Har de her gamle aktivister ret? Gør du for lidt oprør og tænker for meget på dig selv?

De var selv med til at starte en bevægelse i 60'erne.

Nogle gange får Dorrit Kampmann lyst til at ruske sine børn og børnebørn.

Ikke for at gøre dem ondt. Tværtimod. For at vække dem. Og for at få dem til at gøre noget ved de ting, der ikke er, som de skal være.

- Ja, det gør jeg. Men de accepterer bare, at tingene er, som de er, siger 73-årige Dorrit Kampmann.

- De knokler sig ihjel for at få råd til at betale husleje, institution til børnene og så videre. Det er helt vildt, at de finder sig i det, for de bliver hevet ind i det der hamsterhjul.

- Det er, fordi de hylder egoet, afbryder 75-årige No Widding.

Han var 22 år, Dorrit var 19, da de i 1965 manglede et sted at bo. Men der var ikke boliger nok til den store generation af unge studerende.

Samtidig stod en række huse tomme, fordi de var dømt til nedrivning og ryddet for beboere.

Husene var stemplet som ubeboelige, men det var No og Dorrit og en række andre unge boligsøgende ligeglade med. De flyttede ind i husene på Christianshavn, holdt kommunen væk i fire år og satte skub i det, der senere blev kendt som "slumstormerbevægelsen".

Vi har samlet fire af slumstormere, 50 år efter de blev smidt ud af Sofiegården, hvor de boede ulovligt i fire år. Spørgsmålet er, hvordan de aldrende aktivister ser på ungdommens trang til at gøre det, som de selv gjorde i 60'erne:

Oprør.

Fire tidligere slumstormere. Fra venstre: No Widding, Britta Lillesøe, Dorrit Kampmann og Jesper Sølling. (Foto: Michael Ørtz Christiansen)

Mor er skuffet

Dorrit Kampmann var med til at sørge for, at der kom ordnede forhold i Sofiegården, og at de derfor kunne holde myndighederne væk i fire år.

I dag har hun tre børn og ni børnebørn.

- Mit barnebarn siger, at jeg har været stormtrooper med Kim Larsen (som også boede i Sofiegården og var en del af slumstormerbevægelsen, red.), for han aner ikke, hvad en slumstormer er, siger Dorrit Kampmann og får de andre stormtropper til at bryde ud i grin.

Og det er som om, der er gået noget galt i overleveringen fra den kollektivistiske slumstormer til næste generation.

- Jeg har altid været personligt lidt skuffet over den manglende bevidsthed hos mine egne børn om fællesskabets værdier, siger Dorrit Kampmann.

Fra venstre: Ida Kampmann (Dorrit Kampmanns søster), Jesper Sølling, Birgitte Bjerre og Dorrit Kampmann. Alle fire boede i Sofiegården. Drengen er gæst i gården.

Stort ego, lille fællesskab

Dorrit varmer op til en opsang, da No Widding bryder ind.

- De uddannelsessøgende, og deres forældre også for den sags skyld, hylder egoet. Og hvis egoet ikke er stort nok åndeligt, så hylder de, at kroppen skal være stor. Min krop, mit ego, mit jeg. Det er det, de hylder.

Lysten til at løfte en opgave i fællesskab er der ikke, mener No.

- De unge tænker ikke, at de kan gøre endnu mere sammen, end hvis de står alene. Nu skal man kunne klare sig alene og være stærk alene. Ellers er man en taber. Hvis man ikke får 12, så er man en taber, lyder svadaen.

No Widding i Sofiegården i 1968. (Foto: Jens Bull)

Hvorfor gør de ikke noget?

No har talt Dorrit varm.

- Jeg er helt enig med No i, at der er en individualisme som betyder, at man ikke interesserer sig særligt meget for andre menneskers liv og velfærd.

Dorrit underbygger påstanden med et eksempel fra hverdagen: Datteren kom en dag og fortalte, at to af hendes kollegaer var blevet fyret, og at den ene lige var kommet tilbage på arbejde efter en længere sygemelding.

- Hvorfor gør de ikke noget? Hvorfor nedlægger de ikke arbejdet og afbryder al samarbejde med den ledelse?.

For det kommer i høj grad fællesskabet ved, når ens kollega bliver fyret, understreger Dorrit.

- Eller når flygtninge bliver behandlet dårligt. Eller når der sker andre uretfærdigheder. Vi er jo alle sammen ansvarlige, for vi stemmer på de politikere, der bestemmer. Også på socialdemokraterne, siger Dorrit og skyder på det parti, som hendes far, tidligere statsminister Viggo Kampmann, var formand for.

