Her er 5 ting, du (måske) ikke vidste om rumfærgen Challenger

En ny Netflix-serie undersøger forliset, der i 1986 dræbte alle syv besætningsmedlemmer.

(© Nasa / Getty / DR)

"3…"

"2…"

"1…"

CNN's nedtælling til affyringen af rumfærgen Challenger i 1986 begyndte først få sekunder inden opsendelsen. Men nedtællingen til den katastrofe, som dræbte alle syv ombord, begyndte faktisk flere år forinden.

Dén historie fortælles af en lang række vidner i den nye dokumentar ’Challenger – The Final Flight', som har premiere på Netflix i dag.

Den fire afsnit lange serie er produceret af J. J. Abrams, der blandt andet også står bag flere Star Wars- og Mission Impossible-film.

Historien om Challengers sidste rejse er ikke ny, men er lige utrolig hver gang, man får den fortalt. Det tekniske problem, som forsagede eksplosionen, havde nemlig været kendt i årevis – men blev bevidst ignoreret.

Det var en "acceptabel risiko", mente de ansvarlige chefer.

Så da rumfærgen havde været i luften i...

71...

72...

73 sekunder.... gik det galt.

Her er fem ting, du måske ikke vidste om rumfærgen Challengers forlis.

1

Der var en civil lærer ombord

Christa McAuliffe deltog i det såkaldte 'Teacher in Space Project' - og blev udvalgt blandt 11.000 andre lærere. (© NASA / Creative Commons)

Siden Apollo-missionen i 1969 var amerikanernes interesse for rumfart dalet kraftigt. Målet om at sætte et menneske på Månen var nået, og med et stigende antal succesfulde missioner forsvandt sensationen. Rumrejser blev efterhånden anset som rutine.

Men NASA var på mange måder afhængige af befolkningens interesse, for med den fulgte politikernes interesse og støtte.

Derfor blev det efter en landsdækkende konkurrence afgjort, at den 37-årige amerikanske lærerinde Christa McAuliffe fra staten New Hampshire skulle med ombord på Challenger.

McAuliffe ville være den første civile person, som NASA nogensinde havde sendt ud i rummet – og hendes mission bestod i at undervise en lang række skoleklasser via videolink direkte fra rummet.

Christa McAuliffe kort efter vicepræsident George H. W. Bush har annonceret, hun har vundet konkurrencen. "Det kan godt være, at der kun rejser én person afsted. Men jeg tager ti sjæle med mig," sagde en tydeligt rørt McAuliffe, der var blevet tætte venner med de ni andre finalister. (Foto: Bettmann © Getty)

Hendes forældre og familie var til stede under opsendelsen, der fandt sted den 28. januar 1986 fra Kennedy Space Center i Florida.

De så med egne øjne eksplosionen foran dem.

Også hendes egne elever og tusindvis af andre skolebørn så med live fra klasselokaler landet over.

"Vi blev ved at huje og klappe, selv efter eksplosionen. Vi forstod ikke, hvad der var sket."

Sådan har en af McAuliffes elever tidligere fortalt. Hun så opsendelsen live på McAuliffes skole. Først efter noget tid forstod de, hvad der var sket.

"Der var hundredvis af børn i lokalet, og der blev dødstille."

Eksplosionen skete over Atlanterhavet ud for Floridas kyst. De fleste vragdele blev fundet i ugerne efter forliset, men i mange år efter har folk indleveret dele fra Challenger til NASA, som typisk er skyllet op på stranden. (Foto: Karl Gehring © Getty)

Videooptagelser af VIP-tribunen ved Kennedy Space Center viser på samme måde, hvordan de fleste til at begynde med ikke rigtigt forstår, hvad der er sket. Flere har sandsynligvis troet, at eksplosionen blot var det stadie i opsendelsen, hvor de to hjælperaketter bliver separeret fra resten af rumfærgen.

Efterhånden går det dog op for folk, at der er tale om en utilsigtet eksplosion af en eller anden art – og frygten står malet tydeligt i alles ansigter.

