'En enorm politisk dumhed': Så tæt var Danmark på at sige farvel til kongehuset

Christian 10. begik en enorm dumhed i marts 1920, lyder det fra historiker.

(© Originalfoto: Det Kgl. Bibliotek)

Prøv at forestille dig, at dronning Margrethe indkalder Mette Frederiksen til møde på Amalienborg – og så fyrer hende som statsminister.

Det lyder utænkeligt, men vi skal faktisk kun 100 år tilbage i tiden, hvor det var, hvad der skete.

Her afsatte dronning Margrethes farfar, Christian 10., nemlig den folkevalgte statsminister for at indsætte sin egen advokat i rollen i stedet.

Og det var ikke en særlig god idé. Næste dag stod der på forsiden af avisen Social-Demokraten med store bogstaver KONGEN BEGAAR STATSKUP, og inden længe stimlede københavnske arbejdere og socialister sammen i gaderne og på Amalienborg Slotsplads med røde faner og slagordene "Christian væk! Republik!"

Forsiden af Social-Demokraten 29. marts 1920. Når avisen beskrev kongens handling som et statskup, var det ifølge historiker Niels Wium Olesen politisk spin fra avisens side. For kongen begik ikke et reelt statskup, da han ifølge grundloven faktisk havde ret til at fyre ministre. Men Social-Demokraten havde succes med deres forside, som var med til at tænde den revolutionære ild blandt de københavnske arbejdere.

'En enorm politisk dumhed'

Der var dog ifølge historiker Niels Wium Olesen fra Aarhus Universitet ikke tale om et reelt statskup fra kongens side.

- Lad os i stedet kalde det en enorm politisk dumhed, siger han.

Kongen var nemlig på det her tidspunkt i sin gode ret til at afskedige ministre og regeringer, hvis han havde lyst. Det stod der simpelthen i den daværende grundlov.

- Men der havde været en anden praksis i flere årtier. En praksis, hvor kongen siden 1901 havde udnævnt regeringer på baggrund af folketingets flertal. Så da Christian 10. udøvede så tydelig en politisk handling som det er at afsætte en statsminister, uden at Folketinget var involveret, så var det i strid med de demokratiske tendenser, der var vokset frem, forklarer Niels Wium Olesen.

Christian 10. havde derfor formentlig slet ikke forudset, hvordan hans handling i dén grad ville give bagslag og ende i oprør i hovedstaden.

Utilfredse borgere demonstrerer mod kongen på Amalienborg Slotsplads. (© Originalfoto: Det Kgl. Bibliotek)

Genforening førte til demonstrationer

Scenerne kan man se i fjerde og sidste afsnit af serien 'Grænseland', der sendes på DR1 søndag aften.

Optøjerne, der forløb gennem en uge i påsken 1920, hænger nemlig til dels sammen med spørgsmålet om Sønderjyllands genforening med Danmark.

For efter Første Verdenskrig skulle Tyskland have nye grænser, og det var blevet besluttet, at en ny dansk-tysk grænse skulle trækkes på baggrund af befolkningens nationale tilhørsforhold i det nordlige Slesvig.

Grænsen skulle med andre ord "følge folket".

Derfor blev der afholdt to folkeafstemninger i Slesvig i februar og marts 1920.

De to afstemningszoner under folkeafstemningen om genforeningen i 1920. De røde områder havde dansk flertal, de blå tysk. (© grænseforeningen)

Men selvom afstemningerne talte deres tydelige sprog med et klart dansk flertal i den nordlige zone 1 og et tydeligt tysk flertal i den sydlige zone 2, så var der stærke kræfter i Danmark, både i befolkningen og i samfundets øverste lag, der ønskede at få Flensborg med til Danmark – også selvom Flensborg lå i zone 2, og selvom tre ud af fire borgere i Flensborg havde stemt for at høre til Tyskland.

Det førte til store demonstrationer i København. Kravet var, at resultatet af folkeafstemningen i zone 2 skulle overhøres, så Flensborg kunne blive dansk.

Men statsministeren, der hed Carl Theodor Zahle, holdt fast ved, at folkeafstemningens resultat skulle stå ved magt.

Én af dem, der også gerne så Flensborg på dansk jord, var Christian 10. Derfor indkaldte han statsministeren til møde på Amalienborg den 29. marts 1920, dagen efter palmesøndag.

- Kongen havde et nationalt udgangspunkt, og Flensborg var et centralt symbol. Han var interesseret i, at Danmark – hans kongerige – skulle blive så stort som muligt, fortæller Niels Wium Olesen.

