Her er 3 andre udbrud af ekstremt smitsomme sygdomme i Danmark

Inden for de seneste 20 år har der bl.a. også været udbrud af svineinfluenza, fugleinfluenza og tuberkulose.

”I nat fik vi konstateret den første smittede med ny coronavirus her i Danmark.”

Med de ord meddelte Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke for nylig, at Danmark havde skrevet sig ind på den stadigt voksende liste af lande, hvor virusset er brudt ud.

Men ordene giver også genklang i historien.

For frygten for de usynlige dræbere har mange gange gennem historien skabt panik og forøget alarmberedskab.

For eksempel hærgede den spanske syge for 100 år siden verden. Her blev Danmark hårdt ramt, og i løbet af et år døde mere end 15.000 mennesker.

Men også inden for blot de seneste 20 år har Danmark haft flere udbrud af ekstremt smitsomme sygdomme - dog heldigvis ikke med nær de samme dødstal, som under den spanske syge.

Tre større udbrud

I år 2000 oplevede verden for eksempel historiens største udbrud af den multiresistente tuberkulose. Det var især lande i Afrika og Sydøstasien, der blev ramt, hvor WHO berettede, at omkring 1,7 millioner mennesker døde. I Danmark blev der konstateret 548 tilfælde, hvilket var en fordobling fra tidligere år.

I år 2006 kom fugleinfluenzaen til Danmark. På verdensplan blev omkring 600 smittet, hvoraf over halvdelen døde af infektionen. Her gjorde særligt vildfugles rolle som smittebærere det svært at begrænse spredningen. Herhjemme blev sygdommen konstateret hos fjerkræ i 28 forskellige områder - men ingen mennesker blev smittet.

Og i år 2009 stod det værre til, da vi for alvor fik svineinfluenzaen at føle i Danmark. Den brød ud i Mexico, hvorefter den hurtigt spredte sig til hele verden. Op imod en halv million danskere blev smittet, og omkring 30 af dem døde.

De tre sygdomme smittede alle gennem såkaldt dråbesmitte. Dråbesmitte betyder, at en sygdom overføres fra de dråber, som bl.a. kommer fra host og nys. Det er også sådan, at coronavirusset smitter i sin nuværende form.

Se videoen i toppen for at opleve klip fra TV Avisens indslag fra udbruddene af de tre sygdomme.

Kilder: TVA 27. februar 2020. Arkivklip: TVA 24 marts 2000, TVA 12. november 2000, TVA 15. marts 2006, TVA 1. maj 2009, TVA 6. juli 2009.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk