Gruppesex i oldtiden og analsex i middelalderen: Sådan dyrkede vores forfædre sex

Den type sex, som befolkningen har dyrket har alle tider afspejlet samfundet omkring dem. Her er fem tidsperioders særlige sex-særpræg.

Den pornografiske serie ’Den første nat’ fra 1904 cirkulerede rundt blandt mændene i det bedre borgerskab og viser optakten til en bryllupsnat. Et halvt blottet bryst blev i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet anset for at være meget frækt. (© Nationalmuseet)

Historien viser, at vores forfædres sexliv langtfra har været kedeligt.

Og det er til trods for, at kirken herhjemme sørgede for at udbrede missionærstillingen og gøre sex og kroppen til noget skamfyldt.

DR Historie kigger sammen med fire eksperter på forfædrenes sexliv.

1. Alt er tilladt: Oldtiden, 3000 f. Kr. - 404 f. kr.

Sex og erotik fyldte meget i den græske billedverden. Her ses to mænd, der kærtegner en dreng. Drikkeskål, Kylix, tilskrevet maleren Lydos. Fra Athen. 500-530 f. Kr. (© Nationalmuseet)

I det gamle Egypten og antikkens Grækenland var sex en helt naturlig del af livet.

Onani blev betragtet som guddommeligt, og ser man på skulpturer og vaser fra oldtiden, tyder de på, at både mænd og kvinder havde et aktivt sexliv. Man har blandt andet fundet en skulptur af en kvinde, der har samleje ridende på en mand, og ifølge forskerne kunne unge ugifte kvinder have fri sex med hvem de havde lyst til - uden at vække forargelse.

- Det fantastiske ved oldtiden var, at kvinderne var langt mere frigjorte, end i dag. Der var ikke noget ved kvindens krop, der var tabubelagt, og sex handlede udelukkende om nydelse. Ikke om skam, lyder det fra sexolog Joan Ørting.

Gruppesex, onani, dyresex og homoseksualitet har tilsyneladende også været fuldt acceptabelt i oldtidens Grækenland. Eksempelvis blev den græske by Thebas forsvaret af elitestyrker, der udelukkende bestod af homoseksuelle. Det var ganske enkelt et krav, at man var homoseksuel for at blive optaget i hæren, ligesom det var et krav, at man tog sin elsker med.

En af årsagerne til det frie forhold til sex og onani var blandt andet egypternes og grækernes syn på guderne. Dengang eksisterede der også en kvindelig modergudinde, Ashera, og det blev set som naturligt, at guderne havde sex med hinanden. Derfor blev både sex og kroppen ophøjet til noget guddommeligt, som blev hyldet og efterlignet med stor appetit.

2. Elskovskunsten bliver givet videre: 300 – 400 e. Kr.

Doggystyle gik i 300-tallet ud på at åbne op for energier, der gav det elskende par stor nydelse. Kvinden lagde sig på alle fire og lod manden holde hendes ene fod, mens han bøjede hendes ben og gled ind i hende bagfra. Stillingen gjorde, at han bedre kunne ramme hendes G-punkt.

Få hundrede år efter Kristus fødsel skrev den indiske filosof Vatsyayana bogen ’Kama Sutra’, der er en af de mest betydningsfulde sexhåndbøger nogensinde.

Bogen beskriver 64 forskelige sexstillinger og er samtidig en grundig indførsel i forførelsens kunst, oralsex og hvordan man som kvinde og mand opnår størst mulig seksuel nydelse.

- Kama Sutra afspejler et syn på seksualitet, der er utrolig frisindet, selv i dag. Det handler om mere end sex, men om nydelse. Blandt andet viser den, hvordan man for eksempel kan bruge sine negle og stønne, så det virker ophidsende både på én selv og den anden, fortæller antropolog og kønsforsker, Christian Groes.

Elskovskunsten var i 300-tallet en lærdom, der blev givet videre fra generation til generation. Stillingerne, der blev praktiseret var både forfra og bagfra og med kvinden oppe og nede. Alt var tilladt, så længe det foregik inden for hjemmets fire vægge. Og med ’Kama Sutra’ i hånden blev det nu åbenlyst for alle, at kvinden havde både et G-punkt og en klitoris, som kunne stimuleres med penis eller tungen og give stor nydelse.

- Den måde, man i Indien i 300-tallet videregav lærdom om seksuel nydelse, går langt ud over, hvad vores skandinaviske kultur nogensinde har været i nærheden af. Ikke engang i vores tid. Godt nok har vi seksualundervisning i skolerne, men det er stadig lidt fy-fy og tabubelagt og handler mere om, hvad man skal passe på, end hvordan man for eksempel finder en kvindes G-punkt, siger Christian Groes.

Kama Sutra blev primært praktiseret hos det bedre borgerskab, men spredte sig hurtigt til andre samfundslag og kulturer. De senere år har Kama Sutra fået en renæssance herhjemme med tantrasex, som er en videreudvikling af Kama Sutra.

3. Analsex som prævention: Middelalderen, 1050 - 1536

I flere af Danmarks kirker fra Middelalderen optræder kalkmalerier med sex og hor. Her fra Sanderup Kirke. En kvinde med bare bryster er gået i pagt med djævlen. Han har forgrebet sig på hende med sin fod og står til sex. Skærmbillede fra tv-udsendelsen ’De Uartige kalkmalerier – sex & hor’, DR K.

Sex i middelalderen var på én gang utrolig forkvaklet og utrolig frimodigt. Kristendommen havde gjort sit indtog i Danmark, og sex blev af kirken anset som syndigt og uanstændigt. Men det afskrækkede ikke befolkningen fra at have sex med hinanden.

- Mange har en forestilling om, at folk var mere bornerte i middelalderen, men er du tosset, der var gang i den, fortæller historiker Kåre Johannesen, der er forfatter til bogen ’Hor Saa Vide – seksualiteten i middelalderen’.

Godt nok var sex forbudt. Det kan man se i retsbøgerne. Men kirken vidste også, at det var noget, der fandt sted alle vegne, og at sex var noget, man ikke kunne komme udenom. Derfor etablerede kirken bordeller rundt omkring i lokaler, som kirken ejede, så prostituerede kunne tage trykket hos de trængende mænd.

- Kirken gjorde det ud fra en betragtning om, at når de alligevel ikke kunne slippe for sex, kunne de ligeså godt tjene penge på det. Og samtidig havde kirken på det tidspunkt et fantastisk system i forhold til at tilgive synd, forklarer Kåre Johannesen

Det betød, at man godt kunne falde i uden at skulle tilbringe ekstra tid i skærsildens flammer, så længe man angrede bagefter og bad om tilgivelse. Men om den syndige sex foregik i missionær- eller hundestilling har man kun ganske lidt viden om.

- Vi ved, at analsex har været meget udbredt, fordi det er en måde at undgå at få børn på. Mange har sagt, at man dengang tog de børn, der kom, men sådan var det altså ikke helt. Det var dyrt for familien at have mange børn, så man forsøgte så vidt muligt at begrænse sig, og her var analsex en effektiv metode, siger Kåre Johannesen.

4. Sex med tøj på: 1700-1850

(Foto: © Signe Bjerre)

I 1700-tallet var der stor forskel på danskernes sexliv afhængig af, om man adel eller bonde. 80 procent af den danske befolkning boede på landet, og de havde en friere tilgang til seksuallivet end adelen.

Selv om man levede ekstremt meget efter de ti bud, var det ude på landet almindeligt, at man gik i seng med hinanden, selvom man endnu ikke var gift, og at man mødes og prøver hinanden af, for at se, om der er kemi, inden man gifter sig.

- Man lagde vægt på, at når man skulle indgå et livslangt arbejdsfællesskab, var det vigtigt, at der var fysisk tiltrækning. Det var simpelthen en forudsætning for, at partnerskabet fungerede. På den måde minder det meget om den værdi, vi tillægger det seksuelle aspekt i vores parforhold i dag, siger Mette Byriel-Thygesen, etnolog og museumsinspektørNationalmuseet og ekspert i danskerne seksualliv fra slutningen af 1600-tallet og frem til i dag.

Bønderne så fra barnsben, hvordan dyrene parrede sig og var vant til at sove i samme rum som resten af familien. De fik derfor seksuallivet afmystificeret fra barnsben og betragtede det som noget naturligt. Det var en del af hverdagen og livet og ikke noget, man var skræmt over.

Hos samfundets top forholdt det sig helt anderledes. Her var det arrangerede politiske alliancer, titler og penge, der afgjorde ægteskabet. Seksuel tiltrækning indgik ikke som et kriterium, og mange anede ikke, hvad sex var, før de giftede sig.

