Bulldozere og bristede drømme: Da politiet ryddede danmarkshistoriens nok vigtigste besatte hus

Og nej, vi taler ikke om Jagtvej 69, men om stedet der skabte grundlaget for både Christiania og BZ-bevægelsen.

Kulden og vintermørket har lagt sig over de ulovligt beboede huse i 'Republikken Sofiegården', da telefonen ringer den 26. februar 1969.

Beboerne har en uge forinden meldt sig ud af samfundet ved at udråbe bofællesskabet til republik. Et sidste desperat forsøg på at holde myndighederne væk.

Men staten har ikke tænkt sig at lade de unge aktivister være i fred.

Det fortæller den anonyme stemme i telefonen. Det går løs i morgen. Politiet kommer!

25-årige No Widding og de andre cirka 60 beboere i Sofiegården har frygtet aktionen i flere måneder, og nu er den få timer fra at blive til virkelighed. Dele af det, der har været deres hjem i cirka fire år, skal jævnes med jorden.

Sofiegårdens beboere barrikaderer sig bag pigtråd inden rydningen. (Foto: PEDERSEN PEER © Scanpix)

Københavns Kommune har besluttet sig. Bygningerne har været stemplet som ubeboelige og ulovlige at bebo siden 1965, og de unge har fået alt for lang snor.

Deres selvudnævnte kollegium er blevet en torn i øjet på boligborgmester Edel Saunte. Og de forhindrer, at kommunen kan komme videre med det storstilede ansigtsløft af de faldefærdige kvarterer i København.

De unge skal ud. Med magt om nødvendigt.

Slumstormerne bliver født

Det er boligmangel, tilfældigheder og en kommunal saneringsplan, der har bragt de 60 unge mennesker i Sofiegården sammen.

De syv huse er stemplet som ubeboelige og ryddet for beboere. Husene står tomme, lige indtil de nye beboere rykker ind og på eget initiativ bruger små fire år på at sætte bygningerne i stand.

De skaber et levende kollektiv med teater og musik, og beboerne inviterer naboerne på Christianshavn til fællesspisning og fester og gør Sofiegården til et socialt og kreativt samlingspunkt. Det lokker mange kreative sjæle til - også nogle, der senere skulle gå hen og blive yderst berømte.

Det er 20-årige Britta Lillesøe, der i 1965 får øje på bygningerne og flytter ind. Hun kan stadig fælde en tåre og lade følelserne få frit spil, når hun tænker tilbage på den dag, politiet kom.

- Vi havde jo gjort noget godt. Vi havde gjort noget godt for boligsituationen, for Danmark, for os selv og alle andre og for naboerne. Vi havde skabt et vidunderligt blomstrende miljø, som bare blev smadret. Det var rædselsfuldt og ubeskriveligt ondt, siger Britta 50 år efter rydningen.

Britta Lillesøe skælder politiet ud under rydningen af Sofiegården i februar 1969. (Foto: Jesper Stormly Hansen © Scanpix)

Et stille nik

De unge lejer bygningerne af Danske Andelslejligheder. Lokalerne er ulovlige at bo i, men må gerne udlejes til erhverv og lager, og udlejeren ser igennem fingre med, at de unge mennesker rent faktisk bor der.

Det samme gør kommunen. I starten.

Ifølge beboerne får de lavet en aftale med Københavns overborgmester, Urban Hansen, om, at de kan bo i Sofiegården, indtil der er en ny plan for området. Men det er sådan en aftale, der er klaret med et stille nik uden nogen form for underskrift.

De unge lover til gengæld, at de ikke fortæller pressen om aftalen, da det ville se skidt ud for kommunen at lade de unge bo i huse, som kommunen selv har dømt uegnet til beboelse.

En løsning, som alle er glade for - indtil videre.

Beboerne i Sofiegården døbte nogle af de faldefærdige huse "Sauntes Palæ" efter boligborgmester, Edel Saunte. Hun blev de unges billede på den unødvendige magtanvendelse, som de unge følte, det var, da Københavns Kommune besluttede at rydde Sofiegården. (Foto: Jesper Stormly Hansen © Scanpix)

Edel Saunte bliver hovedfjenden

Den gode stemning ændrer sig dog i 1968, da Sofiegårdens beboere kommer på kant med boligborgmester Edel Saunte.

Hun bliver personificeringen af Sofiegårdens kamp mod kommunen.

Edel Saunte er socialdemokrat, boligborgmester og formand for Boligkommissionen, der beslutter hvilke bygninger, der skal rives ned.