Britta Lillesøe var en af de første, der flyttede ind i Sofiegården. Og på Christiania, hvor hun stadig bor. Hun ser også en manglende lyst hos de unge til at være en del fællesskabet.

- Folk glemmer også at melde sig ind i fagforeninger. De er slet ikke klar over, hvad det hele kommer af, siger 74-årige Britta.

- De melder sig ind, når de får et brev om, at de skal til en fyringssamtale. Så kan jeg love dig for, at de melder sig ind, bryder Dorrit ind.

Britta Lillesøe på Christianshavns Lokalhistoriske Forening og Arkiv få hundrede meter fra Sofiegården. (Foto: Michael Ørtz Christiansen)

Sludder og vrøvl!

Jesper Sølling har siddet stille og lyttet til sine slumstormerkollegaers verbale lussinger til ungdommen.

Indtil han ikke kan tie stille mere.

- Det er noget sludder og vrøvl. Man kan slet ikke sammenligne dengang og nu. Eller konkludere, at der var et større fællesskab og sammenhold i ungdommen dengang. Det tror jeg overhovedet ikke på, siger 74-årige Jesper Sølling.

- Ungdomsoprøret bestod jo af ganske få mennesker. 90-95 procent af min tids ungdom gjorde jo alt det, de skulle, og blev pæne og almindelige mennesker med et parcelhus. Vi, der deltog i ungdomsoprøret, var så få, at vi næsten kendte hinanden alle sammen. Og de fleste stoppede igen i 70'erne og fik klaret deres uddannelser og klarede sig senere udmærket. De kom over på den rigtige side af skrivebordet og fik sat sig på en stor del af statsadministrationen.

Jesper Sølling i Sofiegården på Christianshavn i 1968. (Foto: Jens Bull)

Et bragende slumkvarter

Jesper taler med en dyb, hæs og myndig stemme, så man lytter, når han åbner munden. Og der bliver stille i rummet et øjeblik.

Indtil Jesper fortsætter sin argumentation for, at det er svært, hvis ikke umuligt, at sammenligne ungdommen i 1960'erne med ungdommen i dag.

- Det samfund, vi har i dag, er uendeligt meget rigere, end det 60'er-samfund, vi er vokset op i. Vi har oplevet rigtig fattigdom. Nutidens ungdom klarer sig udmærket. Der er jo ikke unge studerende, der ligger på gaden, siger Jesper.

- Der er en meget højere levestandard i dag. Det Christianshavn, vi kom til i sin tid, det var et slumkvarter. Et bragende slumkvarter. Det var uhyggeligt. Meget af den kondemnering, der fandt sted, var jo rigtig nok. Det var noget frygteligt lort. De baghuse, der var i Sofiegården, var noget grusomt noget. Det var fandeme godt, at de blev revet ned.

Jespers ord bliver igen efterfulgt af en kort talepause.

I starten af 1960'erne var dele af København decideret slum. Ifølge en større saneringsplan fra Københavns Kommune var mindst 26.000 lejligheder uegnet til beboelse. De blev derfor rømmet og nedrevet eller renoveret.

Masser at kæmpe for

Dorrit medgiver, at en direkte sammenligning af datidens og nutidens ungdom er svær, men understreger samtidig, at der stadig er nok at gøre oprør imod.

- De har bare noget andet, end det vi havde. De har det stresssamfund, vi har opbygget med de 12-tals piger og alt det der. Det kunne de kæmpe imod. De kunne også kæmpe imod den måde, vi behandler fremmede, der kommer hertil, på. Uanset om det er familiesammenførte, flygtninge eller indvandrere. De kunne også demonstrere mod den privatkapitalisering, der sker af hele samfundet, siger Dorrit Kampmann og fortsætter:

- Der er da ting, man godt kunne protestere imod, men som ikke kan sammenlignes med det, vi gjorde i 60'erne, ligesom det ikke kunne sammenlignes med det, der skete i 30'erne. Omstændighederne er forskellige, men det er da ikke fordi, man ikke som et socialt bevidst ansvarligt ungt menneske kan gå ud og gøre opmærksom på, at nogle ting er urimelige.

- Er det så de gule veste, vi skal have frem?, siger Jesper med henvisning til den franske bevægelse, der iklædt gule veste blandt andet har arrangeret store demonstrationer mod præsident Emmanuel Macron.

Britta blander sig i diskussionen:

- Tryk avler modtryk. Hvad kommer de gule veste af? Hvad kommer oprøret mod Trump af? Ja, de er jo også undertrykte.

- Nu bliver det en fjollet, politisk diskussion, synes Jesper.

