ANALYSE Derfor ville kontanthjælpens stamfader være i dårligt humør hvis han havde levet

1930'ernes socialdemokratiske minister K.K. Steincke ville sandsynligvis ikke synes særligt godt om kommunernes måde at administrere de nye regler på, vurderer historiker Ulla Tofte.

Karl Kristian Steincke blev i 1929 socialminister for Socialdemokratiet, og han gennemførte en række socialreformer, der skulle ensrette lovgivningen omkring sociale ydelser. Her er han fotograferet i sit kontor omkring 1940. (© creative commons)

Det meget omtalte kontanthjælpsloft og 225-timers reglen har nu været aktivt i lidt over en uge, og ventes at ramme mange danskere i den kommende tid.

Tanken er, at reglerne skal gælde alle borgere på kontanthjælp. Men på kort, grafer og tabeller kan vi i medierne allerede nu se, hvordan 225-timers reglen tolkes vidt forskelligt rundt om i kommunerne – nogle steder rammes mange, og andre steder vælger man at undtage en stor gruppe fra reglen om, at man skal have arbejdet 225 timer om året for at undgå en nedsættelse af ydelsen.

Samtidig har flere borgmestre og socialrådgivere været ude og sige, at det kan blive nødvendigt at lave særordninger for særligt udsatte, der af den ene eller anden grund ikke er i stand til at arbejde og for hvem en nedgang i ydelser vil få særligt store konsekvenser.

Den slags ville kontanthjælpens ’stamfader’, K.K. Steincke (1880-1963), sandsynligvis have kaldt ”lappeløsninger”.

Det var i hvert fald sådan nogle, han forsøgte at gøre op med, da han i begyndelsen af 1930’erne igangsatte en række omfattende reformer af det danske fattigvæsen.

Kommuner administrerede vidt forskelligt

Steinckes socialreformer, som de af eftertiden er blevet kaldt, skulle blandt andet erstatte Fattigloven, der i sin oprindelse stammer helt tilbage til 1703.

Loven var blevet revideret et utal af gange, senest i 1891. Men den gamle lov havde udviklet sig til at sandt kludetæppe af ændringer og lappeløsninger og var i udgangspunktet umulig at forstå – ikke mindst for de borgere, den berørte.

Kommunerne i Danmark administrerede den vidt forskelligt. Nogle steder fik borgerne økonomisk hjælp til at kunne opretholde en tålelig tilværelse, mens de andre steder mere eller mindre var henvist til fattiggården.

Her ses K.K. Steincke på talerstolen i Landstinget. Som socialdemokratisk socialminister gennemførte han en række reformer, der af historiker Ulla Tofte betegnes som "starten på velfærdsstaten". (© Scanpix)

Hele grundtanken bag Steinckes socialreformer var, at borgerne ikke længere skulle sidde med hatten i hånden og tigge om almisser. Det undergravede deres moral, mente han:

"Vedkommende uddannes lidt efter lidt til plattenslager, fremstiller sig selv og sine forhold i langt grellere lys, end sandheden tillader, bliver slesk og ender med kun at have én opgave: på enhver måde at presse den størst mulige Hjælp ud af de forskellige institutioner." - K. K. Steincke

Objektive kriterier vigtige for Steincke

For Steincke var det af afgørende betydning, at borgerne oplevede en ensartet lovgivning, der gav dem et retskrav på hjælp, hvis de opfyldte bestemte, objektive kriterier.

Det skulle være slut med en sociallovgivning præget af "rastløs lappen og stoppen og revidering af de enkelte bestemmelser".

Dermed skulle det ikke længere være op til den enkelte kommune at vurdere, om borgeren var i stand til at arbejde og forsøger sig selv, men blev alene et spørgsmål om hvorvidt hans eller hendes indtægt var tilstrækkelig lav, til at det kunne udløse hjælp fra det offentlige.

Starten på velfærdsstaten

Steinckes socialreformer blev starten på velfærdsstaten, og princippet om, at borgeren har krav på hjælp og skal behandles ens, har siden 1930’erne været grundlæggende vores samfundsmodel. Borgerne skulle have retssikkerhed i stedet for nådegaver.

Steinckes pointe var, at borgerne ikke skulle underkastes en ydmygende vurdering af, om de var tilstrækkeligt trængende.

Havde ministeren kunnet høre røsterne, der i medierne taler for behovet for særordninger, undtagelser og hjælpepakker, ville han derfor sandsynligvis ikke være særligt tilfreds med dét han ville kalde ”lappeløsninger og almisser”.

Kilde: K.K. Steincke: Almisser og Rettigheder, 1912

Steinckes tale om socialreformerne kan høres her.

Facebook
Twitter