Derfor er brune danskere kun en fodnote i historiebøgerne

Siden 1600-tallet har danskerne haft andre hudfarver end lyserød. Alligevel fylder de ikke særlig meget i den nedskrevne danmarkshistorie. Her er tre historikeres bud på hvorfor.

Dansk-vestinderen James Thompson drev hotel i Aarhus og senere natrestauranten Onkel Tom i Aalborg. Han var kendt som en driftig herre. Her ses han forrest med hund uden for Frederiksbjerg Forsamlingsbygnings restaurant i Aarhus i cirka 1914. (© Rigsarkivet)

- I danmarkshistorien forekommer vi brune danskere oftest som en fodnote, hvis vi overhovedet er her.

Sådan lyder det undrende fra skuespilleren og manuskriptforfatter Anna Neye. I DR K-programmet ’Kald mig bare brun’, der har premiere i aften, undersøger hun derfor, hvordan brune danskere som hende selv er blevet portrætteret og benævnt gennem tiden.

- Det er besynderligt. Ikke mindst i betragtning af at Danmark i 250 år var verdens syvende største kolonimagt med stor aktivitet på den vestafrikanske kyst og i dansk Vestindien.

Men hvorfor fylder ikke-hvide danskere egentlig så lidt i de danske historiebøger? DR Historie har spurgt tre historikere.

Brune danskere i 350 år

Vestindiske sømænd, der anløb danske havne og bosatte sig, medbragte barnepiger af plantageejer eller børn af danske soldater og indfødte kvinder.

Danmarks fortid som kolonimagt med en massiv import af afrikanske slaver fra Guldkysten til de Dansk Vestindiske øer har betydet, at der allerede for knap 350 år siden fandtes danskere med mørkere kulør.

Barnepige Henriette Jensen fotograferet på den såkaldte koloniudstilling i 1905 i Tivoli. (© Nationalmuseet)

De fleste befandt sig på de caribiske øer Skt. Thomas, Skt Croix og Skt Jan, som Danmark havde erhvervet sig i 1672.

Men i forhold til det store kapitel, som dansk kolonihistorie er, så fylder det koloniserede folk i datidens kongerige ikke særlig meget, fortæller lektor i historie og samfundsvidenskab ved Aarhus Universitet Michael Böss.

- Selvom de sådan set burde være skrevet ind i historiebøgerne, har de altså været anset som en parentes i historien. Men etnicitet var for eksempel slet ikke et begreb dengang, og man havde slet ikke samme bevidsthed om en divers repræsentation, som man har i dag, siger han og forklarer:

- Men de har heller ikke fyldt så meget i gadebilledet dengang, fordi indvandringen fra Vestindien ikke var særlig stor, som den for eksempel var hos andre kolonimagter, så derfor figurerer de heller ikke i stor stil i historien.

Historien bliver skrevet af sejrsherren

Den forklaring istemmer cand.mag. i historie og religion og museumsinspektør fra Immigrantmuseet Susanne Krogh Jensen, der også peger på, at ikke-hvide danskere fylder forsvindende lidt i ældre historieskrivning.

Vestinderen Arthur Stephens i arbejdstøjet som omrejsende artist. Fotograferet sammen med sine børn i 1927. (© Nationalmuseet)

- Størstedelen af dem var på øerne og Guldkysten, hvilket lå utrolig langt væk fra magthaverne herhjemme, der dengang udgjorde og skrev hovedhistorien. Og når man skriver historie, er det som regel også det brede flertal, der er definerende, og der har simpelthen været for få i Danmark til at definere den brede historie, siger hun og fortsætter:

- Så slaverne og efterkommerne har altså ikke været dem, der har defineret historien, for de har ikke været ved magten.

Susanne Krogh Jensen peger samtidig på, at det først er med de store gæstearbejderbølger i 1960’erne og 1970’erne, at borgere med kulør for alvor indskriver sig i historien.

Men mere end 100 år før tyrkere og pakistanere blev inviteret til Danmark, boede der altså 36.000 ikke-hvide mennesker i kongeriget Danmark, hvis kolonierne regnes med.

