Boghit: Hitler og Holger Danske skaber bøger i massevis

2. verdenskrig er et populært emne, når der skal skrives bøger. I år er der blevet udgivet mere end én bog om måneden om krigen.

2015 har indtil videre budt på mere end én månedlig bogudgivelse om 2. verdenskrig. (© dr)

 Den danske modstandsbevægelses utrættelig kamp mod værnemagten, samarbejdspolitikken i krigens første år og de danske soldater i Hitlers tjeneste. De danske læsere har rig mulighed for at dykke ned i historier om 2. verdenskrig.

Alene i 2015 er der blevet udgivet mere end en bog om måneden om 2. verdenskrig, hvis man ser på udgivelserne fra forlagene Gyldendal, Politikens Forlag og Lindhardt & Ringhoff. De tre forlag har tilsammen udgivet 14 bøger om 2. verdenskrig i årets ti første måneder – og den 15. og 16. er lige på vej.

- 2. verdenskrig er godt bogstof, fordi den har de elementer, som en stor fortælling skal have. Og så er det den sidste store krig i Europa. Den skaber stadig debat, lyder en del af forklaringen fra Marianne Moring, der er seniorredaktør ved Gyldendal, hvor hun arbejder med udgivelserne af blandt andet litteratur om 2. verdenskrig.

Marianne Moring peger derudover på, at de menneskelige fortællinger i den store krigsfortælling appellerer til læseren.

- På den måde bliver det også til historier om os selv som mennesker, forklarer hun.

2. verdenskrig er vores fælles historie

Krigens popularitet i bogform kommer ikke bag på historiker og lektor ved Roskilde Universitet Claus Bundgård Christensen, der også selv står bag flere bøger om netop 2. verdenskrig.

- 2. verdenskrig har på mange måder formet den verden, vi lever i. Den har sat sine spor både kulturelt og politisk, nationalt og internationalt, forklarer Claus Bundgård Christensen. Han mener, at krigens aftryk på vores samfund dengang og i dag gør, at vi har en naturlig interesse krigens historier.

- Krigen var både international og national. Den er en del af vores nationale historie og derfor er den er vores allesammens historie, siger historikeren.

Ifølge Claus Bundgård Christensen har krigens tidsmæssige placering også været afgørende for dens popularitet.

- Det er den seneste, store og totale krig, og der er stadig en generation i live til at fortælle om den. Sammen med de massevis af levende billeder der findes fra 2. verdenskrig, har det været med til at få krigen til at fremstå levende i bevidstheden hos mange mennesker. Vi føler, vi er en del af den, siger Claus Bundgård Christensen.

2015 gør 1940 interessant

Der har raset krige i verden siden 1945, men ingen af dem oplever samme litterære popularitet som 2. verdenskrig.

Spørger man ekspert i historiebrug Sofie Lene Bak, der er historiker og adjunkt ved Københavns Universitet, skyldes det ikke kun dramaet omkring 2. verdenskrig. Også verden anno 2015 er med til at gøre 2. verdenskrig til et hot emne.

- Virkeligheden i dag er mere kompliceret, og det samme er de krige, vi kæmper i. Der er så mange forhold at tage stilling til. Til gengæld er der fælles konsensus om forløbet og bevæggrundene omkring 2. verdenskrig. Vi er enige om, hvem der var de gode, og hvem der var de onde, hvilket gør den til et godt bogemne, siger Sofie Lene Bak.

Ifølge hende giver det forfatterne mulighed for at dykke ned i og forklare ”de godes” historier såvel som ”de ondes” og dermed give bogen en klar vinkel.

Sofie Lene Bak peger på yderligere en årsag til, hvorfor forfattere såvel som læsere har 2. verdenskrig som favoritemne.

- Danskernes hverdag er fjern fra de store udfordringer og dilemmaer, som prægede 2. verdenskrig. Der skulle man tage et politisk og ideologisk opgør, og der var mulighed for at træffe det ultimative valg, som modstandsbevægelsens folk for eksempel gjorde. Det fascinerer, og det er en måde at bruge historien på et personligt plan. Vi vil gerne identificere os selv med modstandsbevægelsens folk, fordi de kæmpede for værdier som frihed, menneskerettigheder og demokrati. Værdier som vores samfund i dag bygger på, siger hun.

Vil fortsætte med at være populært emne

De to historikere Claus Bundgård Christensen og Lene Sofie Bak regner ikke med, at interessen for 2. verdenskrig som emne i litteraturen dør ud foreløbigt.

- Som tiden går, kommer der nye generationer til, og de vil se på krigen med nye øjne. Det vil skabe nyt stof til bøgerne, lyder det fra Sofie Lene Bak.

Fra Claus Bundgård Christensen lyder det, at krigens konstante tilstedeværelse i populærkulturen vil gøre, at vi fortsat vil finde den interessant.

- Der er opstået en ren kult omkring dyrkelsen af 2. verdenskrig som emne og udtryk, og det kan være med til at fastholde interessen, siger han.

Redaktør ved Gyldendal Marianne Moring er også sikker på, at mætningsgraden endnu ikke er nået, når det kommer til bogudgivelser om krigen, der rasede mellem 1939 til 1945.

- Kampen mellem det gode og det onde har en kæmpe fascinationskraft, og det vil den fortsætte med at have. Og så er der mange lag i fortællingerne fra krigen og dermed bøger, der skriver sig ind i forskellige aspekter af den militære, politiske og menneskelige historie, siger hun.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter