Forsker: I gamle dage var det en dyd at holde på en hemmelighed

Der er færre og anderledes familiehemmeligheder i dagens Danmark end tidligere, fortæller adjunkt ved Københavns Universitet, der har dykket ned i arkiverne.

Københavns Overpræsidium (i dag Statsforvaltningen) behandlede mange familieretlige sager som skilsmisse, og Rigsarkivet giver derfor et godt indblik i datidens familiekontroverser. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

En homoseksuel onkel, et horebarn, der skal fødes i Schweiz og et "blandet” barn fra en tur til kolonierne. Ikke ligefrem ting, man forbinder med familiehemmeligheder anno 2016.

Faktisk er familiehemmeligheder i det hele taget ikke noget, der fylder på samme måde i dag som hos vores tipoldeforældre.

Det forklarer Karen Vallgårda, adjunkt ved Københavns Universitet, der forsker i moderne kultur- og socialhistorie.

- Tidligere var det en dyd at hemmeligholde og lægge låg på sagen. For havde man lavet noget moralsk kompromitterende, for eksempel at knalde udenom, så var det endnu værre at eksponere det over for omverden, siger hun.

- I dag har vi jo en tendens til at forholde os til og konfrontere alle de ting, vi har gjort galt. Skelletterne skal ud af skabet!

Hemmelighedskræmmeri er ikke længere nødvendigt

Mens der måske er blevet færre familiehemmeligheder gennem tiden, så har de også ændret natur. Hvor datidens familiehemmeligheder kunne være et barn uden for ægteskab eller homoseksualitet, er der sket en stor udvikling i, hvad der i dag er moralsk acceptabelt.

- Der er en større række af sociale og seksuelle praksisser, der er acceptable i dag. Det er okay med sex før ægteskabet, og der er ikke så mange ting, vi har behov for at hemmeligholde som tidligere. I den brede offentlighed er der en større accept af, at der er mange forskellige måder at leve sit liv på, siger Karen Vallgårda.

I gamle dage var der også store forskelle i hemmelighedskræmmeriet på tværs af socialklasserne. Særligt borgerskabet var optaget af værne om privatlivet og hemmeligholde tabubelagt adfærd. En af årsagerne skal ifølge Karen Vallgårda findes i, at økonomiske muligheder og boligforhold gjorde det lettere for middel- og overklassen at holde hemmelighederne inden for hjemmets fire vægge.

Gamle skilsmissesager kaster lys over datidens familiehemmeligheder

En af de store kilder til datidens familiehemmeligheder er Rigsarkivet, hvor skilsmissesager giver et indblik i 100 år gamle ægteskabelige dramaer.

Mens det beskidte vasketøj i dag sjældent hænges ud til offentligt skue ved skilsmisse, forholdt det sig ganske anderledes i gamle dage.

Dengang var reglerne for skilsmisse nemlig anderledes. Hvis kun denne ene part i ægteskabet ville ud, skulle han eller hun kunne bevise, at der var foregået noget, der stred mod ægteskabet.

Derfor væltede hemmeligheder og beskyldninger ud, når der blev søgt om separation. Ofte var politiet involveret, og der blev indkaldt vidner – og det hele blev journalført og arkiveret.

Det forklarer Karen Vallgårda, der i øjeblikket beskæftiger sig med skilsmissens følelseshistorie og derfor har været en tur i arkiverne. Hun har fundet to interessante sager fra slutningen af 1800-tallet frem, som du kan læse herunder.

Josefine, Jens Peter og bødkersvend Christiansen

En af sagerne stammer tilbage fra 1885 og handler om parret Josefine og Jens Peter.

Josefine søgte separation med den begrundelse, at Jens Peter havde været brutal og slået med knytnæve og bælte. Hun ville have, at han skulle betale deres fælles gæld og underholdsbidrag.

Han svarede igen ved at beskylde hende for at have haft en affære.

- Hun havde været ude om natten og mødt en i opgangen, der havde set hende med en bødkersvend med armen om halsen. Om det var hendes hemmelighed eller opspind er et omdrejningspunkt for hele sagen.

Politiet indkaldte naboerne, der kunne se ind i køkkenet fra deres lejlighed, som vidner. Det tydeliggør, at det var noget lettere at hemmeligholde umoralsk adfærd i middelklassen og overklassen, end hvis man boede i et baghus.

- Josefine prøvede at bevise, at han havde slået hende, men nabokonen, der kunne se ind i deres lejlighed fra sit vindue, sagde, at hun aldrig havde set ham slå. Et andet vidne sagde til gengæld, at Josefine var gået med bødkersvend Christiansen. Hun ville gerne medgive, at de havde spadseret og kysset, men han havde aldrig overnattet, og de havde ikke haft samleje.

Embedsmændene troede på dem begge, og de blev tilkendt separation. Det allersidste, der står i journalen, er dog, at sagen blev henlagt, fordi Josefine trak ansøgningen tilbage.

Ville have politiets ord for, at konen ikke var utro

I en anden sag fra 1895 søgte en kvinde separation, fordi manden ifølge hendes forklaring efter flere års ægteskab var blevet ubehagelig og voldelig.

Sagen giver et godt billede af, hvor meget skilsmisseprocessen har ændret sig fra dengang, hvor politi og vidner ofte var en del af skilsmissesager, forklarer Karen Vallgårda.

- Manden påstod, at hun havde været utro med hans bror ved et middagsselskab, hvor hun var blevet "svirende" fuld. Da gæsterne skulle hjem sent om natten, fulgte konen dem ned ad trapperne. Manden kiggede ud af vinduet og så de andre gæster gå, mens konen og broren blev i opgangen.

- Da konen kom op tog hun tøjet af og gik i seng, og hun havde store fugtige pletter på benklæderne.

På det tidspunkt kunne parret, hvis de var enige om separationen, få bevilliget skilsmisse efter tre år - efter at have været forbi præsten og Overpræsidiet. Kunne manden godtgøre, at konen havde været utro, kunne han få adgang til skilsmisse uden separation.

I virkeligheden ville kvinden dog bare gerne have politiets ord for, at hun ikke havde været utro.

- Manden sagde, at hvis det kunne bevises, at hun ikke havde været utro, så var han villig til at genoptage ægteskabet. Politiet afhørte vidner, der bakkede hende op, men manden var stadig ikke overbevist. Derfor gik sagen helt til Justitsministeriet, men beviserne mod hende var ikke stærke nok.

Facebook
Twitter