ANALYSE Et nyt og uforudsigeligt kapitel er begyndt i censurens historie

Censurregler og skjulte politiske hensyn har altid præget vores billede af virkeligheden, men algoritmernes indtog varsler begyndelsen på en ny æra, skriver historiker Andreas Marklund.

Aftenpostens chefredaktør, Espen Egil Hansen anklagede i et åbent brev Facebooks Mark Zuckerberg for magtmisburg i forhold til indskrænkelse af ytringsfriheden ved at slette det ikoniske billede på Facebook. (Foto: ERIC JOHANSEN © EPA/ NORWAY OUT)

Det vakte international furore, da internet-giganten Facebook for et par uger siden censurerede den norske journalist og forfatter Tom Egeland, der i et indlæg om ikoniske krigsbilleder, havde delt fotografiet af den løbende ’napalmpige’ fra Vietnamkrigen, Phan Thi Kim Phúc.

Billedet af den nøgne og dengang niårige pige, der blev taget i 1972 og efterfølgende vandt Pulitzer-prisen, blev bedømt som pornografisk af Facebooks censorer og blev derfor slettet fra Egelands Facebook-side.

Egeland selv fik sin Facebook-konto lukket i et døgn, med den begrundelse at han havde ”posted something that violates Facebook policies”.

Flere norske journalister og politikere, der delte fotografiet for at støtte Egeland, oplevede efterfølgende, at også deres opslag blev slettet af Facebook. Selv den norske statsminister Erna Solberg fik billedet fjernet.

Globale protester mod Facebook-censuren

Bølgen af protester spredte sig hurtigt i det globale medielandskab. Norges største avis Aftenposten publicerede et åbent protestbrev mod censuren, hvor Facebook-bossen Mark Zuckerberg blev anklaget for at misbruge sin rolle som ”the world’s most powerful editor.”

Protesten fik stor opmærksomhed på både de sociale medier og de ’gamle medier’ som BBC og CNN.

Til sidst blev ’shit-stormen’ for voldsom for Facebook. Selskabet lavede en digital kovending og erklærede, at censuren var ophævet i forhold til det specifikke fotografi, på grund af dets særlige ”historiske og globale værdi”.

Arven efter Struensee

Historisk set er Facebook et spædbarn i mediebranchen, hvilket i hvert fald delvist kan forklare selskabets noget ubalancerede opførsel i denne og mange lignende censursager.

Men censur er ikke noget nyt fænomen. Heller ikke konflikten mellem journalister og magthavere over indholdet i medierne og de samfundsmæssige konsekvenser af grænseoverskridende eller uønsket indhold.

I Danmark blev censuren imidlertid afskaffet så tidligt som i 1770. Dens banemand var oplysningsmanden Johann Friedrich Struensee, Christian d. 7’s berømte livlæge.

Struensee var i slutningen af 1700-tallet banemand for afskaffelsen af censur i Danmark. Her ses han på et maleri af Hans Hansen (1769-1828), efter original af Jens Juel (1745-1802). (© creative commons)

Herpå fulgte en kort periode med fuldstændig trykkefrihed i Danmark. Men allerede i 1773, efter Struensees fald, blev censuren de facto genindført af Ove Høegh-Guldbergs konservative regime.

Der eksisterer et historisk modsætningsforhold mellem oplysningsprojektet og liberalismen på den ene side og censuren som fænomen på den anden. Junigrundloven i 1849 erklærede således, at censuren ”ingensinde” ville finde kunne blive genindført i Danmark.

Junigrundloven fra 1849 gjorde censur grundlovsstridigt. Grundloven ses her i et samtidigt tryk. (© creative commons)

I moderne tid er censuren altså blevet grundlovsstridig – og politisk forkastelig for såvel højre- som venstrefløj i det parlamentariske landskab. Men det har dog ikke forhindret statslige myndigheder i gennem tiden at udøve en censurlignende kontrol af det frie ord i forskellige sammenhænge.

Mellem 1853 og 1954 blev for eksempel alle danske skuespil gransket af en særlig teatercensor, der var udpeget af Justitsministeriet. Og allerede i 1913 blev der etableret en statslig filmcensur. Alle ”lysbilleder” der skulle fremvises på landets biografer, skulle godkendes på forhånd af Justitsministeriets censorer.

Telegrafen i Provisoriets tjeneste

En mindre kendt form for censur i Danmark er den såkaldte telegramcensur. Den har rødder, der slyngler sig tilbage i tiden til landets første statslige telegraflinje, der blev åbnet for offentlig kommunikation i 1854.

Fra dag et var censuren et integreret element i telegrafnettets administrative setup. Beskeder, som blev anset for at være truende i forhold til ”statens sikkerhed” eller det ”almene vel”, skulle standes af telegrafisterne.

Senere blev også ”sædelighed” føjet til listen over forhold som telegrafisterne skulle tage hensyn til, når de ekspederede sine klienters telegrammer.

Mange af klienterne var netop aviser. Eksempelvis oplevede den regeringskritiske Politiken i 1885 censurens greb. En håndfuld telegrammer til avisens redaktion kom nemlig aldrig frem. De rapporterede om, at en regeringsnedsat undersøgelseskommission havde indledt ransagning af Riffelbevægelsen, der var tilknyttet partiet Venstre.

Telegrammerne var blevet standset på vejen efter ordre af den ansvarlige dommer, som ville undgå, at sagen fik omtale i den regeringskritiske presse.

Men Politiken gennemskuede den hemmelige censur. Og affæren mundede ud i en kritisk avisforside med overskriften ”Telegrafen i Provisoriets tjeneste”, hvor Estrups Højre-regering – der styrede landet med ”provisoriske” love – blev anklaget for at udøve diktatorisk censur med telegrafen som middel.

Nordisk neutralitet og bolsjevikisk agitation

Telegramcensuren ekspanderede kraftigt under Første Verdenskrig, hvor den også blev udvidet til telefonnettet. Spredning af strategisk følsomme oplysninger, såvel som al slags information, der kunne underminere dansk og nordisk neutralitetspolitik, var udtrykkeligt forbudt i 1914–1918.

Det blev også forbudt at udtrykke sig på andre sprog end dansk, norsk og svensk i telefonen. Abonnenter, der flettede ind ikke-skandinaviske ord i sine samtaler, risikerede at blive frakoblet og indrapporteret af telefondamerne.

To telegrafister ved Københavns Hovedtelegrafstation under første verdenskrig, der hjælper den mystiske militære ”Kystcentralen” med tydningen af et tysk telegram. (© Museum for post tele & kommunikation)

Telegramcensuren blev indført for at beskytte neutraliteten og den besværlige balancegang mellem Tyskland og Storbritannien. Men censur- og overvågningssystemet overlevede krigen, om end i en reduceret form. Myndighederne opdagede nemlig, at det kunne bruges som våben mod ”bolsjevikisk agitation”.

Fra underbetalte kvinder til algoritmer

Det var enorme mængder telegrammer, der dagligt blev kontrolleret under Den store krig af Udenrigsministeriets censorer ved Københavns Hovedtelegrafstation. For at håndtere den voksende arbejdsbyrde oprettedes der et særligt ”forsorteringskontor”, der kun havde kvindelige ansatte.

Kønsnormeringen havde økonomiske årsager. Kvindeligt kontorpersonale med gode sprogkundskaber var billigere i drift end mænd med tilsvarende kvalifikationer. Facebook benytter sig faktisk ligeledes af ”content reviewers”, som ofte kommer fra lande med meget lave lønomkostninger.

Dog er der en del, der tyder på, at censuren på internettet og de sociale medier, i stigende grad bliver udøvet automatisk af algoritmer.

Måske var det altså maskiner og ikke mennesker, der havde gået ind og fået fjernet billedet af ’napalmpigen’ fra for eksempel den norske statsministers Facebook-side? Det er i hvert fald noget, som internationale kommentatorer har spekuleret over i de sidste uger.

Så selvom censuren er en gammel om end uvelkommen følgesvend, der i lange tider har sat sit præg på den kommunikerede virkelighed, virker det som at et nyt og uforudsigeligt kapitel er begyndt i censurens historie.

Facebook
Twitter