- Hor og sidespring var mere udbredt i de højere samfundslag, hvor sex i ægteskabet ofte var en anstrengt affære. Lidenskaben skulle derfor oftere findes udenfor ægtesengen. Det var noget, der stiltiende blev accepteret ligesom den illegale pornografi, der cirkulerede rundt mellem mændene, fortæller Mette Byriel-Thygesen.

Den pornografiske serie ’Den første nat’ fra 1904 cirkulerede rundt blandt mændene i det bedre borgerskab og viser optakten til et ægtepars bryllupsnat. Et halvt blottet bryst blev i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet anset for at være meget frækt. (© Nationalmuseet)

Meget af pornografien var af gruppesex eller nøgne damer. Selv et halvt blottet bryst blev I 1800-tallet betragtet som umådeligt frækt.

- Sex i 1800-tallet foregik med tøj på i alle samfundslag og handlede primært om reproduktion. Kvinder blev opfattet som dydige væsener uden seksualdrift, og deres nøgenhed blev anset som skamfuld. Man havde natkjoler med knapper i bunden, som blev knappet op, når manden skulle op i konen. I borgerskabet var det helt normalt at få 8 – 9 børn uden nogensinde at have set sin kone nøgen, siger Mette Byriel-Thygesen.

5. Swingerklubber og sprøjteorgasmer: 2000 – 2010

Der kommer sex på dagsordenen i 00’erne efter HIV-forskrækkelsen i 80’erne og 90’erne. Danskerne begynder at se porno på internettet og swingerklubber blomstrer op over hele landet. Her sexmesse i KB-hallen i København. (Foto: © BJARKE ØRSTED, Scanpix)

I 00’erne får danskerne for alvor viklet sig ud af Victoria-tidens mere end hundrede års stramme greb om vores seksualliv.

- Der sker et sex-boom i 00’erne stærkt påvirket af den porno, som alle pludselig har adgang til på internettet. Det er okay at have lyst til sex. Man føler sig ikke længere alene om at være kinky, og det skaber en enorm frihed, forklarer sexolog Joan Ørting.

Overalt i Danmark spreder sig svingerklubber, hvor hr. og fru Danmark kan dyrke sex med hinanden og se på, at andre dyrker sex. Man begynder at glatbarbere hinanden og eksperimenterer med både trekantssex og analsex. Og sprøjteorgasme og SM er ord, der pludselig indgår i den almindelige danskers ordforråd.

- Det er den brede del af befolkningen, der eksperimenterer. Ude i provinsen inviterer man til tupperware parties, hvor nabokonerne kan komme og købe dildoer, og det bliver legalt at gå ud og købe sexlegetøj, fortæller Joan Ørting.

Fordelen er, at sex igen bliver forbundet med nydelse, og at lyst er noget, man ikke behøver at skamme sig over. Men der er også en bagside af medaljen:

- Lige pludselig skal man være en frækkert og være god og erfaren til det hele. Der kommer et pres på den enkelte, som er med til at skabe præstationsangst.

Efter finanskrisen stopper festen i de glade 00’er, og Joan Ørting mener, at danskernes sexliv i dag har udviklet sig til at være mere form end indhold:

- Vi lever i et selvtillidssamfund, hvor vi hele tiden skal gøre os fortjent til at være gode nok. Det handler om at præstere både på arbejdet og på det personlige plan, og det går ud over vores seksualitet. Sex er blevet reduceret til et mål om at få orgasme. Manden slikker og slikker og slikker. Men nydelsen og glæden ved at eksperimentere er forsvundet.

En undersøgelse blandt 500 par fra hele verden viser, at det gennemsnitlige samleje (penetrering) varer 5,4 minutter. Undersøgelsen siger ikke noget om danskere specifikt. Det korteste samleje varer 33 sekunder, hvorimod det længste varer 44 minutter.

Forbud mod sex, der stadig eksisterer i dag

  • I 1800-tallet havde myndighederne i den vestlige verden travlt med at begrænse sex ved lov. Nogle af lovene virker groteske i dag, men mange af dem er stadig gældende. Blandt andet i flere stater i USA:

  • I Romboch i Virginia er det stadig ulovligt at dyrke sex med lyset tændt.

  • I Florida er det ulovligt at have sex med lyset tændt.

  • I Washington D.C. er det ulovligt med alt andet end missionærstillingen.

  • I staterne Indiana og Utah er en erektion, der kan ses uden på tøjet, ulovlig.Kilde: BBC-dokumentaren 'Sex og kærlighed gennem tiden'.