Einstein forudså nazisternes rædsler i brev til søster

Ti år før nazisterne fik magten i Tyskland, flygtede Einstein fra Berlin. I et brev advarede han sin søster.

Brevet blev skrevet helt tilbage i 1922. (Foto: Keystone-France © Getty Images)

I næste uge kommer et helt særligt håndskrevet brev på auktion i Jerusalem i Israel.

Det er en anonym samler, der er stået frem med det tidligere ukendte brev, som har et startbud på 12.000 dollar.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Brevet er skrevet af den tyskfødte fysiker Albert Einstein, og modtageren er hans lillesøster Maja.

Ifølge det nyligt offentliggjorte brev var Einstein allerede på flugt, mere end ti år før nazisterne kom til magten i Tyskland.

Skrevet i 1922

Og Einstein var meget bekymret for sit hjemlands fremtid.

Efter henrettelsen på den tyske udenrigsminister Walther Rathenau og advarsler fra politiet, om at hans liv var i fare, så Einstein ingen anden udvej end at flygte fra Berlin og drage mod den nordlige del af landet.

Det var under denne flugt, at fysikeren i 1922 forfattede brevet.

Einstein advarede i brevet lillesøsteren mod den voksende nationalisme og antisemitisme, der herskede i landet.

- Herude er der ingen, der ved, hvem jeg er, og man mener, at jeg er forsvundet.

- Økonomiske og politiske mørke tider er under opsejling, så jeg er glad for at kunne komme væk fra alting, skriver Einstein ifølge AP til søsteren.

Brevet menes at være skrevet, mens Einstein opholdte sig i den nordtyske by Kiel.

Einstein flygtede senere til USA, hvor han boede til sin død.

/ritzau/

Facebook
Twitter