"We have a report from the flight dynamics officer that the vehicle has exploded," lyder det i VIP-tribunens højtaler lidt over et minut efter eksplosionen. Først her går situationen for alvor op for tilskuerne. (Foto: Bettmann © Getty)
"We have a report from the flight dynamics officer that the vehicle has exploded," lyder det i VIP-tribunens højtaler lidt over et minut efter eksplosionen. Først her går situationen for alvor op for tilskuerne. (Foto: Bettmann © Getty)

Barbara Morgan, der i 1986 var McAuliffes backup i tilfælde af sygdom eller lignende, gennemførte senere McAuliffes undervisningsmission.

Under forberedelserne til Challenger-missionen var de to blevet venner – og efter at have bestået hele astronautuddannelsen, tog hun i 2007 det undervisningsmateriale, som McAuliffe havde forberedt med ud i rummet og gennemførte på den måde hendes mission.

I 2007, to årtier efter Challengers forlis, tog Chista McAuliffes backup, Barbara Morgan, afsted med rumfærgen Endeavour. (Foto: Nasa © Nasa)
2

Chefer valgte at opsende trods tydelige advarsler

Den var den højre faststofraket på Challenger, der forsagede eksplosionen. Det er den hvide raket, som her ses på siden af den store, røde brændstoftank. (Foto: MPI © Getty)

Eksplosionen på Challenger opstod, fordi en såkaldt O-ring på den højre af rumfærgens to hjælperaketter (også kaldet faststofraketter eller Solid Rocket Boosters) fejlede.

Som det også beskrives indgående i den nye Netflix-serie, havde teknikere flere gange advaret om problemer med disse O-ringe, der havde til formål at fungere som forsegling mellem hjælperakettens forskellige segmenter og dermed forhindre, at varme gasser kunne slippe ud under affyringen.

Ved flere tidligere affyringer havde man til teknikernes store bekymring set, hvordan gas fra hjælperaketterne var kommet forbi O-ringen – og ved enkelte tilfælde også havde skadet den sekundære backup O-ring.

En hjælperaket - også kendt som faststofraket eller Solid Rocket Booster (SRB) - med dens to O-ringe, som er med til at forsegle samlingerne mellem de forskellige dele af raketten. (© MIT OpenCourseWare)

Derfor var et re-design af hjælperaketterne også påbegyndt, men man ventede ikke på, at det nye design var færdigt, før man affyrede rumfærgen igen.

Ingeniørerne havde desuden observeret og vurderet, at den udendørs temperatur sandsynligvis havde betydning for O-ringenes effektivitet. Målinger indikerede, at jo koldere det var, jo dårligere forseglede O-ringene.

Den 28. januar 1986 var den hidtil koldeste dag, man nogensinde havde haft en opsendelse – og det fik flere teknikere til at opfordre til at udskyde affyringen.

Ledelsen i NASA og hos underleverandøren Morton Thiokol, som producerede hjælperaketterne, valgte dog ikke at rette sig efter teknikernes meget tydelige anbefalinger – og gav launch-tilladelse til Challenger.

Præcis det, som ingeniørerne havde advaret imod og frygtet, skete.

Challenger cirka 59,82 sekunder efter affyringen. På siden kan man tydeligt se en flamme komme ud fra rumfærgens højre hjælperaket. 13 sekunder senere sker eksplosionen. (Foto: Space Frontiers/Archive Photos/Hulton Archive © Getty Images)

Video og billeder fra affyringen viser først, hvordan den højre hjælperaket helt i begyndelsen af opsendelsen lækker grå røg fra siden. Et minuts tid senere kan man se en gul flamme komme ud samme sted.

Flammen vender indad og fungerer derfor som en slags skærebrænder imod den enorme brændstoftank med flydende ilt og brint.

Få sekunder efter sker eksplosionen.

Der blev senere fundet vragrester fra den højre hjælperaket, som bekræftede teorien. Et tydeligt hul var brændt netop ved en O-ring-samling.