Det er også hende, der i efteråret 1968 beder Danske Andelslejligheder sende en opsigelse til beboerne på Sofiegården. To af de syv opgange skal jævnes med jorden i november, og resten af bygningerne skal være tomme 1. februar 1969.

Det gør No Widding sur.

Han bor i Sofiegården og er formand for boligforeningen ’Kollegiet Sofiegården’, der holder styr på det formelle i kollektivet. No Widding har samtidig en central rolle i den løbende dialog med kommunen, udlejerne og pressen.

Han mener, at Edel Saunte bryder kommunens del af aftalen, og at hun i øvrigt kun gør det for at statuere et eksempel.

- Edel Saunte siger, at husene er i fare for at styrte sammen. Men vi har sat lortet i stand og ved, at der ikke er noget i vejen. Rådhuset giver Danske Andelslejligheder en direkte ordre på at rive husene ned, og det bliver de jo nødt til at gøre, forklarer No Widding.

Sofiegården var stemplet som ubeboelig og rømmet af Københavns Kommune, da No Widding og de andre slumstormere flyttede ind i 1965. (Foto: Vagn Hatt © Vagn Hatt)

Kommunen gjort til grin

Eden med Edel er brudt, og Sofiegårdens beboere anført af No Widding går til pressen, der ikke er svær at vinde over på beboernes side.

Også ejeren af Sofiegården holder med lejerne.

Den 4. november 1968 sender Danske Andelslejligheder en murer og en svend til Sofiegården. De er ejernes halvhjertede og symbolske forsøg på at parere ordre fra kommunen og rive de to bygninger ned.

Men da beboerne er blevet varslet på forhånd, har de inviteret pressen til det, der skal blive lidt af et teaterstykke.

Murer og svend begynder at fjerne sten fra en mur for blot at række dem til nogle af beboerne, der lægger dem på plads igen. Det hele bliver optaget af de fremmødte TV-folk, og bagefter spiser de to murere morgenmad og drikker kaffe med beboerne.

Ifølge No Widding er det så stor en ydmygelse af myndighederne, at de fra den dag sætter hårdt mod hårdt. Konflikten bliver optrappet, og beboerne intensiverer også kampen mod kommunen.

No Widding har fået sans for pressearbejdet, så han cykler København tyndt på cykel for at fodre pressen med historier. Den faste rute, han gerne kører sidst på eftermiddagen, går blandt andet forbi redaktionerne på Ekstra Bladet, BT, Politiken, Berlingske Tidende og Aktuelt.

- Vi sørger hele tiden for at fodre pressen, så det er tydeligt, at det er os, der har rimeligheden på vores side. Sådan bliver det også fremstillet i aviserne, siger No.

No Widding i Sofiegården i 1968. (Foto: Jens Bull)

Fort Sofiegården

Næste skridt fra kommunen er at indsætte fogeden, der med loven i hånden kan sætte Sofiegårdens beboere på gaden.

Men Københavns Politi er klar over, at fogeden formentlig får brug for hjælp til opgaven.

Der skal mere til, konstaterer de på politigården, hvor de ellers ikke har erfaring med at planlægge sådan nogle aktioner.

Så Københavns Politi samler 217 betjente fra politiskolen og tre forskellige politikredse og 23 folk fra Falck-Zonen – det nuværende Falck – som også stiller en kran til rådighed.

Rygterne om den kommende aktion når også Sofiegårdens beboere.

Den 19. februar 1969 er der indkaldt til krisemøde på Kofoeds Skole lige over for Sofiegården. Beboerne forbereder sig på rydningen, som uundgåeligt vil komme. De ved bare ikke, hvornår eller hvordan det vil foregå. Denne gang bliver de næppe varslet på forhånd.

Mødet ender med, at de som en symbolsk handling frigør sig fra det danske samfund ved at udråbe Sofiegården til ”Republikken Sofiegården”.

Beboerne er også enige om, at de vil kæmpe for at blive, indtil der er en ny plan for grunden, og at det skal være en fredelig kamp. Kampen for et sted at bo er blevet mere politisk og ophøjet til en kamp for en bedre boligpolitik i København.

Et af midlerne i kampen mod den kommunale overmagt er at gøre de to bygninger, der skal rives ned, ekstra svære at trænge ind i. Trapperne fra stuen til 1. sal er fjernet, og beboerne kravler op ad rebstiger, som de kan trække op efter sig.

I kontoret skal No Widding sidde og tage imod telefon- og walkie talkie-opkald fra beboere med udsigt til gaden, der kan fortælle, når politiet kommer.

