det faktisk mig, der i sketchen 'Hvad laver du Klaus?' siger ordene "Hvad laver du, Klaus?". I en anden sketch skulle jeg bae råbe "skinke" virkelig mange gange.

0:00

At spænde ben for en antilope

Hvor navnet 'Gramsespektrum' stammer fra, er lettere usikkert, men det var vennen Kristian Buksti, der fandt på det, da han skulle skrive en sketch om en mand, der kunne tale med kiks.

Ligesom med navnet opstod de mest absurde sketches også ligesom bare, forklarer Peder Pedersen, der dog giver en stor del af æren til Simon Bonde:

- I en af de allerførste sketches han lavede, spændte han ben for en antilope. Hvem fanden tænker sådan? Simon kunne altså bare et eller andet helt særligt.

- Nogle gange får jeg helt lyst til at undskylde for min egen rolle i det, fordi det virkelig ofte var Simon, der kom med mange af de rigtig skarpe idéer.

For eksempel stod Bonde blandt andet bag de fulde pedeller Vagn og Ole, og ikke mindst søvand-sketchen, som blev blandt de allermest populære.

0:00

- Ofte dukkede han simpelthen bare op med et færdigt skrevet manuskript, og så sagde jeg bare 'fedt lad os gøre det'. Det har han så også sagt til mig, at det var noget af det, som jeg var god til, altså simpelthen bare få tingene sat i gang og gjort manuskripterne til virkelighed.

Men Gramsespektrums sketches om søvand og antiloper blev ikke en succes med det samme.

Langtfra.

'Hvad fanden er det, vi laver?'

Internt på ungdomsredaktionen var de meget populære, men uden for murene var det stadig et ganske lille program.

Men i 1996 var hurtige succeser også sjældne. Streamingtjenesternes ankomst lå langt ude i fremtiden, lovlige mp3-downloads lå også langt væk – og selv den ulovlige piratkopiering var kun i sin spæde begyndelse.

Og selvom Gramsespektrum var blandt de første til at få deres egen side på det nyåbnede dr.dk, skete det først i 1998.

Hvis man uden for de faste sendetider ville høre 'Gert K' forklare, hvordan man kunne blive en rigtig "hæphopper", skulle man selv eller en ven derfor have siddet klar med en båndoptager foran radioen og trykket 'record' på nøjagtigt det rigtige tidspunkt.

Kendskabet til den lille satire-duo blev kun langsomt større, og derfor var Peder Pedersen også hele tiden i tvivl om, det overhovedet fungerede:

- Jeg havde skiftevis en følelse af, at det her kunne blive meget fedt, og så den næste dag kunne jeg tænke 'hvad fanden er det, vi laver?'.

Alligevel blev de ved.

- Vi lavede det, fordi Mikael syntes, det var sjovt, og fordi vi selv og vores venner syntes, det var sjovt. Det har både Simon og jeg også gjort senere, for man kan jo ikke styre, hvordan folk skal modtage det. Man må tage udgangspunkt i, hvad man selv synes er fedt og så håbe, at andre er enige.

Under evig udvikling

Gramsespektrum blev skabt ud fra de ting, der var blevet prøvet af i de tidligere programmer, og var stadig under udvikling, mens det kørte.

For eksempel blev der senere hen lavet mange forskellige reklamer - blandt andet for den råbe-syngende troubadour Richard Zedalius, som blev en af de mest kendte karakterer.

Den allerførste reklame, der blev sendt i Gramsespektrum, var dog for en anden troubadour ved navn Eilert Pilarm, der havde lavet en CD med Elvis-sange.

0:00

I dag er man meget hurtigt meget optaget af, om noget er en succes, mener Mikael Bertelsen.

- Men Gramsespektrum forandrede sig hele tiden. Det fik lov til at gro og udvikle sig. Det er man nødt til, hvis man vil skabe noget, der i sin kerne rummer noget originalt.

Med denne tilgang opstod efterhånden også kendte figurer som aggemam-manden, ninjaen Bolette og flere andre.

Men det var ikke kun de vanvittige karakterer, der fik Gramsespektrum til at skille sig ekstra ud fra mængden.

Dobbelttempo-rap

Efter et stykke tid begynder Simon og Peder nemlig aktivt i programmet at udnytte deres anden spidskompetence – nemlig erfaringen som musikproducere i The Prunes.

Pludseligt får programmet et helt nyt lag, da sketches suppleres med musiknumre som 'Du minder mig om Limahl', 'Merete' og 'Bademesterrap'.

Numrene er så godt produceret, at de også spilles i radioen uden for Gramsespektrums sendetid. Og det gav god mening, hvis man spørger Janus Køster-Rasmussen, der ud over at arbejde i afdelingen i perioden, også har været musikjournalist og anmelder gennem en årrække.

- De var med deres musikalske baggrund jo ekstremt formbevidste. Altså for eksempel i Bademesterrappen laver Peder noget dobbelttempo-rap, som de færreste på det tidspunkt kunne gøre efter.

Det var også netop musiknumrene, der blev Gramsespektrum vej over på tv.

Grams på "Kanal Klog"

I 1996 var DR’s nye kæmpesatsning DR2 netop åbnet – og Gramsespektrum fik en fast plads i slutningen af musikprogrammet Okay Tone, hvor de velproducerede musiknumre nu også kom til at optræde som musikvideoer.

Parodien på 'Afrika'-sangen om ”De der aviser, der ligger nede på grillbaren” havde premiere i det allerførste 'Okay Tone'-program, og blev ifølge Mikael Bertelsen begejstret modtaget af de få, der så den.

Men at producere tv var en noget anden opgave end de radioproduktioner, de to havde været vant til.

- Heldigvis arbejdede vi sammen med nogle dygtige mennesker, så når vi for eksempel bad om at få et kæmpe flygel slæbt ind på en curlingbane, så fik de det bare til at ske! fortæller Peder Pedersen.

En anden gang fik de nævnt, at det da egentlig kunne være fedt, hvis Gert K og hiphopperne havde bøjler på.

– Så skaffede de os bare en tid hos en tandlæge, som så gav os dem på. Jeg fik et nakketræk med hjem – det kunne jeg heldigvis tage af, men vi havde bøjler på rigtigt i en hel uge, mens der blev filmet.

Overgangen til tv-mediet gjorde da også, at flere og flere vidste, hvem de var. Men DR2's seertal var ikke ligefrem imponerende i begyndelsen, og Gramsespektrum var stadig forbeholdt en mindre, men dog efterhånden ganske dedikeret skare af fans.

Men selvom det gik fremad, havde de seneste års produktioner taget hårdt på både Peder og Simon, og i 1998 var det lige ved at gå helt galt.

Hårdt at være sjov

- I lang tid lavede vi en Gramsespektrum om ugen - og i en periode lavede vi også to. Der husker jeg en del gange, hvor vi var fuldstændigt ved at koge over, fordi vi ikke syntes, vi kunne finde på noget, der var godt nok, fortæller Peder Pedersen.

Kort sagt var de to bare tømte og trætte.

- Det er jo virkelig ikke samlebåndsarbejde. Det er sgu svært at sige noget sjovt, når man bliver bedt om det. Det skal opstå naturligt, og på et tidspunkt synes vi simpelthen bare ikke, at det var sjovt mere. Og så valgte vi at sige stop.

En af de allersidste ting, de optog, var en helt kort video med to klovne.

- Den handler på mange måder om, hvor trætte de var af at være sjove. Så de lavede en parodi på de her to rædselsfulde, udbrændte klovne, fortæller Mikael Bertelsen.

Et langsomt, men sikkert fænomen

Gramsepektrum gik i opløsning – og som en slags afskedssalut blev en opsamlings-CD med de bedste musiknumre og sketches sat sammen – og planlagt til udgivelse i september 1998.

De indledende salgstal så ikke sønderligt imponerende ud, og først midt i oktober måned 1998 kommer den ind på den officielle danske album top40 på en beskeden 13.-plads.

Til gengæld blev den liggende usædvanligt længe på listen.

- CD'en voksede over tid ganske langsomt og stak så til sidst helt af. Der var stort set ingen, der havde regnet med, at det her kunne blive en succes, fortæller Peder Pedersen om CD'en, der endte med at ligge hele 26 uger på top40-listen.

Fra at have været en parentes i et radioprogram blev Gramsespektrum i løbet af 1998 og 1999 en regulær landeplage. Langt ind i det nye årtusinde var det fortsat en populærkulturel reference for mange.

Det var eksempelvis tydeligt i 2002, hvor Nik & Jay udgav deres første single. I et interview fortalte de, hvordan nogle af dem, der havde hørt deres musik, havde haft lidt svært ved at skelne satire fra virkelighed.

”Nogle har troet, vi var en joke, mens andre troede, vi var dem fra Gramsespektrum,” udtalte de to musikere i Fyens Stiftstidende.

Greatest Hits 2?

Da pladeselskabet så, hvor succesfuld CD'en blev, ville de med det samme have en toer.

Simon og Peder var skeptiske, men sagde ja på betingelse af, at de denne gang kunne få lov til at bruge de sange og sketches, som de af rettighedsmæssige årsager ikke fik lov til at bruge på den første CD.

- Hvis vi kunne få lov til det, ville der have været materiale nok til en god opfølger, siger Peder Pedersen.

