Danske soldater mindes i Hongkong

Ved en ceremoni i dag mindes de danske soldater, der deltog i forsvaret af den britiske kronkoloni Hongkong under Anden Verdenskrig.

Tidligere medlemmer af Hongkongs hjemmeværn - Hong Kong Volunteer Defence Corps - lægger blomster ved en mindeceremoni i 2011. (Foto: TYRONE SIU © (c) Scanpix)

I dag afholdes en mindeceremoni på Sai Wan War Cemetery i anledning af 75-året for det japanske angreb på Hongkong den 8. december 1941.

Mindeceremonien er arrangeret af Canada, der havde mange soldater på Hongkong under Anden Verdenskrig. Over 400 repræsentanter fra Canada, Hongkong og en lang række organisationer deltager.

Ni danskere meldte sig frivilligt til at forsvare den britiske kronkoloni. I løbet af 18 dage mistede 1.500 allierede soldater og 4.000 civile livet deriblandt to danskere. Efterfølgende tilbragte 11.000 allierede soldater fire år i japansk krigsfangeskab, hvor yderligere 2.300 døde deriblandt én dansker.

'Stolt af min far'

Steen Ørskov Christensen er søn til én af de danske frivillige, som kæmpede mod japanerne i Hongkong. Hans far omkom i japansk krigsfangeskab.

- Det er vigtigt at mindes dem, der kæmpede og døde i Hongkong. Mange danskere ved ikke, hvad der foregik derude, siger Steen Ørskov Christensen.

Hans far - Niels Ørskov Christensen - var forretningsmand ligesom de fleste andre danskere i Hongkong. Det danske samfund bestod af omkring 60 mennesker under Anden Verdenskrig. Af dem meldte ni danskere sig frivilligt til Hongkongs hjemmeværn, Hong Kong Volunteer Defence Corps.

- Jeg er stolt af min fars holdning. Da Danmark blev besat af tyskerne, gik han ind i kampen. Han kæmpede for Danmark og for min og min mors frihed, fortæller Steen Ørskov Christensen.

Repræsentanter for det danske samfund i Hongkong deltager i mindehøjtidligheden og vil lægge en krans til minde om de danske frivillige.

Facebook
Twitter