Da resterne af den højre hjælperaket blev bjærget, var der brændt et tydeligt hul i siden ved O-ring-samlingen. (© NASA / Creative Commons)

Den såkaldte Rogers-kommission, som skulle opklare, hvordan ulykken var sket, konkluderede ligeledes, at eksplosionen kunne spores til O-ringene.

Men kommissionen gav også tydeligt udtryk for, at de mente, det egentlige problem faktisk lå et andet sted: Nemlig i NASA’s ledelse og kultur.

3

Mandskabet blev sandsynligvis ikke dræbt i selve eksplosionen

Bagerste række fra venstre mod højre: Mission Specialist, Ellison S. Onizuka. Teacher in Space-deltager Sharon Christa McAuliffe. Payload Specialist, Greg Jarvis. Mission Specialist, Judy Resnik. Forreste række fra venstre mod højre: Pilot Mike Smith. Commander, Dick Scobee. Mission Specialist, Ron McNair. (Foto: NASA/Johnson Space Center © creative commons)

Det er aldrig blevet endeligt bekræftet, præcis hvordan de syv personer ombord på rumfærgen Challenger omkom. Men flere ting indikerer, at de sandsynligvis først døde flere minutter efter eksplosionen.

Selvom rumfærgen blevet revet komplet fra hinanden, var cockpittet faktisk intakt – og kan på billeder fra dagen ses blive stødt væk fra eksplosionen.

Cockpittet på rumfærgen var særligt robust og ses her blive slynget væk af eksplosionen.
Cockpittet på rumfærgen var særligt robust og ses her blive slynget væk af eksplosionen.

Da cockpittet blev fundet på bunden af havet, kunne eftersøgningsholdet se, at flere havde nået at få deres såkaldte PEAP's (Personal Egress Air Pack) på – en nødtaske med ekstra ilt.

Teorien er derfor, at astronauterne faktisk først omkommer, da cockpittet rammer havoverfladen med omkring 333 kilometer i timen. Det svarer til en kraft på 200 G, som ikke kan overleves.

Der var ingen nødsystemer på rumfærgen, som kunne redde besætningen i tilfælde af en eksplosion som denne.

4

Eksplosionen var starten på slutningen af NASA's storhedstid

Efter kun fire succesfulde landinger med de nye rumfærger erklærede Ronald Reagan den 4. juli 1982 dem for 'operationelle', selvom de ifølge flere stadig i høj grad var på test-stadiet. (Foto: Roger Ressmeyer © Corbis/VCG via Getty Images)

Siden NASA begyndte at sende folk ud i rummet, var ingen blevet dræbt på missionerne. Selvom tre astronauter døde i 1967 under en test af Apollo 1 i Florida, blev NASA betragtet som nærmest uovervindelige.

De fik sat en mand på månen i 1969 og havde siden formået at udvikle rumfærgeprogrammet, hvor det meste af fartøjet nu kunne genbruges – i modsætning til tidligere, hvor stort set alt gik tabt.

Affyringen den 28. januar 1986 var derfor også Challenger-rumfærgens 10. mission.

Challenger lander i 1983 efter en succesfuld mission. (Foto: Space Frontiers © Getty)

Men eksplosionen og den efterfølgende voldsomme kritik af forløbet gav voldsomme ridser i lakken.

Det samme gjorde de syv dødsfald i 2003, hvor rumfærgen Columbia brændte op i atmosfæren på vej tilbage til jorden.

Columbia brændte op på vej tilbage til jorden. Her få minutter før den planlagte landing er rumfærgen allerede blevet splittet op i flere dele.

Der bliver ofte refereret til de to hændelser, når der tales om, hvorfor USA's rumprogram er så begrænset, som det er i dag. Vigtigst var dog nok afslutningen på Den kolde krig – og den følgende nedskalering af rumkapløbet med Sovjetunionen.

Rumfærgeprogrammet blev lukket i 2011, og først igen i 2020 sendte USA mennesker i rummet med en amerikansk raket. Den var dog ikke bygget af NASA, men af det private firma SpaceX.

SpaceX har i øvrigt bygget et sikkerhedssystem ind i raketten, der gør det muligt for besætningen at slippe væk i tilfælde af kritiske fejl under opsendelsen.

5

Ansvarlig chef fastholder, han gjorde det rigtige

Nogle af de ansvarlige chefer hos NASA afgiver forklaring til den undersøgelseskomission, som blev nedsat efter Challengers forlis. (Foto: Bettmann © Getty)

NASA havde før Challenger-ulykken stillet i udsigt, at de med rumfærgeprogrammet ville kunne nå helt op på omkring to affyringer om måneden - en kadence, der dog aldrig blev opnået.

Det pres, som fulgte med denne meget ambitiøse plan, er ofte blevet beskrevet som en af de underliggende årsager til ulykken, fordi det fik ledelsen til at træffe en række uhensigtsmæssige og direkte farlige beslutninger for at holde tidsplanen.

Som det også fortælles i den nye Netflix-dokumentar, underskrev ledelsen eksempelvis flere gange et undtagelsesdokument, som gjorde, at man kunne ignorere sikkerhedsprocedurer for at få rumfærgen sendt afsted.

Det skete også med O-ring-problemet, der ellers var blevet klassificeret som "critical 1" – den hårdeste sikkerhedsanmærkning, der kunne gives.

Challenger-holdet skilte sig ud ved at have to kvinder og flere ikke-hvide besætningsmedlemmer. (Foto: Photo 12 / UIG © Getty)

På et centralt telefonmøde dagen inden opsendelsen blev presset for at få en affyring igen tydeligt.

Ved mødet skulle NASA og underleverandøren Morton Thiokol, som stod for produktionen af hjælperaketterne, finde ud af, om affyringen skulle afblæses.

Ved mødet anbefaler Morton Thiokol indledningsvis at aflyse opsendelsen på grund af det kolde vejrs effekt på O-ringene.

Ifølge ingeniør Arnold McDonald fra Morton Thiokol, som var med til mødet, skal NASA-chefen Lawrence Mulloy have reageret meget kraftigt og blandt andet have sagt:

”Gud fader, Thiokol. Hvornår vil du så have opsendelsen? Næste april?”

Morton Thiokols ledelse ender, trods tydelige protester fra dets ingeniører, med at ændre mening – og trække opfordringen til en aflysning tilbage igen.

(Foto: Nasa © creative commons)

De ansvarlige folk, som endte med at ignorere advarslerne, og alligevel sende Challenger og dets syv besætningsmedlemmer afsted, har det i dag meget forskelligt med deres beslutning.

Den nu aldrende daværende NASA-chef Dr. William Lucas kendte til problemerne, og forklarede dengang efter ulykkenm at han mente, det var ”en rimelig risiko at løbe”.

Han var selv under pres fra sin egen chef, raketpioneren Wernher von Braun, men bruger i dag ikke dette som forklaring på sine handlinger.

William Lucas fortæller i Netflix-dokumentaren, at han stadig holder helt fast:

”30 år har ikke ændret min tankegang. At rejse ud i rummet er noget, de bedste lande gør. De vil gøre teknologiske fremskridt. De vil lære. Det er også risikabelt. Du er nødt til at tage nogle chancer.”

Han tilføjer:

”Jeg gjorde, hvad jeg troede var det rigtige, set i lyset af de informationer jeg havde. Og hvis jeg så på det igen med samme information som dengang, ville jeg gøre det igen.”

Joseph Kilminster fra underleverandøren Morton Thiokol har det en hel del anderledes:

”Der var syv vidunderlige, dygtige og dedikerede mennesker, som mistede livet. Og jeg var en del af den beslutningsproces, som gav grønt lys. Det har…altid været i mine tanker,” fortæller den grådkvalte og i dag ældre mand i dokumentaren.

Ed og Grace Corrigan, forældre til Christa McAuliffe, besøger deres datters gravsted 28. januar 1987 - ét år efter henes død. (Foto: Suzanne Kreiter © The Boston Globe via Getty Images)
Facebook
Twitter