Helena og Simone interviewede Justin Bieber for 10 år siden: 'Det var surrealistisk'

To danske teenagepiger fik lov at tale med Justin Bieber i forbindelse med hans verdensturné i 2010.

Tvillingerne Helena og Simone Pedersen mødte Justin Bieber for ti år siden. (Foto: Søren Dalager Ditlevsen DR)

I dag kender alle Justin Bieber. Han har solgt over 100 millioner album og har en af verdens absolut største fanbaser. Alene på Instagram har han 130 millioner følgere.

Men selv Justin Bieber skulle starte et sted. Så lad os skrue tiden tilbage til år 2008.

Den dengang kun 13-årige Bieber lavede små videoer på YouTube, hvor han sang covers af kendte numre.

Ved et tilfælde opdagede en mand ved navn Scooter Braun, som på daværende tidspunkt var marketingdirektør ved et større pladeselskab, den canadiske teenageres åbenlyse talent, og derefter fik karrieren for alvor fart på.

Justin Biebers første single, 'One Time', blev et hit i USA i 2009, og i 2010 udgav Justin Bieber sit første studiealbum, 'My World 2.0', - og nærmest direkte herefter tog han på verdensturné.

Coveret til Justin Biebers debutalbum.

På albummet var blandt andre kæmpehittet 'Baby', som allerede havde taget YouTube med storm. På under et halvt år blev musikvideoen med over 400 millioner afspilninger nemlig den mest sete på sitet.

Bieber-konkurrence i 'Boogie'

I Europa var han i 2010 endnu ikke særlig stor. Dog var en mindre skare af fans begyndt at samle sig – og de var usædvanligt dedikerede.

Derfor endte DR's musikprogram 'Boogie' også med at takke ja, da de blev tilbudt et interview med ham i Paris.

Men for at give interviewet med den dengang i Danmark kun semi-kendte popsanger lidt mere kød på, blev der afholdt en konkurrence, hvor deltagerne skulle bevise, at netop de var Biebers største danske fan.

Vinderen ville blive fløjet til Paris og få lov til at stå for interviewet.

Det blev det dengang 14-årige tvillingepar Helena og Simone Pedersen, der vandt konkurrencen.

De havde været fans, siden de hørte 'One Time' for første gang, og kunne i en hjemmelavet video fremvise talløse plakater, cd'er og trøjer med deres idol. De gik endda også fra hus til hus i deres nabolag i Hornbæk og uddelte hjemmelavede tryksager om popsangerens herligheder.

Se, hvordan det gik, da Helena og Simone Pedersen mødte deres idol:

- Vi var en del af startskuddet på Justin Biebers karriere i Europa, fortæller den i dag 24-årige Helena Pedersen, da DR fanger hende på telefonen her ti år senere.

- Der var kun indsendt 50 videoer til konkurrencen. I dag ville det jo have eksploderet fuldstændig.

Tvillingerne i dag: Helena (tv.) og Simone (th.) på tur i Californien. (© (c) privatfoto)

Erklærede beliebers

Helena og Simone Pedersen dyrkede begge Justin Biebers fankultur på et højt plan. De var erklærede beliebers, som fanbasen kalder sig.

Belieberne bestod dengang primært af unge teenagepiger, hvis ultimative opgave var at sprede Justin Biebers musik – ofte på samme måde som Helena og Simone Pedersen gjorde det i konkurrencen.

Hør 'Yummy' fra Biebers nyeste album her:

0:00

Og de danske beliebers samlede sig særligt om én fælles sag: At få Justin Bieber til Danmark. De mobiliserede sig i gruppen "Justin Bieber til Danmark!" på Facebook, der ligesom YouTube også var et forholdsvis nyt socialt medie i Danmark i 2010.

- Det var et kæmpe fællesskab. Igennem kampagnen fik vi en masse venner, vi kender den dag i dag, fortæller tvillingerne.

Det vides ikke, hvilken betydning Facebook-gruppen havde, men i 2011 lykkedes det faktisk at få Justin Bieber til Danmark, da han spillede i Jyske Bank Boxen foran 11.000 fans – primært teenagepiger.

Justin Bieber fik 11.000 beliebers til at eksplodere i Herning den 1. april 2011. (© (c) Scanpix)

'En surrealistisk oplevelse'

For Helena, Simone og de andre beliebers gik deres forhold til Justin Bieber længere end musikken.

Det var personligt.

- Man følte, at man kendte ham som person. Vi fulgte ham på YouTube, da der ellers ikke var så mange andre sociale medier dengang. Så der så vi en masse interviews med ham, fortæller Simone Pedersen.

Og pludselig fik tvillingeparret altså selv lov til at lave et interview med deres idol.

- Det var en helt surrealistisk oplevelse. Vi husker især, at han sagde, at han godt kunne lidt vores sko. Og det var jo et kæmpe kompliment for en teenager!, siger Helena Pedersen.

Og de fik da også stillet de spørgsmål, der var på mange danske fans læber. Heriblandt om han nogensinde ville date en pige uden for USA.

"Ja, helt sikkert. Jeg ville date, hvem end jeg bliver forelsket i", lød svaret, som pigerne tilsyneladende var ganske godt tilfredse med.

- Vi fik lov til at stille alle de spørgsmål, som de danske fans havde. Ingen stoppede os – det kunne de lige vove på!, fortæller Helena og Simone Pedersen i dag.

Reaktionen lige efter, man har givet sit idol et kram.

Stadig fans i dag

Her ti år senere vender pigerne stadig tilbage til teenagesensationen, de opdagede på YouTube.

- Vi har et historisk forhold til Bieber. Men vi dyrker det selvfølgelig ikke på samme niveau, som da vi var 14. Men vi tager selvfølgelig til koncerten, hvis han spiller i Danmark, siger Simone Pedersen.

Helena og Simone Pedersen er begge gang med at skrive speciale fra Copenhagen Business School, og derudover rejser de sammen og laver videoer på YouTube i deres fritid – platformen, hvor deres forhold til Justin Bieber startede.

Vidste du i øvrigt...

  • at musikvideoen til 'Baby' var den mest upopulære video på YouTube i en lang årrække? Det var særligt fans af andre musikgenrer som rock, der arrangerede hadekampagner, hvor man skulle ind og reagere med "Kan ikke lide" på videoen.

  • at 'Baby' nu har over to milliarder visninger på YouTube?

  • at Justin Bieber har 111 millioner følgere på Twitter? Det er tre gange så mange mennesker, som der bor i hans hjemland Canada.

  • at han i 2011 fik klippet sin berømte frisure, og at lokkerne blev solgt for over 270.000 kroner, som blev doneret til velgørenhed?

  • at dokumentarfilmen om teenagesensationen 'Never Say Never' næsten tjente 700 millioner kroner alene på biografbilletter?

Kilder: Rasmus Gejl og Søren Mouridsen, tidligere programarbejdere på 'Boogie'. 'Boogie' 19. marts 2010. Billboard.com. Gaffa.dk. Rollingstone.com. Tvmidtvest.dk.

Facebook
Twitter