Britta Lillesøe og Jesper Sølling var kærester, da Sofiegården blev ryddet i februar 1969. (Foto: MINI WOLFF © Scanpix)

Den bærbare forhindrer et oprør

Så vi prøver at holde diskussionen på sporet. For hvad kan de unge egentlig gøre, hvis de beslutter sig for i fællesskab at kæmpe for en sag?

No tvivler stadig på, at de kan mobilisere sig.

- De kan ikke gøre en skid, for de sidder foran deres computere, når de kommer hjem fra uddannelsesinstitutionen. It har splittet ungdommen ad. De mødes ikke for at udveksle tanker. De sidder foran hver deres skærme og dyrker egoet. De er ikke sammen. Alt det it er et glimrende værktøj til at stabilisere et samfund. I min optik forstener det samfundet fuldstændig. Det er en af de største forhindringer for et oprør.

Britta er lidt mere optimistisk og mener sagtens, at hendes ungdomsoprør kan inspirere.

- Vi lavede masser af gadeteater i 60'erne, hvor vi forsøgte at gøre demonstrationerne lidt mere farverige for at få opmærksomhed. Og jeg synes altså, at der er ved at ske noget igen. Ikke partipolitisk, men i forskellige klimagrupper. Der er ved at ske noget, fornemmer Britta.

Men det bliver nok svært at få dem på gaden, mener Dorrit.

- Det er meget få demonstrationer, der kan trække de unge på gaden. Klimaet måske.

Sofiegården blev et festligt og kulturelt samlingspunkt i København fra 1965 til 1969. (Foto: Knud Henrichsen © Scanpix)

Hvor skal man starte?

Man skal måske også starte et andet sted, mener Dorrit.

- De kunne starte med at interesse sig for problemerne og undersøge, hvad der er op og ned. Og skrive om det. Det er jo også en måde at gøre oprør på, at påpege de ting, der bør være anderledes.

Og der er nok at tage fat på, understreger hun og foreslår, at man kan starte med det, som hele denne snak udspringer af:

Bolignød.

For selv om den ikke kan sammenlignes en til en, så er der masser af udfordringer for unge studerende, når de skal ud og finde en bolig, ligesom der var det for Dorrit og de andre slumstormere.

- Det er blevet sådan, at det kun er dem, der har forældre, som kan hjælpe, der kan betale en bolig. Men der står så mange store, tomme lejligheder, at hvis man endelig ville gøre noget, så kunne man besætte dem. Eller man kunne arbejde for, at der skal være bopælspligt, for det kan jo ikke være rigtigt, at man kan sidde i udlandet, købe en lejlighed i København og så lade den stå tom, mener Dorrit.

En gruppe unge i Sofiegården diskuterer, hvad man kan gøre for at afhjælpe den bolignød, der var i 1960'erne. Nummer to i talerækken er No Widding.

Hvad er problemet?

- Men der er jo ikke noget oprør, konstaterer Dorrit Kampmann.

Det skyldes også – mener hun – at meget få er bevidste om, at der rent faktisk er noget at kæmpe for.

- Og det kan man undre sig over. Men politikerne er jo også medvirkende til det, når bevidstheden ændrer sig. I 60'erne var der nogle VS'ere (Venstresocialisterne, red.) og alle mulige andre grupper, som var med til at starte en indholdsmæssig diskussion af nogle samfundsmæssige problematikker. Der var forskellige bud på løsninger, og folk var ikke enige, men pludselig var der flere, der snakkede om boligmarkedet og om, at det da også var for galt. Så skete der pludselig noget.

- Så der skal være nogle tilfældigheder, der falder sammen, før der opstår en erkendelse af, at der er et problem. Og før folk gør noget, fortsætter Dorrit Kampmann.

Og så ligger en del af ansvaret for ungdommens manglende lyst til at gøre oprør mod systemet måske også hos hende og de andre slumstormere, erkender Dorrit Kampmann.

- Vi har jo et medansvar for, at vores børn ikke har fået den fællesskabsindstilling til tingene. Vi har også rost dem, når de er kommet hjem med deres 12-taller, eller hvad de nu er kommet hjem med, når hun lige at sige, inden No bryder ind:

- Jeg savner et oprør fra pensionisterne. Ud og brænd nogle biler af, så vi kan få de medborgerhuse! Kom i gang!

Sofiegården var dømt til nedrivning og ulovligt at bebo, da No, Dorrit, Britta og Jesper flyttede ind i 1965. Foto: Vagn Hatt og Michael Ørtz Christiansen.
Facebook
Twitter