Flere af Gramsespektrums numre havde lånt større og mindre dele fra kendte amerikanske musiknumre, og derfor var der i første omgang blevet nedlagt forbud.

Desværre lykkedes det heller ikke anden gang.

I indlægssedlen på CD'en blev der ikke kun sagt 'tak' - der blev også sagt 'utak'.

Det lykkes heller ikke at skrive nye sketches, selvom de faktisk prøvede.

- Det eneste, vi kunne finde på, var en sketch om en pige, der hed Pippi Bredfisse, og den var virkelig dårlig. Så vi tænkte: 'Det kan vi sgu ikke byde nogen, det her'.

Peder og Simon blev enige om at stoppe, mens legen var god.

- Havde vi på det tidspunkt udgivet en CD med alt det indhold, der bare var for dårligt til at komme på den første skive, ville det have været at pisse vores fans op og ned ad ryggen.

Død, men levende

Mens succesen var allerstørst, aflivede Peder Pedersen og Simon Bonde derfor Gramsespektrum endegyldigt.

De optrådte heller aldrig live og gav ingen interviews, selvom efterspørgslen var stor. 'Gert K', 'Aggemam-manden' og alle de andre blev lagt i graven og aldrig genoplivet.

Men som det er tilfældet med mange af de store musikere, som dør tidligt, betød det heller ikke enden for Gramsespektrum. Internettets vilde udvikling betød, at de mange sketches levede videre - faktisk helt op til i dag.

Derfor kunne man eksempelvis også for kun et par år siden i fodboldlandsholdets omklædningsrum også se en 23-årig Victor Fisher foreslå - og skråle voldsomt højt med på - 'Den jeg elsker, elsker jeg' i Richard Zedalius-versionen, selvom spilleren kun var cirka to år gammel, da sangen kom ud.

I flere af de nye satireproduktioner, som man ser i dag, er Gramsespektrum aftryk også tydelige, mener man på Københavns Universitet:

- De var jo med til at professionalisere humoren og var ekstremt stilbevidste. Jeg synes helt sikkert, at man eksempelvis i ’Rytteriet’ kan se det super velproducerede og lækre gå igen fra dengang, siger lektor Michael Eigtved.

Peder Pedersen er naturligt nok glad for at høre den slags. Men det har taget lang tid for ham helt at forstå, hvad det egentlig var, de opnåede.

- Det er jo først i årene her lang tid efter, at det er gået op for os, hvor mange børn og unge, som simpelthen har haft det så svedigt over Gramsespektrum. Man bliver jo absurd stolt.

Peder Pedersen fokuserer i dag primært på sin karriere som skuespiller og producent af filmmusik, mens Simon Bonde er instruktør og blandt andet laver reklamefilm i både Danmark og udlandet.

På DRTV kan du i programmet 'Cornflakes med lort og død ved kølle - humoren der formede dig' få endnu mere at vide om 'Gramsespektrum' og nogle af 90'erne og 00'ernes andre stor humorsucceser.

Andre sjove satiregrupper omkring årtusindeskiftet

  • Gramsespektrum, 1996

  • Tæskeholdet, 1996

  • Lex og Klatten, 1997

  • Det brune punktum, 1998

  • Casper og Madrilaftalen, 1999

  • Hvad snakker du om?, 1999

  • Kongeriget, 2000

  • Banjos Likørstue, 2001

  • P.I.S. - Politiets Indsats Styrke, 2001

  • Svedbanken, 2001/2003

  • Torsdag i 2’eren, 2002

  • Rockerne, 2003

  • Vindhætterne, 2002

  • Drengene fra Angora, 2004

  • Normalerweise, 2004

Kilder: Interviews med Peder Pedersen, Mikael Bertelsen, Janus Køster-Rasmussen og Michael Eigtved. Research på hitlister-placeringer af Henrik Smith Sivertsen, Det Kongelige Bibliotek, November 2018. Liste over danske kunstnere på Napster i Berlingske Tidende 10/2/2001. Der er brugt info og klip fra gamle udgaver af 'Hiphop til folket', 'Sådan er det bare', 'GO! Nyhederne' og 'Okay Tone' via DR's mediearkiv. Desuden er der brugt information fra interviews med Simon Bonde i tv-programmerne 'På utallige opfordringer' og 'Satirearkivet', oplysninger fra artikler fra 90'erne i Politiken og Ekstra Bladet samt fra Pederfromdenmark.com og imdb.com.

Papirfotografier: Privatfotos udlånt af fra Peder Pedersen.

Programmering: Casper Glumsøe Bach, Tommy Faldt Pedersen og Jesper Winther

Denne artikel blev udgivet første gang den 26/12/2018 i forbindelse med 20-året for udgivelsen af Gramsespektrums legendariske 'Greatest Hits'-CD.

Facebook
Twitter