Men statsminister Zahle var ikke enig, og efter lange diskussioner om Flensborg-spørgsmålet mellem konge og statsminister afsatte kongen til sidst statsministeren.

Pres på monarkiet

I de dage i slutningen af marts og starten af april 1920, hvor optøjerne stod på, følte kongen uden tvivl den royale taburet vakle under ham.

Han skulle ikke andet end se til Rusland, hvor hans egen fætter, zar Nikolaj 2., var blevet afsat af revolutionære kræfter tre år forinden under den blodige russiske revolution.

Demonstrationer på Rådhuspladsen i København under Påskekrisen. (© Originalfoto: Det Kgl. Bibliotek)

Men han fik hjælp fra uventet side.

Socialdemokraten Thorvald Stauning, der på dette tidspunkt var formand for Borgerrepræsentationen i København, kom kongen til undsætning og tilbød ham en kattelem ud af krisen.

- Under samtalen har Stauning formentlig antydet: "Kig ud i Europa, og se, hvordan det går med monarker, der ikke respekterer de demokratiske principper." Og så gav konklusionen ligesom sig selv, lyder det fra Niels Wium Olesen.

Stauning lagde dermed et pres på kongen og selve monarkiet. Enten lyttede kongen til Stauning, eller også kunne han sige farvel til tronen.

Ifølge historiker Niels Wium Olesen var Stauning ikke interesseret i at afskaffe kongehuset. Han var til gengæld interesseret i at gøre Socialdemokratiet til det førende danske parti, hvilket han fik mulighed for ved at hjælpe kongen ud af påskekrisen. (© Originalfoto: Det Kgl. Bibliotek)

Christian 10. valgte at lytte til Stauning, der dermed fik mulighed for at tegne en plan for, hvordan landet skulle komme videre fra denne krise med de demokratiske principper i behold – og efterhånden med Socialdemokratiet for bordenden af de vigtige beslutninger.

Historien kunne være gået helt anderledes

Optøjerne, der sidenhen har fået navnet 'påskekrisen', er ifølge historiker Niels Wium Olesen et "kernemoment" i danmarkshistorien.

Både fordi krisen viste, hvor galt det kan gå, når kongehuset blander sig i politiske spørgsmål, men også fordi krisen viser, hvordan historien bliver til af en blanding af tilfældigheder, menneskelig indblanding og nationale såvel som internationale strømninger.

For selvom Christian 10. få måneder efter påskekrisen kunne ride sejrrigt over den gamle grænse på sin hvide hest og fejre Sønderjyllands genforening med Danmark, og selvom vi i dag 100 år senere stadig har et kongehus og altså ikke endte med en republik, så skal vi ikke andet end at kigge til Tyskland og Rusland for at finde beviset for, at det meget vel kunne være gået anderledes.

10. juli 1920 kunne Christian 10. ride over den gamle grænse og ind i det genforenede Sønderjylland under stor folkelig hyldest. Fire måneder tidligere havde Påskekrisen sat spørgsmålstegn ved, om kongehuset overhovedet havde en fremtid i Danmark. (© Originalfoto: Det Kgl. Bibliotek)

- Påskekrisen er Danmarks version af det revolutionære potentiale, der kom ud af Første Verdenskrig.

- I Rusland omstyrtede den russiske revolution fuldstændig det eksisterende samfund. Zarfamilien blev henrettet, ejendomsretten og religionsfriheden blev bortskaffet, og kommunismen blev indført. I Tyskland abdicerede kejseren, og landet blev en republik. Det samme skete i Østrig-Ungarn.

Alligevel viser påskekrisen i Niels Wium Olesens optik, at heller ikke den danske historie er uden råhed og stort drama.

- Vi har en tendens til at have en glansbilledehistorie om danmarkshistorien. Om gode og retfærdige konger og et folk, der løser problemerne gennem samtale og forhandling. Men sådan var det ikke.

Kilder: Historiker og lektor ved Aarhus Universitet, Niels Wium Olesen, DR-programmet 'Kampen om historien: Da kongen jokkede i spinaten', 'Påskekrisen 1920' på lex.dk, Videnskab.dk, danmarkshistorien.dk, DR-serierne 'Frederik IX' og 'Grænseland'

Arkivbillederne er blevet grafisk efterbehandlet.

Fjerde og sidste afsnit af 'Grænseland' kan ses på DRTV sammen med de første tre afsnit lige nu.

FacebookTwitter