Dansk satire: Mod Gud og hvermand

Nutidens bladtegnere følger en lang satiretradition, der har haft sin plads i de danske blad- og avisspalter i mere end 100 år.

I den danske satiretegning har både Jesus, Hitler og den helt almindelige dansker stået for tur. (© Forlaget Politisk Revy)

Sammenhængen mellem Adolf Hitler, Jesus og den godmodige dansker, der ikke lige kan overskue verdenssituationen, er ikke sådan at få øje på. Men noget har de til fælles. Alle er nemlig blevet udsat for de danske satiretegneres kærlige behandling.

Satiren har en lang tradition i Danmark. Så langt tilbage som til 1500-tallet kan man finde satire i Danmark, og går man ud over landets grænser kan man gå endnu længere tilbage.

Som tiden er skredet frem, er satiren blevet en stor og integreret del i den offentlige debat i Danmark. Politikere, religiøse dogmer og danskeren som danskerne er flest har stået for skud for tegnernes skarpe penne. Prisen som tegnerne igennem har måttet betale, har været alt, lige fra folkets uagtede kærlighed til landflygtighed og dødstrusler.

Den politiske satire og Hans Bendix

Den politiske satire blev for alvor en del af den danske samfundsdebat i begyndelsen af det 20. århundrede, og i dag er der ikke den toppolitiker, der ikke er blevet udsat for satiretegnernes pen.

Louise C. Larsen, der er kunsthistoriker med speciale i den politiske satiretegning, fortæller:

"I Danmark er der en fin og levende tradition for den politiske satire. Man tegner sine politikere, og har altid gjort det. Hitler blev i sin tid tegnet på samme måde som Stauning.

Tegninger kan som intet andet gøre det tydeligt, hvad der foregår i samfundet. Politiske satiretegninger er først og fremmest tegnernes analyser, hvor tegneren giver os det samlede billede af en situation, der på den måde bliver nærværende for os. Derfor kan de politiske satiretegninger også ses som utroligt farlige.

Intentionen med den politiske satire er at skabe samtale og dialog. Derfor prøver den politiske satire – ligesom så meget anden satire – ikke at give en fast udlægning af verdenssituation. Den er blot én stemme ud af mange.

I urotider kommer det til at stå klart, at politisk satire har følelse af nødvendighed i sig, når tegneren insisterer på at sætte fokus på vores samtid.

Hans Bendix er blandt de bedst kendte satiretegnere herhjemme. Han blev især kendt for sine antifascistiske tegninger af blandt andet Hitler i 1930’erne. I 1940 måtte han brænde de fleste af sine tegninger og flygte til USA, hvor han levede i landflygtighed frem til 45, fordi det var for farligt for ham at opholde sig i Danmark under den tyske besættelse."

På tegningen Dollfuss in memoriam fra 1935 vasker Hitler sine blodige hænder som en moderne Pilatus. Tegningen mere end antydede, at Hitler havde været direkte ansvarlig for mordet på den østrigske statsleder, Engelbert Dollfuss, der året forinden var blevet dræbt af østrigske nazister. (© DR / privat)

Den humoristiske satire og Storm P

Skrankepaver, akademikere og hverdagens trummerum. Høj som lav – men særligt høj – står for skud i den humoristiske satire.

Nikolaj Brandt, museuminspektør på Storm P. Museet i København, fortæller:

"Den humoristiske satiretegning er kendetegnet ved, at den i sin tilgang til stoffet særligt går efter de alment menneskelige forhold i tilværelsen. De humoristiske satiretegninger er nogle, som alle hurtigt kan samle sig om. På den måde er den humoristiske satire enormt inkluderende.

Herhjemme kender vi særligt Storm P. for sine humoristiske satiretegninger, og han er kendt og elsket for sin let genkendelige streg og lunefulde tilgang til omverden. Han mestrer om nogen at tegne ting, som rigtig mange kan spejle sig i.

De sociale satiretegninger vi kender fra hans hånd fra starten af 1920’erne, er meget barske og lige på. Her skildrer han blandt andet forskellen på rig og fattig og politiets vold. Overordnet set tager hans satire udgangspunkt i systemet, der gør forskel på folk, og som går imod den enkeltes frihed. Men han er også enormt dygtig til at se det hykleriske i den menneskelige adfærd.

Storm P’s værker er ikke nogle, der omstyrter regeringer, men de tager temperaturen på de ting, vi kan samle os om."

- Hvad mener du om Verdenssituationen? – Ingenting, jeg har fået noget i Øjet. "Storm P. evnede som ingen andre i Danmark i det 20. århundrede at ramme en humoristisk tone, som gik rent ind hos danskerne. Satiren er en meget stor del af Storm P.s kunstneriske udtryk. Ikke pågående og skinger men fint afstemt i underliggende pointer. Ofte stiller han det helt nære overfor det abstrakte og uhåndgribelige," siger museumsinspektør på Storm P. Museet Nikolaj Brandt. (© Storm P. Museet)

Den religiøse satire og Claus Deleuran

Satiren rettet mod religionerne og de religiøse autoriteter har eksisteret nærmest i lige så lang tid, som religionerne har. I Danmark har den dog ikke været lige så fremtrædende som for eksempel den politiske satire.

Dennis Meyhoff Brink, ekstern lektor ved Københavns Universitet med speciale i religionssatire, forklarer:

"Den religiøse satire er et relativt lille fænomen i Danmark i det 20. århundrede. I starten af århundredet mister kirken sin tidligere magt, og samfundet bliver mere sekulariseret. Satirikerne har det med at gå efter de magtfulde i samfundet, og efterhånden som religionen mister sin magt i Danmark, begynder den politiske satire at tage over.

Men religionssatiren dør aldrig helt ud. I Danmark udstiller tegnerne blandt andet kirkens hykleri. Hvorfor er den så rig, når Jesus var fattig? Det er kirken som velhavende magtinstitution, der kritiseres, og tegnerne fokuserer på, at kirken med sin velstand står i modsætning til det kristne ideal.

Man gør også grin med selve de religiøse ideer og dogmer. Her er Claus Deleuran er godt eksempel. I sin tegneserieføljeton fra slutningen af 1970’erne Rejsen til Saturn gør han for eksempel grin med den kristne forestilling om, at vi havner i et himmerige, når vi dør.

Den religiøse satire er vigtig af flere grunde. Især satiren af de abrahamistiske religioner; jødedommen, kristendommen og islam. De religioner prøver om nogen at fortælle mennesker, hvordan de skal leve deres liv.

De tre religioner siger, at der er én gud og én person, der som sendebud står lige under guden. Og det er jo en enorm autoritet, der bliver tillagt disse personer. Derfor mener jeg, det er sundt at have religionssatire. For satiren hiver autoriteterne ned fra deres piedestaler. Når religionerne lærer os at se op til disse autoriteter, lærer satiren os at se ned på dem. Det skaber en nødvendig modmagt og modvægt."

I Claus Deleurans satireføljeton Rejsen til Saturn fra 1977 ankommer de rejsende til sidst til Himmerige, hvor Jesus viser dem rundt. I 1980 anklagede Kristeligt Folkeparti Deleuran for blasfemi på grund af tegneserien. (© Forlaget Politisk Revy)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk