Hvad nu, hvis Den Kolde Krig var blevet varm?

Hvis den amerikanske præsident i løbet af 1970'erne eller 1980'erne havde startet en Tredje Verdenskrig ved at sende en missilregn mod Sovjetunionen, Polen eller ét af de øvrige lande i Warszawa-pagten? Eller hvis alliancen i øst havde følt sig så presset, at den ikke så anden udvej end et angreb mod vest?

Hvad var der så sket med Danmark?

Det var der faktisk en plan for.

Den lå i en skuffe hos den polske forsvarskommando og involverede atombomber, mere end 100.000 soldater og flere tusind kampvogne og krigsskibe.

I en kortvarig aktion skulle Polen skaffe Warszawa-pagten fuld kontrol over Danmark.

Formentlig ved at udslette os.

Men hvordan?

Det vender vi tilbage til.

Først skal vi en tur op i militærhelikopteren for at forstå, hvorfor nogen overhovedet var interesseret i vores undergang.

Våbenkapløbet

Det drejer sig om den globale magtbalance.

De to atombomber, der i slutningen af Anden Verdenskrig blev kastet over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki, satte gang i et intenst og langstrakt våbenkapløb mellem Sovjetunionen og USA. Eller øst og vest. Med det kommunistiske Sovjetunionen og det kapitalistiske USA i spidsen for hver deres alliance.

Med andre ord: Den Kolde Krig.

Sovjetunionen så, hvor kraftfuld atombomben var og ville også have sådan én, så magtbalancen ikke tippede alt for meget over til amerikanernes fordel.

Det fik Sovjetunionen, og med atomvåben i porteføljen blev landet i 1955 den naturlige alfahan i Warszawa-pagten; en alliance mellem en række østeuropæiske lande, heriblandt Polen.

Seks år tidligere havde en række vestlige lande, herunder Danmark, blandet blod med USA, Storbritannien og Frankrig i NATO-alliancen.

Med atomvåben på begge hold var der etableret en gensidig trussel om total udslettelse, som holdt øst og vest i skak helt frem til Murens fald i 1989. Med andre ord var der en reel fare for, at der kunne blive kastet en atombombe, som formentlig ville udløse ragnarok i form af en Tredje Verdenskrig.

Proppen i Øresund

Midt i spillet om den globale magtbalance lå Danmark.

Helt bogstaveligt.

På toppen af det centraleuropæiske fastland som en prop i indsejlingen til Østersøen med øjne og kanoner stift rettet mod øst for at holde øje med, hvad der blev sendt afsted, både over og under havets overflade, fra de østtyske, baltiske, polske og sovjetiske kyster.

Den prop ville Warszawa-pagten gerne skyde af, så pagten uforhindret kunne sejle krigsfartøjer forbi Sjælland og Jylland og videre ud mod Storbritannien og Atlanterhavet.

Og så alliancen kunne kontrollere, hvad der sejlede ind i Østersøen.

Derfor havde Warszawa-pagten en angrebsplan for, hvordan det lille, irriterende og strategisk vigtige NATO-medlem mod nord skulle sættes ud af spil.

Den lå i en skuffe i Polen i mindst 20 år. Klar til at blive hevet frem og ført ud i livet.

Ville Polen virkelig angribe?

Det blev den heldigvis først, efter Østblokken, og dermed truslen om gensidig udslettelse, smuldrede i 1989.

Derfor kan vi kan glæde os over, at det her er en artikel om, hvad der kunne være sket.

Og den del bliver stadig diskuteret, selvom det er mere end 30 år siden, at Muren faldt, og Vesten gradvist begyndte at få indblik i Warszawa-pagtens planer.

Danske forskere er stadig i gang med at kortlægge de polske koldkrigsarkiver, heriblandt angrebskortet fra 1970, som denne artikel og DR2-programserien 'Atombomberne over Danmark' er bygget op omkring.

Og der er uenighed om, hvorvidt kortet var en reel angrebsplan eller propaganda designet til at afskrække NATO-landene.

Sikkert er det, at kortet fandtes, og at Warszawa-pagten havde detaljerede planer for, hvordan vigtige militærstrategiske områder som Danmark skulle indtages, hvis krigen var brudt ud.

Og at det formentlig var gået Danmark skidt, hvis den polske angrebsplan var blevet ført ud i livet.

Atombomberne

Planen var, at Warszawa-pagten i løbet af seks dage skulle have fuld kontrol over Danmark.

Fem strategiske atombomber skulle lamme Danmark samtidig med, at et varierende antal tusinde sovjetiske, østtyske og polske elitetropper ville blive sat til at nedkæmpe den modstand, de måtte møde på vej op igennem Nordtyskland og Jylland, inden de drejede over Fyn og indtog Sjælland.

Antallet af kampklare soldater steg gradvist i takt med oprustningen under Den Kolde Krig og ville formentlig have ligget på cirka 85.000 i slutningen af 1970'erne og omkring 110.000 i årene umiddelbart inden Murens fald.

De var blevet bakket op af cirka 2.000 kampvogne og de omkring 25.000 soldater, der ville være blevet sejlet ind med den sovjetiske flåde.

Og hele flokken ville få hjælp af et ukendt antal taktiske atombomber, der skulle smides, hvor der var brug for det, for at rydde vejen for den kommunistiske fremmarch.

En fjende, der var Danmark overlegen i både antal og muskler.

Danmark som atommagt

Men der er en del usikkerheder forbundet med den polske angrebsplan.

For eksempel tager den ikke højde for, hvordan de andre NATO-lande ville have reageret på det pludselige fremstød.

Eller om det ellers neutrale Sverige blot ville lade krigsskibe med påmalede røde stjerner, hammer og segl glide fra Østersøen og ud igennem Øresund.

Og så er der lige den ekstra detalje, at vi selv kunne have fået atomvåben.

I løbet af kort tid, formentlig inden for 24 timer efter Warszawa-pagtens tropper havde krydset grænsen til Vesttyskland, kunne Danmark have været en atommagt.

Det havde blot krævet to opkald: et fra den danske til den amerikanske regering og et fra den øverste militære ledelse i Danmark til ditto i USA.

Så ville amerikanerne sige god for, at en dansk delegation kunne hente atomsprænghoveder i det område, som danskerne i dag valfarter til for at få fyldt fedtdepoterne med Matador Mix, cola og dåseøl.

Hold dem i skak, tak!

I 1970'erne og 1980'erne lå der på den tyske side af grænsen flere depoter med alt andet end tomme kalorier og pantløse bajere.

På hemmelige adresser opbevarede amerikanerne atomvåben med netop det formål, at landets allierede kunne få fat i dem, hvis et af landene i Østblokken begyndte at røre på sig.

At atomsprænghovederne lå på den vesttyske side af grænsen var ganske belejligt for Danmark. For atomvåben var ikke populære, og den danske regering havde en politik om, at vi ikke skulle have sådan nogle i fredstid.

Hvis vi kom i krig, ville det forholde sig anderledes.

Derfor skulle Danmark ved et angreb fra øst hurtigst muligt sende militærfolk til det nordlige Vesttyskland for at få fat i atomsprænghovederne. De ville blive modtaget af et hold amerikanere, der skulle følge projektet helt til ende.

Altså til en eventuel affyring af atomsprænghovederne. Fra Danmark mod østeuropæiske mål.

Håbet var, at truslen fra de kraftfulde våben ville stoppe eller i hvert fald forsinke Warszawa-pagtens fremmarch, hvilket også var opgaven for de danske og vesttyske soldater, der ville være blevet sat ind i Slesvig-Holsten.

Østblokken skulle holdes i skak, indtil kavaleriet fra USA og Storbritannien kom frem.

