Ambitiøst projekt: Vil lave storslået tv-serie om vikinger - skal optages i Danmark

Producenterne bag den måske kommende tv-serie 'Storm Warrior' er usædvanligt ambitiøse. Selvom finansieringen endnu ikke er på plads, vil de have lige så mange seere som ’Game of Thrones’.

Folkene bag tv-serien har endnu ikke fået en aftale med en tv-udbyder på plads. Alligevel er ambitionere for tv-serien enorme. (Foto: Kris Bolton © creative commons)

Fans af tv-serien ’Vikings’ kan måske se frem til endnu en dramatisk fortælling om vikingernes farverige historie.

Men kun hvis alt går efter planen. Tv-serien 'Storm Warrior' har nemlig ikke fundet en tv-udbyder, som vil finansiere den endnu. Ifølge en pressemeddelelse ligger producenterne dog i øjeblikket i forhandlinger med flere af de helt store amerikanske tv-udbydere - og en aftale skulle gerne være underskrevet inden for en måneds tid.

Bag serien står den engelske instruktør og producer Alex De Luca. Hvis hans serie bliver til noget, vil den ifølge den danske Associate Producer Peter Nerving blive meget stor:

- Det vil blive den største produktion i Danmark nogensinde, lyder det.

Folkene bag serien har usædvanligt høje ambitioner. Der er allerede planlagt fem sæsoner, og planen er at få omkring 18 millioner seere pr. afsnit - lige så mange som 'Game of Thrones', når bølgerne går højest.

Vil have Sagnlandet Lejre som kulisse

En hel del scener skal optages i Danmark - blandt andet i Sagnlandet Lejre ved Roskilde. Det er planen, at oplevelsesparken også skal fungere som sparringspartner for filmholdet.

- Det er en fantastisk chance for os som formidlere at kunne bidrage med vores viden og være et anker mellem kommerciel underholdning og historisk faglighed, siger arkæolog og presseansvarlig i Sagnlandet Lejre, Tania Lousdal Jensen.

KORT OM 'STORM WARRIOR'-PROJEKTET

  • Tanken er, at ’Storm Warrior’ skal adskille sig fra ’Game og Thrones’ og ’Vikings’ ved at bidrage med et højere niveau af historisk indhold.

  • Handlingen foregår i vikingetiden og er ifølge producenterne et actionfyldt drama med familiedynastier, plyndringer og voldtægter.

Denne artikel er blevet rettet for at understrege, at det endnu er tidligt i processen, og at det derfor ikke er sikkert, at tv-serien bliver til virkelighed. Desuden er det blevet rettet, at serien ikke har som ambition at få flere seere end 'Game of Thrones' - kun lige så mange.

Facebook
Twitter