Hejste dronningen af Englands hund op på tag – og fem andre gange, Frederik 9. lavede ballade som barn

Dronningens far var som barn glad for at lave drengestreger og ballade.

Tro det eller lad være, men det kan faktisk være en ret kedelig fornøjelse at være prins.

Sådan havde dronningens far, Frederik 9., det i hvert fald dengang, han var barn i begyndelsen af 1900-tallet.

Han var som regel kun sammen med sin nærmeste familie og sine barnepiger, han gik i skole hjemme på slottet, og hans eneste klassekammerat var lillebroren, Knud.

Læg dertil, at Frederiks far var militærmand i så høj grad, at Frederiks barndomshjem ofte mindede mere om en kaserne end et familiehjem. Med andre ord var det altså ikke ligefrem sjov og spas, som kendetegnede Frederiks barndom.

Og dog.

Som man kunne se i første afsnit af den nye DR-serie 'Frederik IX', så var Frederik og broren Knud nemlig ret så gode til at finde på ting, de kunne underholde sig selv med – og det gik bestemt ikke stille for sig.

- Vi var slemme, vi var i enhver henseende uden skrupler, har Frederik 9. selv sagt om sine barndomsår.

Nedenfor kan du læse et udpluk af den ballade og drengestreger, Frederik 9. var indblandet i gennem sin barndom.

1

Lavede rulleskøjtebane indenfor på det fine parketgulv

(Foto: Scanpix / Oliver Seppo (grafik) © dr)

Det praktiske ved at bo på Amalienborg Slot var blandt andet, at der var masser af plads at røre sig på, og Frederik og Knud fandt hurtigt ud af, hvad man kunne bruge al den plads til: rulleskøjteløb!

Her kom slottets fine og blankpolerede parketgulve virkelig til deres ret – på sådan et gulv kan man nemlig hurtigt få rigtig meget fart på, hvilket jo er en fordel, når man ruller om kap.

Så med rulleskøjter på fødderne og stave i hænderne til at skubbe sig fremad med ekstra meget fart, konkurrerede Frederik og Knud om, hvem der kunne komme hurtigst fra A til B.

Men selvom Amalienborg Slot var stort, så blev der holdt nøje øje med de to prinser. De kunne faktisk dårligt bevæge sig noget sted hen uden at have et par overvågende øjne i nakken.

Det var som regel deres mors hofdame, Louise Grevenkop-Castenskiold, som holdte øje med dem og fungerede som en slags barnepige.

2

Balancerede på taget af Marselisborg Slot

(Foto: Scanpix / Oliver Seppo (grafik) © dr)

Når Frederik var i Jylland sammen med familien, boede de på Marselisborg Slot i Aarhus. Også her fandt Frederik og Knud på vilde ting at foretage sig, når det lykkedes dem at komme fri fra deres barnepiges overvågende blik.

De kunne blandt andet finde på at tage turen op på taget af slottet, hvor de så ville balancere på tagryggen fra skorsten til skorsten.

- Det var et rent under, at ingen af os styrtede ned, har Frederiks lillebror, arveprins Knud, senere fortalt om netop den episode.

Og det kan der være noget om. Fra tagryggen af Marselisborg Slot og ned til jorden er der nemlig intet mindre end 19 meter!

3

Brugte slottets madrasser til at lave hjemmelavede rutsjebaner

Slotte har rimelig mange trapper, og det udnyttede Frederik og Knud til fulde. Ikke så sjældent samlede de slottets madrasser ved toppen af en af de lange trapper, og så brugte de ellers madrasserne til at rutsje ned af de mange trappetrin.

Det var ikke en helt populær beskæftigelse, for både de uvurderlige malerier og fornemme vaser i den kongelige trappeopgang risikerede at lade livet til en madras, der kom ud af kontrol.

Når prinserne blev taget i at gøre noget, de ikke måtte, skulle de som regel en tur forbi deres fars kontor. Det var ikke sjovt, for kongen var ikke bange for fysisk afstraffelse.

På sit skrivebord havde han for eksempel en blød lineal liggende, som han brugte til at slå sønnerne over fingrene med - hvis de da ikke fik en gammeldags endefuld.

4

Kom tit op at slås

(Foto: Scanpix / Oliver Seppo (grafik) © dr)

Frederik var lidt af en ’slagsbror’. Han var med ord andre overordentlig god til at komme i slagsmål med både sin bror og de kammerater, der kom på besøg.

- Det gik ofte voldsomt til, har Frederik 9. fortalt.

Men selvom det var voldsomt, udviklede det sig ifølge kongen selv aldrig mere seriøst, end at alle stadig syntes, at det var morsomt:

- Det hændte også, at vi helt enkelt tævede hinanden under vilde frydeskrig!

5

Trak halefjer af familiens kanariefugl

(Foto: Scanpix / Oliver Seppo (grafik) © dr)

Det var med halefjerene som indsats at være kanariefugl i den kongelige familie. Både Frederik og Knud har i hvert fald fortalt historier om, hvordan de trak halefjerene af familiens lille husfugl.

Det skete til gengæld kun én gang, for drengene fik voldsomt skæld ud, da det blev opdaget.

6

Var med til at hejse familiens lille hund op på tag

(Foto: Scanpix / Oliver Seppo (grafik) © dr)

I Fredensborg slotshave var der en fin lille havepavillon, hvor familien ofte drak te efter en gåtur i haven. Det var en pavillon i to etager og altså perfekt til at kravle rundt i.

Engang var Frederik og Knud med på sidelinjen, da deres fætre besluttede sig for, at deres grandtantes lille hund skulle med en tur op og kravle på taget af pavillonen.

Hunden var en lille pekingeser, der dengang var en meget fin og meget sjælden hund herhjemme. Ved hjælp af lagner fik drengene hejst den lille hund med op på taget.

Men det faldt ikke i særlig god jord hos grandtanten, og hun gav alle drengene en ordentlig omgang skæld ud.

Grandtanten var forresten ikke hvem som helst. Det var dronningen af Storbritannien!

Kilder: DR-serien 'Frederik IX', 'Frederik IX – Konge af Danmark' af Ernst Mentze, 'Arveprins Knud: Erindringer. Fra Fredensborg til Sorgenfri – Et halvt århundrede års minder og oplevelser', 'Kongen' af Poul Hansen, 'Sømandskongen' af Jon Bloch Skipper

Afsnit to i serien 'Frederik IX' kan ses på DR1 på søndag den 6. januar 2020 klokken 20. Alle afsnit kan ses nu på DRTV.

FacebookTwitter