Ejnar på 28 blev nazi-fører: Ville være Danmarks svar på Hitler

Han blev forført af nazismen som ung studerende og forblev nazist frem til sin død.

Det er midt på aftenen den 4. maj 1945.

Om en time vil journalisten Johannes G. Sørensen med ordene ”Her er London” meddele den danske befolkning, at de tyske tropper i Nordvesttyskland, Holland og Danmark har overgivet sig. Med de ord nærmer Anden Verdenskrig sig sin afslutning.

Men her omkring klokken 19.30 er krigen endnu officielt i gang, og Danmark er stadig besat.

Tonerne af Schuberts ufuldendte symfoni fader ud i radioen, og lyden en dyb mandestemme toner frem. Manden bag mikrofonen hedder Ejnar Vaaben, og som så mange gange før under krigen skal han nu give et radioforedrag.

Denne gang er foredraget en hyldest til nazismen og Hitler.

Det bliver hans sidste radioforedrag, for da befrielsesbudskabet en time senere runger ud til danskerne, bliver Ejnar Vaaben som så mange andre nazister og Hitler-sympatisører en jaget mand.

Hagekors over Danmark

Du har formentlig aldrig hørt om Ejnar Vaaben. Det er ikke så underligt, for det er ikke meget plads, han har fået i historiebøgerne.

Men historien om Ejnar Vaaben knytter sig tæt til historien om Anden Verdenskrig – og ikke mindst til historien, der leder op til krigen.

Ejnar Vaaben var stifter af Danmarks første nazistiske parti og dermed den første danske nazistiske fører.

Ejnar Vaaben læste tysk og historie på universitetet. Det var i forbindelse med studieophold i Tyskland, at han blev grebet af den nazistiske ideologi.

Men Ejnar Vaaben var ikke alene. Han var en del af et større persongalleri bestående af mænd, der op igennem 1920’erne, 30’erne og 40’erne forsøgte at få nazismen til at slå igennem i Danmark.

Dette persongalleri og historien om de nazistiske partier i Danmark kan man for tiden høre foldet ud i DR-podcastserien ’Hagekors over Danmark’.

- Der var stor forskel på de mænd, der endte i spidsen for de nazistiske partier i Danmark. Nogle var ideologiske idealister, mens andre var de mere fysiske typer, der ikke gik af vejen for et godt slagsmål. Nogle var direkte antisemitiske, men det var langt fra alle, fortæller historiker Ole Ravn.

Han har skrevet bogen ’De danske førere – fascistiske og nationalsocialistiske partier og førere i Danmark 1922-1945’, og så medvirker han også i podcasten ’Hagekors over Danmark’.

- Men de havde det til fælles, at de var meget nationalistiske, utilfredse med det eksisterende politiske system, og så var de uhyre individualistiske. De havde alle førerambitioner, og udover at skabe en masse interne stridigheder medførte det også en lang række partidannelser indenfor den nationalsocialistiske bevægelse.

Faktisk blev der fra begyndelsen af 1920’erne og frem til befrielsen i 1945 stiftet intet mindre end 40 forskellige fascistiske og nazistiske foreninger og partier i Danmark.

En idealistisk ideolog

I begyndelsen af november 1930 stifter Ejnar Vaaben ’Danmarks Nationalsocialistiske Parti’, der bliver det første af sin slags i Danmark. 28 år gammel er han Danmarks første nazistiske fører efter Hitlers forbillede.

Det er under et studieophold i München, at Ejnar Vaaben for alvor bliver grebet af nationalsocialismen. Det er især det politiske miljø på universitetet, der præger ham.

Han følger forelæsninger i racelære, hvor læren om ”absolut racerenhed” bliver terpet, og da han overværer Ølstuekuppet, hvor Hitler forsøger at erobre magten i Tyskland, er han solgt. Da studieopholdet er slut, tager han sine nyerhvervede ideer med sig tilbage til Danmark.

- Ejnar Vaaben kan bedst betegnes som en idealistisk raceteoretiker. Han er akademiker, og hans egentlige interesse er at debattere raceteori og bevarelsen af ”den nordiske race og kultur”, men helst på det teoretiske og abstrakte plan, forklarer Ole Ravn.

Drama i geledderne

Få dage efter Ejnar Vaaben stifter sit parti DNP, ser endnu et nazistisk parti dagens lys i Danmark – som endda får næsten det samme navn: Danmarks Nationalsocialistiske Arbejder-Parti (forkortet DNSAP).

Manden i front hedder Cay Lembcke.

Ejnar Vaaben har ikke meget til overs for føreren af det konkurrerende parti. I et interview i Fyens Stiftstidende i januar 1932 omtaler han ham på følgende måde:

- Ritmester Lembcke er ikke Nazist, og har ingen som helst Forbindelse med Partiet, hverken her i Danmark eller i Tyskland, hvor han i øvrigt er blevet bortvist fra Hitlers Hovedkvarter i München (…) Han er ikke Nazist og bliver det heller aldrig, selv om han nok saa meget prøver paa at agere det.