Nuanceret historie skaber tilhørsforhold

At historieskrivningen er præget af ‘de dominerende’ fra tidsperioden og derfor mangler fortællinger om marginaliserede grupper, er en generel tendens, fortæller Rikke Andreassen fra Roskilde Universitet

Hun forsker i kommunikation med har særlig fokus på etnisk og kønsmæssig ligestilling og har blandt andet skrevet en bog om menneskeudstilling i Zoologisk Have og i Tivoli omkring århundredeskiftet.

Hun mener, at det er vigtigt at sætte fokus på danmarkshistoriens minoriteter, og at tiden er inde til fokusere på ikke-hvide danskeres historie ligesom, at der siden 1960’erne har været fokus på at fremskrive henholdsvis kvinder og homoseksuelles rolle i danmarkshistorien.

- Det er vigtigt at få et mere nuanceret billede af, hvordan Danmark har været for mange år siden. Danmark har i mange hundrede år haft indvandrere og ikke været et hvidt og mono-nationalt samfund.

- En mere repræsentativ historieskrivning kan gøre op med myten om det homogene samfund, som i dag bliver brugt som en forklaring på, at det er svært at leve i et multikulturelt samfund, hvor den offentlige diskurs er, at ‘hvide danskere’ er lig med ‘rigtige danskere’, siger Rikke Andreassen.

Vigtigt at kunne se sig selv i sit lands historie

Også på Immigrantmuseet, der har eksisteret siden 2012, møder Susanne Krogh Jensen ikke-hvide danske gæster, der har glæde af se sig selv skildret i landets historie.

- Folk har glæde af og brug for at kunne placere sig og se sig selv som en del af en længere dansk historie, som de jo er en del af. Især hvis man måske ikke rigtig føler sig velintegreret. Så ‘den brune danmarkshistorie’ har i høj grad en berettigelse, siger museumsinspektøren og fortsætter:

- Det har betydning for os alle at lære den historie, for når vi kan se paralleller mellem nutiden og datiden, så hjælper det os til at gentænke, hvordan man for eksempel er dansk, og det kan være et middel til at undgå meget skarpe polariseringer i samfundet.

  • Tre brune danskere fra gamle dage

  • Frederik Svane 1710 - 1788-89 Skoleholder og degn Frederik Svane blev født tæt på danskernes hovedfort Christiansborg på Guldkysten. Hans mor var en lokal kvinde, mens hans far var dansk soldat. Han blev som ung bragt til Danmark af præsten Elias Svane og studerede teologi på Københavns Universitet, uden dog at få sin eksamen. Han kom tilbage til Guldkysten i 1735 sammen med sin hustru - en snedkerdatter fra Slagelse. Frederik Svane fungerede som degn, indtil han rejste tilbage til Danmark i 1746, hvor han bl.a. blev ansat som skoleholder og degn under Ludvig Holberg.

  • Hans Jonathan 1784 - 1827 Vestindiske Hans Jonathan blev i 1788 sendt til København for at være husslave. Den dårlige behandling i husholdning fik imidlertid Hans Jonathan til at stikke af i 1801 for at lade sig værge som frivillig på et af de danske krigsskibe under Slaget på Reden. Indsatsen blev belønnet med frihed af kronprisen, hvilket den tidligere ejer fru Schimmelmann klagede over til politimesteren. Det førte til en retssag i 1802, hvor Hans Jonathan blev dømt til at blive sendt tilbage til Vestindien. Han flygtede dog til Island, hvor han blev gift og fungerede som kolonialembedsmand og siden fribonde. Der findes cirka 500 efterkommere af Hans Jonathan i nuværende Island.

  • Henriette Jensen 1866 – 1945 Henriette Jensens liv og hverdag formede sig som så mange andre kvinders liv på den tid. Hun kom til Danmark fra Sankt Croix i en alder af 30 år i 1896 som tjenestepige. Hun giftede sig med en tømrer, men ægteskabet varede kort, og hun ernærede sig derefter som barnepige hos den familie hun kom til Danmark sammen med fra Vestindien. Hun deltog som repræsentant for Dansk Vestindien i 1905 i Tivolis store udstilling om de oversøiske rigsdele, som kvinderettighedsforkæmperen Emma Gad havde arrangeret.

Facebook
Twitter