Alle, der ikke betaler ligeløn, kan vente vores besøg! Unikt arkivklip viser et af de allerførste interviews med de såkaldte ’rødstrømper’

For 50 år siden satte landets mest kendte kvindebevægelse deres første aftryk.

”Ingen kan være sikre for rødstrømperne.”

Sådan beskrev Ekstra Bladet Rødstrømpebevægelsen efter deres første aktion, der fandt sted præcis en måned efter kvindernes internationale kampdag – nemlig den 8. april 1970.

Dengang kendte kun få de rødstrømpebeklædte kvinder, der bar bannere med slogans som ’frihed! – lighed! - søsterskab!’.

Men det var blot et spørgsmål om tid, før bevægelsen kom på alles læber.

Gennem talrige aktioner fik de skabt en hidtil uset stor opmærksomhed om kvindesagen – og de kom godt fra start med deres første aktion.

Her marcherede 12 unge kvinder op igennem strøget. De bar kunstige øjenvipper, nylonparykker og store BH’er fyldt ud med røde balloner. Beklædningen skulle forstås som en kritik af tidens kvindeideal. Da de ankom til Rådhuspladsen, smed de symbolsk rekvisitterne i en skraldepose.

Et af rødstrømpernes hovedmål handlede dog om ligeløn til mænd og kvinder - og det blev også understreget af et af medlemmerne, da TV Avisen foretog et af de allerførste interviews med den nye bevægelse.

”Alle arbejdsgivere, der ikke betaler ligeløn, kan vente vores besøg! Før eller senere!” lød det fra en af de unge kvinder.

Se et uddrag af interviewet i arkivklippet fra 1970 herover.

Kilder: Danmarkshistorien.dk, Kvinfo.dk, TV-avisen 8. april 1970.