På trods af de lunkne følelser mellem Ejnar Vaaben og Cay Lembcke samler de deres to partier i 1932 under navnet Danmarks Nationalsocialistiske Arbejder-Parti.

Ifølge Ole Ravn kan det især ses som et pragmatisk valg, fordi partierne var meget små. Derfor gav det simpelthen bedre mening at samle de to partier i ét.

Men roen varer ikke ved, for baglandet i DNSAP er ikke tilfreds med Cay Lembcke.

- Der er mange stærke personligheder i den nationalsocialistiske bevægelse i Danmark, og mange af dem har førerambitioner. Men nazismen er hierarkisk, der er ikke noget med en flad ledelsesstruktur, så drømmer man om at blive fører, så bliver man nødt til enten at kuppe den siddende fører eller starte sit eget parti, fortæller Ole Ravn.

Det er et mønster, der gentager sig igen og igen. Nye partier bliver stiftet og nye førere bliver skabt, lige indtil der kommer et nyt parti og en ny fører på banen – eller måske endda en tidligere fører, der prøver lykken på ny.

Illusionen brister – for en stund

Den nye mand i spidsen for DNSAP i 1933 hedder Frits Clausen, og med ham som fører vokser partiet sig større op igennem 1930’erne.

Frits Clausen var den nazistiske fører, der fik størst folkelig opbakning. I foråret 1943 havde partiet DNSAP 20.000 medlemmer og fik 40.000 stemmer ved folketingsvalget samme år. Derefter gik det ned ad bakke.

I 1939 opnår partiet at komme ind i Folketinget med tre mandater. Ingen af de andre partier opnår samme folkelige gennemslagskraft.

I samme periode har Ejnar Vaaben svært ved at finde sin plads i det det nationalsocialistiske miljø. Han bryder med DNSAP og forsøger i flere omgange at genetablere sit gamle DNP. Men det lykkes aldrig. Han forsøger at starte nye nationalsocialistiske bevægelser, men det lykkes heller ikke. På samme måde lykkes det ham aldrig rigtigt at få gang i et arbejdsliv.

Han er uddannet cand.mag. i historie og tysk, men der er ingen, der vil ansætte ham som lærer på grund af hans politiske ståsted – og han kan ikke leve af sit politiske arbejde.

Besættelsen i 1940 bliver endnu et knæk.

- Ejnar Vaabens mantra gennem hele sit politiske liv var ’Front og Bro’. Han kæmpede for en dansk nationalsocialisme, der skulle bygge bro mod Tyskland, men hvis ideologiske essens var kampen for bevarelsen af Danmark og det danske. Da tyskerne besætter Danmark, brister den illusion, fortæller Ole Ravn.

Anden Verdenskrig giver dog også Ejnar Vaaben nye muligheder. Han bliver en del af Schalburgkorpset, der er et militærkorps, som støtter den tyske besættelsesmagt. Blandt danske nazister bliver han kendt som underviser og ideolog, og i de sidste år af krigen kan han leve af sit politiske arbejde. Blandt andet igennem sine radioforedrag.

Efterspil

Men med befrielsen den 5. maj 1945 er det slut med Ejnar Vaabens radioforedrag – og den nationalsocialistiske bevægelse.

Ejnar Vaaben ryger i fængsel for landsforræderi. Det samme gør flere af de andre førere. Og selvom det største nazistiske parti, DNSAP, fortsætter som parti efter krigens afslutning, når det ikke i nærheden af den tilslutning, partiet opnåede i slutningen af 30’erne.

- Det er interessant, at nationalsocialismen aldrig rigtig bider sig fast i danskerne, på trods af de mange partier og deres forsøg på at skabe gennemslagskraft i befolkningen. Ikke mindst når man ser på ideologiens store succes både i Tyskland og Italien, lyder det fra Ole Ravn.

Han mener, Danmark simpelthen var i en anden position, hvor de politiske, økonomiske og sociale forhold var anderledes, ikke mindst fordi Danmark som neutralt land var kommet godt igennem Første Verdenskrig.

- Og så havde demokratiet allerede i 1930’erne en del år på bagen. Danskerne troede på folkestyret og havde i det store hele tillid til deres folkevalgte politikere. Det gjorde det svært for de systemkritiske nationalsocialister at få en bred opbakning i befolkningen.

Ejnar Vaaben kom ud af fængslet i 1950. Efter en række korte ansættelser som lærer – hvor han blev fyret på grund af sin fortid – endte han til sidst med at få ansættelse hos Rigsarkivet.

Han døde i slutningen af 1990’erne og forblev overbevist nazist frem til sin død.

Kilder: Historiker Ole Ravn, bogen 'De danske førere - Fascistiske og nationalsocialistiske partier og førere i Danmark 1922-1945', Danmarkshistorien.dk, historiker Anders Askman, podcastserien 'Hagekors over Danmark'

Facebook
Twitter