Dansk politi undersøger sag om krigstyvegods fra Syrien

Billeder af syriske antikviteter er dukket op i Danmark. Der er formentlig tale om tyvekoster fra krigen i Syrien.

(© Scanpix)

I øjeblikket undersøger dansk politi en sag, hvor ukendte personer har forsøgt at sælge antikviteter fra Syrien på det danske marked.

Det oplyser Nordsjællands Politi, der ellers er yderst tilbageholdende med oplysninger i sagen.

Billederne, som politiet fik fingre i sidste år, viser blandt andet en samling gamle medicinflasker, formentlig fra 1700- eller 1800-tallet.

Det er blandt andet dette billede af antikke medicinflasker, der er forsøgt solgt på det danske marked, som dansk politi for tiden efterforsker. (© Nordsjællands politi)

Nibal Muhesen, der er ekstern lektor på Institut for Tværkulturelle Studier på Københavns Universitet, har set billederne af tingene, der dukkede op i Danmark.

- Tingene er meget værdifulde, og hvis nogle af dem er autentiske, så er det helt klart kulturarvs-genstande, siger han.

Ægte genstande er meget værdifulde

Medicinflasker som dem på det ene af billederne kan afsættes for hundredetusindvis af dollars.

Et andet af billederne viste en tilsyneladende original koran - men undersøgelser viser, at der her sandsynligvis er tale om en forfalskning.

En original udgave af koranen som den på billedet kan, ifølge Nibal Muhesen, potentielt indbringe millioner af dollars alt efter, hvilket marked den afsættes på.

Billedet af koranen, der dog formentlig er falsk. (Foto: Nordsjællands Politi)

Et internationalt problem

At både ægte og forfalsket tyvegods fra krigszoner forsøges afsat i Vesten er langtfra unormalt.

Så sent som for få uger siden lykkedes det de schweiziske myndigheder at opsnappe forsvundne kulturarvsgenstande fra tre forskellige steder i Mellemøsten.

Blandt andet fra den antikke by Palmyra i Syrien.

Den syriske by Palmyra, som er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste, er blevet hårdt ramt af krigen. Og det er blandt andet herfra, at mange af de ulovligt handlede kulturarvs-genstande stammer fra. (Foto: REUTERS © (c) Scanpix)

Tidligere er der set eksempler på, at de stjålne genstande - eller forfalskninger af dem - bliver solgt og pengene brugt til at finansiere krigsaktiviteter eller terror.

Eksempelvis har Islamisk Stat udøvet denne praksis.

Om det også er tilfældet i den danske sag, tør lektor Nibal Muhesen ikke gætte på.

- De her ting har ikke noget klart link til krig eller terror, men det er klart, at de kan generere en indkomst, som kan blive brugt til fordel for dem, der sælger dem, siger Nibal Muhesen.

Museer er på stikkerne

Det var Joachim Meyer, museumsinspektør på Davids Samling i København, der gennemskuede, at koranen på billedet er falsk.

Han siger, at forfalskninger og tyvekoster dukker op i forbindelse med væbnede konflikter.

Derfor er museumsverden ekstra opmærksom på de genstande, der kommer fra Mellemøsten.

- Vi oplever, at auktionshuse, kunsthandlere og vi selv er mere opmærksomme på, hvor tingene kommer fra, og om det har en ordentlig forhistorie, så vi kan se, om det er ting, der har været i den internationale kunsthandel længe før de her krige er brudt ud i Syrien, Afghanistan og Irak, siger han.

En svær opgave for politiet

Dansk Politi er forpligtet til at undersøge sagen i henhold til internationale regler på området, men har ikke mange muligheder for at efterforske sagen, da tyvekosterne ikke fysisk har befundet sig i Danmark.

Politiet har heller ikke haft held til at få oplysninger om genstandene gennem Interpol.

Men de mulige hælervarer og forfalskninger er også noget, man har et blik på i den internationale museumsverden, siger Joachim Meyer.

- Vi køber meget på auktionshuse i London, og de har altså også kvababbelser og nogle juridiske afdelinger, der tager den slags meget alvorligt. Så inden de når så langt, at de bliver udbudt til salg, så har de gennemgået en eller anden form for clearing, siger Joachim Meyer.

Han siger, at man kan lave tekniske test af museumsgenstande, som kan følge med, når man køber den, eller man kan lave en klausul om, at handelen bliver annulleret, hvis den ikke kan klare en test.

Facebook
Twitter