Det er samme kontor, en anonym stemme ringer til den 26. februar 1969 for at fortælle, at det er ved at være tid.

Beboerne forsøgte at besværliggøre rydningen af Sofiegården ved at fjerne trappeopgange og selv kravle op på 1. sal via rebstiger. (Foto: PEDERSEN PEER © Scanpix)

Strisserne kommer!

Næste morgen er stemmen ikke anonym. Ved 7-tiden ringer en lokal beboer for at fortælle, at kolonner af betjente og en kranvogn er kørt i stilling og gjort klar til at rykke ind fra nærliggende Langebrogade.

No Widding indtager sin position ved telefonen. Herfra skal han viderebringe beskeder med sin megafon til dem, der venter i gården, og til dem der sidder på de andre etager.

I gården er der gjort røgbomber klar.

Beboerne vil fingere en ildebrand i en af bygningerne for at forvirre betjentene. Der er mange mennesker i Sofiegården denne dag. Cirka 200, vurderer No Widding. Venner og bekendte af Sofiegården og folk fra den politiske venstrefløj er kommet for at støtte beboeraktionen.

Politi sat ind for at fjerne slumstormere fra Sofiegården på Christianshavn. (Foto: Jesper Stormly Hansen © Scanpix)

På første sal har en lang række af dem lænket sig sammen, så de bliver svære at fjerne. Bag barrikaderne sidder en række af de unge side om side, mens andre blæser sæbebobler ud ad vinduet.

De har ikke tænkt sig at gøre modstand, bare sidde der. Men de er bange, husker Britta Lillesøe, der sidder i forreste række.

- Jeg sad der helt angst og tænkte, hvad fanden kan vi gøre imod de store maskiner, der kommer imod os. Vi kan jo ikke gøre noget. De har jo et magtapparat af rang. Det var det, der var så kraftigt at møde på egen krop for første gang i sit liv, fortæller hun om aktionen.

Britta Lillesøe og kæresten, Jesper Sølling, under rydningen af Sofiegården. (Foto: MINI WOLFF © Scanpix)

En fuser

Første møde med overmagten er kranbilen.

Den hiver fat i barrikaden, der er sat sammen med pigtråd for at besværliggøre maskinførerens arbejde. Men den forbindende pigtråd har den modsatte effekt og giver kranen mulighed for at fjerne hele skidtet på en gang.

Der er fri adgang til Sofiegården for politiet, som begynder at slæbe de unge ud på gaden.

Få minutter inde i politiaktionen bliver telefonledningerne kappet, og No Widdings rolle som informant bliver umulig. Han forlader sin post på kontoret og rykker mod gården.

Her står et par fyre ved navn Tom og Chunky for røgbomberne, der skal forvirre politi- og falckfolk. Willi Jønsson er også på plads i gården.

Gasolin-bassisten kan konstatere, at beboernes modstandsplaner ikke spiller. Og at røgbomberne ikke får den ønskede effekt.

- Ledningerne var blevet våde, så der skete ikke noget, når man trykkede på det batteri, der skulle antænde dem. Det viser bare, hvor amatøragtige, vi var, storgriner Wili Jønsson 50 år efter fuseren.

Sofiegårdens beboere forsøgte at barrikadere sig, så godt de kunne, inden politiet og Falck kom. (Foto: PEDERSEN PEER © Scanpix)

De kørte en kran gennem vinduerne...

Kranen begynder at banke en rambuk ind i murene på de to bygninger, der skal ned.

Ruderne baldrer.

- Så starter der et frygteligt skrigeri og en frygtelig tumult. Det var ikke for smart at smadre vinduerne ind til de huse, hvor der sad mennesker, og det stoppede de også med, siger No Widding.

Ifølge No Widding går politiet herefter mere tålmodigt til værks. Blandt andet bygger de en interimistisk trappe op til de etager, hvor beboere og sympatisører har forskanset og forbundet sig.

Lænken, der kæder beboerne sammen, bliver klaret med en boltsaks, og de unge aktivister bliver slæbt ud en efter en.

Hvor er lederne?

En del af de unge, der opholder sig i gården, bliver slæbt eller ført ud af politiet.

No Widding er en af dem, men han holder sig væk fra salatfadene og slipper for at blive arresteret. Det virker ret tilfældigt, hvem der ryger ind bag i politiets vogne, husker han.

46 bliver arresteret. En af dem er Willi Jønsson.

- De var såmænd ikke så hårde ved os. De tog os bare ud til salatfadene, kørte os til politigården, afhørte os og sigtede os for et eller andet, som aldrig blev til noget, fortæller han.