Om, og i så fald hvornår, det ville ske, tager den polske plan ikke højde for.

CIA: Danmark var truet

Det er derudover usikkert, hvad der skulle til for at få den polske militærtop til at hive planen frem. Udover en direkte ordre fra Kreml, selvfølgelig.

Skulle NATO angribe først?

Ikke nødvendigvis.

Hvis efterretningerne indikerede, at der var en angreb under opsejling, ville Sovjetunionen måske insistere på, at Warszawa-pagten skød først.

For så kunne kampene rykkes så langt væk hjemmefra som muligt, så man i hvert fald forsøgte at undgå flere brutale kampe på østfronten, hvor Sovjetunionen mistede 25 millioner civile og soldater under Anden Verdenskrig.

Men var der overhovedet en trussel mod Danmark?

For 15 år siden konkluderede Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i rapporten 'Danmark under Den Kolde Krig', at truslen fra Warszawa-pagten mod Danmark var overdrevet og i bedste fald ikke eksisterende.

Men i artiklen 'Sådan ville Polen angribe med atomvåben – og Danmark ville ikke eksistere længere' fra januar i år refererer Berlingske hemmelige dokumenter fra den amerikanske efterretningstjeneste CIA, hvor konklusionen var, at Danmark var truet.

Og at truslen kom fra to steder.

Først og fremmest fra Polen, der som en del af Warszawa-pagten havde fået ansvaret for at erobre Danmark. Men også indefra, lyder CIA's vurdering, for det danske forsvar var i en sådan forfatning, at det ikke ville være i stand til at yde overmagten fra øst nævneværdig modstand.

Rigsarkivet, Syddansk Universitet og Koldkrigsmuseum Langelandsfort er i et nyt forskningsprojekt netop nu ved at undersøge, hvor reel truslen fra Polen rent faktisk var.

Total udslettelse?

Der er dog bred enighed om, at det ville være blevet slemt for Danmark, hvis Polen havde angrebet.

Planen varierede i detaljegrad og antal af styrker, bomber og materiel i løbet af den kolde krig, men den gik grundlæggende ud på det samme; nemlig at Danmark skulle sættes ud af spil.

Og det skulle gøres med atombomber.

Hvor mange og hvor kraftige, de ville være, vidste kun Warszawa-pagten. Men i København indstillede man sig på, at det ville blive voldsomt.

Her arbejdede Civilforsvaret, der skulle beskytte befolkningen, i 1961 med et worst-case scenario, som gik på, at der ville blive kastet en atombombe, der var op til tre gange kraftigere end den, der blev kastet over Hiroshima.

Hvis den blev kastet uden varsel og detoneret 400 meter over Rådhuspladsen i klart og tørt vejr, ville den lægge det centrale København i ruiner og dræbe op mod 174.000 mennesker, lød vurderingen.

Og Polen havde formentlig ikke nøjedes med at kaste en enkelt.

På angrebskortet er der tegnet to atombomber over København og yderligere tre på Sjælland. Dertil kan du lægge de atombomber, der ikke er tegnet ind på kortet, men som skulle kastes, hvor der var brug for det, når kampene først var i gang.

Den føromtalte Berlingske-artikel henviser til et videnskabeligt polsk magasin, der har kortlagt de polske atomvåbenarsenaler og konkluderet, at der lå atomvåben med en styrke på 500 gange Hiroshima-bomben.

Og at de skulle kastes over Danmark.

En voldsom, offensiv og destruktiv plan, der, sammen med den militære overlegenhed ifølge den føromtalte CIA-vurdering, ville være nok til at få det strategisk vigtige Danmark til at kollapse.

Eller som koldkrigsekspert Søren Nørby, der også er en af kilderne til denne artikel, konstaterer:

- Jeg tror sgu, vi ville være døde alle sammen.

Altså...hvis den polske angrebsplan rent faktisk var blevet hevet op ad skuffen inden Murens fald i 1989.

Kilder: