Cyklen fylder 200 år: Fra løbemaskine til væltepeter

Det var en tysker, som i 1800-tallet opfandt det, vi i dag næsten alle sammen kører på.

Den 12. juni 1817 kørte tyskeren Karl Friederich Drais von Sauerbronn (1785-1851) den første cykeltur.

Det skete på en selvbygget model, som var uden pedaler.

Derfor skulle han bruge benene for at komme frem.

DR Nyheder markerer 200-året for køretøjet ved at opridse nogle af de vigtigste nedslagspunkter for cyklens historie.

Navnet på Karl Friederich Drais von Sauerbronns model blev Laufmaschine, som betyder ’løbemaskine’. Folk gav den dog navnet dræsine efter opfinderen.

Pedaler efter 50 år

Først i 1866 satte franskmanden Pierre Lallement pedaler på cyklen, som han begyndte at producere i USA. Han kom tilbage til Frankrig året efter, hvor han opdagede, at to brødre havde fået samme idé.

Det nye køretøj blev en succes i Europa under navnet velocipede. Men dengang var cyklen kun et legetøj for overklassen.

I 1869 kom velocipeden til Danmark fra Frankrig og blev det nye modefænomen, så cykelhandlerne havde svært ved at følge med i den store efterspørgsel. Der blev oprettet cykelskoler for det bedre borgerskab.

I 1880’erne kom den såkaldte væltepeter fra England. Her var forhjulet gjort større, og de gav en højere fart.

Øgenavnet fik den, fordi det var svært at holde balancen. For datidens cykel var stadig vanskelig og farlig at manøvrere. Det var primært unge mænd, som kørte af sted på den.

Arbejderklassens yndling

I 1890’erne kom så safety-cyklen, som minder mest om de cykeltyper, vi kender i dag. Hjulene var nu gjort lige store, og vejen var banet for, at cyklen kunne gå hen og blive hvermands eje.

I 1920’erne og 1930’erne havde alle samfundslag taget cyklen til sig. Særligt arbejderklassen brugte den til transport, fordi de derved kunne have arbejde inde i byen og bo på landet.

I 1935 lavede PH sin Danmarksfilm, hvor cyklens fremvækst tydeligt viste, hvor stor en del af nationen, køretøjet var blevet. Cyklen blev dengang også forbundet med frihed og sundhed.

Mindre benzin mere pedalkraft

Under 2. Verdenskrig voksede den danske cykelkultur endnu mere, fordi man sparede på benzin og bilkørsel.

Cyklen blev derfor en uundværlig del af hverdagen, så folk kunne komme frem og tilbage. Men da der var mangel på gummi og slanger, måtte nødstedte cyklister komme tov og korkpropper i dækkene.

Efter krigen skete der i 1950'erne et økonomisk opsving i samfundet, og flere danskere købte en bil. Bilfortalere mente ikke, at der var plads til cyklisterne på vejene.

Men i kølvandet på blandt andet energikrisen i starten af 1970’erne og de bilfrie søndage havde Dansk Cyklistforbund og cykelaktivister held til at promovere cykelkulturen med blandt andet cykeldemonstrationer, og cykelstierne i og omkring København blev i de år udbygget.

I 1993 blev verdens første nationale cykelrutenet indviet. Nu kunne danskere og turister cykle fra Gedser til Skagen på cykelvenlige ruter.

I dag er Danmark kendt som en af verdens førende cykelnationer, og politikere og byudviklere fra flere af verdens store byer bruger København som forbillede for, hvordan en cykelkultur bliver udbredt i byen.

Kilder: DR's arkiver (temalørdag fra 2011 om cyklens historie), Cyklistforbundet, Den Store Danske

Facebook
Twitter