Her er de fem nominerede til Årets historiske bog

En bog om en hårdkogt dansk kriminel, det sorte USA's rå virkelighed eller kaffe og chokolade er blandt de udvalgte til Årets historiske bog.

De udvalgte bøger til Årets historiske bog bidrager alle med et nyt perspektiv på historien. Et alsidigt udvalg af høj kvalitet, vurderer anmelder. (Foto: Nationalmuseet/Gyldendal © Gads Forlag og Wormianum/Den Gamle By)

De fem nominerede til prisen for Årets historiske bog er netop blevet offentliggjort.

Der er tale om et bredt udvalg af bøger af meget høj kvalitet, vurderer historiker og anmelder ved Berlingske Tidende, Bent Blüdnikow.

- Listen er utrolig alsidig og fyldt med kompetente bøger. Man får alt fra nuanceret amerikansk historie til intens socialhistorie, siger han til DR Historie, som har set listen inden, den blev frigivet.

De fem bøger er nomineret af en fagjury på otte personer, som i løbet af 2017 har læst og vurderet omtrent 70 forskellige danske historiske bøger.

Historiske bøger skal være for alle

Juryens formand Poul Poulsen pointerer, at juryen i udvælgelsen af bøgerne som det allerførste har undersøgt bøgernes historiske korrekthed og dokumentation. Derefter er der lagt vægt på, at værkerne kommer med ny information eller et nye perspektiver.

Men der hvor fårene for alvor er blevet skilt fra bukkene, er i den fængende formidling, som juryen er gået meget op i.

- Historien skal fortælles ordentligt, så den ganske almindelige læser også har lyst til at læse historiske bøger. Historien skal ikke kun være for nørder, siger juryformanden.

De 5 nominerede er:

  • Jørn Brøndal: 'Det sorte USA'

  • Steffen Heiberg: 'Nye horisonter'

  • Poul Duedal: 'Ondskabens øjne'

  • Anette Hoff: 'Nydelsesmidlernes danmarkshistorie' (tre bind)

  • Lisbeth M. Imer: 'Danmarks runesten'

Prisen samt 25.000 kroner uddeles af Dansk Historisk Fællesråd og Historie-online.dk. Afstemningen afsluttes den 10. marts 2017, og vinderen offentliggøres den 25. marts 2017 under Historiske Dage i Øksnehallen i København. Det er brugerne som via en afstemning på Historie-onlines hjemmeside afgør, hvem af de fem der skal vinde.

Facebook
Twitter