Ligesom politiet har svært ved at finde ud af, hvordan de skal gribe selve aktionen an, så ved de heller ikke, hvad de skal stille op med de unge efterfølgende.

Politiet overvejer at give bødestraffe til lederne af de unges aktion, men som politiet selv bemærker, så er det vanskeligt, ”idet aktivisterne principielt ikke har nogen ledere”.

De unge aktivisters flade struktur passer ikke ind i politiets kasser.

Væk på få timer

Politiet og Falck-Zonen får hjælp af et privat nedrivningsfirma med bulldozere, der gør kort proces.

I løbet af eftermiddagen den 27. februar er husene ryddet og jævnet med jorden, husker No Widding.

På det tidspunkt er de anholdte også begyndt at vende tilbage til Sofiegården efter nogle få timer i politiets varetægt. De kan stille og roligt gå tilbage til deres lejligheder, hvoraf langt de fleste stadig står. Beboerne har i fællesskab sørget for husly til dem, der har fået jævnet deres hjem med jorden.

Jesper Sølling er en af dem, der ryger med til politigården. Han vender slukøret tilbage til ruinerne af det ungdomsoprør, som han har lagt rigtig mange arbejdstimer i at renovere.

Han sad i forreste række, da politiet rykkede ind og husker rydningen som en hård omgang og en chokerende oplevelse, der stadig sidder i ham 50 år efter.

- Pludselig blev det til virkelighed. Det var voldsomt emotionelt. Det var et kæmpe følelsesmæssigt drama. Jeg var en af hovedpersonerne bag Sofiegården, og det var en negativ kulmination på vores store projekt. I tiden efter oplevede jeg noget, der måske kan minde om PTSD. Jeg var kørt helt ned, fortæller Jesper Sølling.

Politiet slæber en af Sofiegårdens beboere ud under rydningen den 27. februar 1969. (Foto: MOGENS LADEGAARD © Scanpix)

Så blidt som muligt

Politiet synes derimod, at aktionen gik godt, og i en kort opsummering af opgaven hedder det, at der ”ikke var noget at bebrejde politiet i forbindelse med episoden, hvor man var gået så lemfældigt frem, som det var muligt.”

Men politiet har også følelsen af, at slumstormerne har krammet på pressen, og at de selv i dagene efter får skylden for det meste.

Beboerne i Sofiegården er sårede og sure over det, der er sket.

I afmagt vælter No Widding dagen efter rydningen ind på politidirektørens kontor sammen med flere andre fra Sofiegården. De er fortørnet over, at politiet har taget nogle skraldespande og et cykelstativ med. I hårde vendinger beder No politidirektøren om at få det tilbage.

Et par dage senere vender cykelstativ og skraldespande tilbage til Sofiegården.

Sofiegården bliver revet ned. (Foto: Ebbe Andersen © Scanpix)

Next stop Christiania

Beboerne kan se frem til snart at miste Sofiegården.

Der har hele tiden været en bagkant, men de føler sig stadig uretfærdigt behandlet og fortsætter kampen.

Dorrit Kampmann og No Widding arbejder på at få overbevist kommunen om, at det er en god ide at bygge et kollegium i Sofiegården. Vel at mærke et kollegium, hvor det er lovligt at bo. Det lykkes. Ligesom det lykkes at omdanne flere af de nedrivningsdømte huse i København til midlertidige kollegier.

Sofiegården bliver endeligt ryddet i januar 1970 og erstattet af et kollegium, der stadig står.

Aktionen på Sofiegården sætter også en kædereaktion i gang. Unge indtager huse i kortere perioder, til de bliver smidt væk af politiet. Her opstår også ordet slumstormere.

Slumstormerbevægelsens mest opsigtsvækkende bedrift bliver, da de i 1971 indtager Bådsmandsstræde Kaserne. Det der i dag bedre er kendt som Christiania.

Kilder: Magtudredningen, Kampen for autonome rum – om de københavnske husbesættelser (Helle Schjerup Hansen), Flemming Mikkelsen, Københavns Boligkommission Årsberetning 1963, Tinglyst Saneringsplan for Sofiegården 1966, Hans Thor Andersen Forskningschef på SBI, Henrik Stevnsborg professor i retshistorie, Københavns Universitet. No Widding, Dorrit Kampmann, Jesper Sølling, Wili Jönsson og Britta Lillesøe. ”Sofiegården overgiver sig aldrig” i ”Stemmer fra ’68”. Referat af parole hos 1. politiinspektør, 5. marts 1969.

Facebook
Twitter