Det seneste år har der været utallige tyrkiske angreb på pressefriheden.

Senest i søndags detonerede en bombe foran et busstoppested i den tyrkiske hovedstad Ankara, hvor 37 personer mistede livet, og flere end 120 blev såret.

Kort efter opfordrede den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, sit land til at redefinere terror og terrorister, således at landets juridiske omfang ekspanderes til at omhandle alle, der, ifølge Erdogan, enten er på regeringens eller på terroristernes side.

Ifølge ham er der ikke forskel på en terrorist med et våben og en person, der bruger sin position eller kuglepen i terroristernes ærinde.

Historisk nedtur for Tyrkiet

De seneste hændelser i Ankara vurderer Tyrkiet-eksperterne Eugene Schoulgin og Deniz Serinci som den største tilbagegang for tyrkisk pressefrihed hidtil. - Det er en historisk nedtur for Tyrkiet. Den største nedtur i Tyrkisk journalistik skete for nylig, siger journalist og historiker Deniz Serinci.

Han taler her om den statslige overtagelse af den regeringskritiske avis Zaman, hvor Erdogan indsatte sin egen redaktør.

- Målet om pressefrihed og ytringsfrihed i Tyrkiet er længere væk end nogensinde siden militærdiktaturet i landet. Her vidste man, hvilke regler der gjaldt. Nu kan man blive sagsøgt, arresteret eller miste sit arbejde for den mindste replik, siger den norske forfatter og pressefrihedsaktivist Eugene Schoulgin og forsætter:

- Selvcensuren og bruddene på folkeretten og ytringsfriheden har aldrig været grovere og flere end den dag i dag.

Han har været i nærkontakt med den voldelige modstand mod pressefriheden gennem mange år og har været medlem af pressefrihedsorganisationen PEN siden 1992. I dag er han vicedirektør i bestyrelsen.

Modstanden mod pressefrihed rækker langt tilbage

Ser man tilbage på tyrkisk pressehistorie, er der ikke mange lyspunkter at hive frem, mener de to eksperter. Tværtimod. Modstanden mod pressefriheden går helt tilbage, til da landet blev dannet:

- Inden Tyrkiet blev dannet i 1923, brugte man i Osmannerriget det arabiske alfabet. I 1924 går Kemal Atatürk ind som Tyrkiets landsfører og siger, at landet bør droppe det arabiske alfabet og bruge det latinske, siger Deniz Serinci.

En beslutning, der ifølge ham medførte, at befolkningen med ét blev analfabeter. Alle de bøger og artikler, som journalister førhen havde skrevet om det armenske folkedrab og om det kurdiske folk, kunne landets nye generation af unge ikke læse:

- Kurdernes blotte eksistens blev benægtet, understreger Deniz Serinci.

Ikke kun regeringen angriber pressefriheden

Derimod er der tusindvis af eksempler på angreb på pressefriheden i Tyrkiet. Ikke kun fra regeringen, men også fra islamister.

Vi er tilbage i 1989, hvor den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie udgiver 'De sataniske vers' og får en dødsdom udstedt af den iranske ayatollah Khomeini. Årsagen til dødsdommen er, at bogen skulle gøre grin med Muhammads sexliv. I starten af 1990’erne oversætter en tyrkisk satiriker, Aziz Nesin, dele af de sataniske vers til tyrkisk:

- De tyrkiske islamister truer Aziz Nesin. Og da han besøger en festival i byen Sivas d. 2. juli 1993, bliver en gruppe islamister enige om at sætte ild til hans hotel. Det resulterer i, at en masse uskyldige mennesker dør af røgforgiftning. Aziz Nesin selv overlever, fortæller Deniz Serinci.

Drabet på den tyrkiske journalist, Uğur Mumco, er et andet eksempel på et angreb, hvor islamistiske kræfter menes at stå bag. Tilbage i 1993 blev han dræbt, da hans bil eksploderede, siger Deniz Serinci: - Uğur Mumco skrev meget kritisk om islamister. Drabet medførte, at flere andre journalister blev bange for at skrive kritiske artikler. Man kunne jo risikere at blive dræbt, forsætter han.

Tusindvis af eksempler på uretfærdige retsager

Udover ildpåsætning og mord fra religiøse grupperinger er Tyrkiets misbrug af sine egne love massive. Der er tale om et korrupt retssystem, hvor tusindvis af mennesker bliver ofre.

Eugene Schoulgin har fulgt det tyrkiske retssystem gennem mange år. Han har været vidne til, at utallige skribenter, advokater, akademikere og andre kritikere er blevet dømt til lange fængselsstraffe for alt fra 'forkert' omtale af Atatürk til separatistsympatier:

- Absurditeterne, jeg har oplevet i tyrkiske retssale, er nok til at fylde et tykt bind! Der er tusindvis af eksempler på uretfærdige retsager mod alt fra mindre kendte intellektuelle og kunstnere, lokale politikere og repræsentanter for minoriteter, der år efter år står for retten, dømmes, trues, ja, til og med myrdes. Det er hverdagskost i Tyrkiet, siger han.

Tyrkiets fremtid bliver et personligt diktatur

Fremtidsudsigterne for landets vej mod presse- og ytringsfrihed er ikke gode ifølge de to eksperter: - Dommere som forsøger at sætte sig op imod Erdogans magtmisbrug mister deres stillinger, akademikere som protesterer bliver retsforfulgt og ærekrænket på det groveste af præsidentens vulgære sprogbrug. Journalister, der laver undersøgende produktioner bliver kaldt landsforrædere, siger Eugine Schoulgin og forsætter:

- Jeg tror, at Tyrkiet er på vej mod en ny form for diktatur. Ikke et militærdiktatur, ikke et partidiktatur, men et personligt diktatur med Recep Tayyip Erdogan som den stærke mand. Hans ambition er intet mindre end dominans

Og Deniz Serinci er enig:

- Det ser sort ud, afslutter han.