Her er dronningen af den historiske roman

Marie Helleberg har i årevis skrevet om Danmarkshistoriens markante skikkelser. Nu er hun aktuel med Thomasines Frihed, der handler om en kvinde, forfatteren gerne selv ville kende.

Maria Helleberg er en af landets mest flittige forfattere af historiske romaner. (Foto: Line Kjærgaard Larsen © DR Ligetil)

Af Dorthe Chakravarty

Maria Helleberg er den historiske romans dronning. Hun er en af landets mest flittige forfattere og skriver stort set en bog om året.

En del handler om Danmarkshistoriens markante kvindeskikkelser. I år gælder det bogen Thomasines Hemmelighed, der vender historien om guldalderens Thomasine Gyllembourg, der var gift med P. A. Heiberg, som blev landsforvist på grund af sine kontroversielle holdninger.

Thomasine blev gift igen, men for at få Heiberg til at give afkald på ægteskabet, måtte hun give afkald på sin søn. Bogen beskriver et levet liv, men er ikke en biografi. Det er en roman.

Forfatteren læser dog gerne biografier, og har et bud på, hvad der er en god biografi:

- Det er bog, der overrasker mig, og som vender mine fordomme. Det er sjældent, man læser en biografi om en person, man slet ikke har et forhold til, men jeg vil jo gerne have noget at vide, som jeg ikke selv kunne gætte mig til. Og jeg vil gerne have en konsekvens. Derfor har jeg det svært ved nogle ældre anglesaksiske biografiskrivere, fordi de regner med, at hvis bare jeg får alle begivenheder og årstal, så har jeg også personen, men det er ikke den måde, man får en biografi til at leve på.

Netop nu er Maria Helleberg i gang med Ritt Bjerregårds anmelderroste selvbiografi, og Helleberg er også begejstret:

- Det er jo sjældent selvbiografier lykkes, men det gør hendes bog. Hun er nuanceret i sin fortælling, og det handler nok om, at hun har ventet med at skrive sin historie til hun rent faktisk var trådt ud af det politiske liv, så der skal ikke hyppes kartofler. Hun har holdninger, men har ikke position.

Den handler om menneskeliv

Hellebergs nyeste bog er som nævnt ikke en biografi. Det er fiktion med få biografiske træk.

Forfatteren har læst breve, dagbøger og værker skrevet af de personer, der er med i bogen, men fortællingen skaber hun selv, for som hun siger:

- Jeg vil frygtelig gerne fokusere på det, jeg synes er vigtigt, nemlig at Thomasine udviser en brutalitet overfor Peter Andreas, og hun fortsætter med at beskrive bogen:

- Den handler om menneskeliv. Der er utrolige mængder af stof i mine bøger, der, selv om de omhandler personer, der har levet, inddrager begivenheder, samtaler og holdninger, som er hentet udenfor personernes liv, og derefter er applikeret over på historien. Det er jo en litterær metode.

I Hellebergs tidligere bøger om Kamma Rahbek og Louise Heiberg, optrådte Thomasine Gyllembourg, som ”en larmende bifigur”, fortæller hun.

Da forfatteren efterfølgende satte sig ned og genlæste Gyllembourgs breve og bøger kunne hun se, at der gemte sig en historie, som ikke var blevet fortalt om P.A. Heibergs hustru, hvis bøger blev udgivet under pseudonym, så ingen vidste, hvem forfatteren var, før hun døde.

Helleberg fandt sin tråd i historien, og bogen fik yderligere næring af det syn, eftertiden har haft på Thomasine:

- Den er også affødte af, hvad man har ment om hende op gennem 1800-tallet, hvor man starter med at være dybt fascineret af hende, fordi hendes værker først bliver identificeret, da hun dør. Så begynder nedvurderingen af hende, og da vi kommer op i 1900-tallet, er hun reduceret til en hypokonder og en sindssyg gammel kone.

Hellebergs egen favorit

Det var personen bag de mange fordomme, Maria Helleberg gerne ville møde, og som hun nu lader læserne stifte bekendtskab med i Thomasines frihed.

Helleberg læser ikke kun biografier og historiske kilder, hun læser mange historiske romaner, og én forfatter er hun særlig begejstret for:

- Hilary Mantel’s Wolf Hall har jeg været utrolig lykkelig for. For en gangs skyld er der høj kvalitet i en historisk roman fra England, der ellers har været præget af underholdningslitteratur. I Danmark har vi i virkeligheden været utrolig heldige, fordi vi har arven fra Johannes V. Jensen og Thit Jensen, når det gælder historiske romaner. De gjorde den historiske roman til en genre som alle mulige andre. I England har det været en genre, hvor der ikke var store krav til sprog. Pludselig skrev Mantel, og hun skrev en pragtfuld historisk roman efterfulgt af endnu en, og nu går vi så og venter på, at hun skal komme med det afsluttende bind. Det har været en af de største fornøjelser for mig de sidste 10 år.

Redigeret 9/11/2015

Facebook
Twitter