Her er vikingernes fem favoritvåben

Når vikingerne rejste på plyndringstogter i Europa, var de yderst velforberedte. Ikke mindst i forhold til deres våben.

Vikingerne brugte både skjold, sværd og økser når de var i nærkamp med fjenderne. Her ses en rekonstrueret vikingekamp ved Trelleborg. (Foto: Henrik Schilling © Henrik Schilling)

Vikingerne stjal, voldtog og myrdede, når de drog på plyndringstogter langs Europas kyster. Derfor var de i et kvart årtusind, fra år 800 til 1050, frygtet af indbyggerne i en lang række europæiske havnebyer, når de indledte deres angreb med både sværd, skjolde og økser i hænderne.

I en ny tv-serie på DR 1, ’Brdr. Madsens tidsrejse’, rejser Peter Lund Madsen og Anders Lund Madsen i seriens andet afsnit, der sendes i aften, tilbage til vikingetiden for at blive klogere på vikingerne og ikke mindst deres våben og kampteknikker.

I den anledning har DR Historie set nærmere på de fem mest brugte våben, som vikingerne havde med sig, når de gik i land og kæmpede på slagmarken.

Selv om det er mere end 1.000 år siden, at vikingerne sejrede på slagmarken, har man blandt andet ved hjælp af arkæologiske fund i grave og søer fået et indtryk af, hvordan kamphandlingerne forløb. Det er især våben, man har fundet og som i dag er en af de vigtigste årsager til, at man er i stand til at fastlægge den taktik, der lå bag angrebene og kampteknikkerne.

1: Sværdet - kun for de rigeste

Kun de bedrestillede vikinger ejede et sværd. Disse tre vikingesværd er fundet i henholdsvis Osted, Søndersø og Sørup. (Foto: Lennart Larsen © Nationalmuseet)

Det var langt fra alle vikinger, der bar et sværd, når de var i kamp. Sværdet, der blev betegnet som det ultimative nærkampsvåben, var et elitevåben for de mest velstående vikinger. Derudover var sværdet et af de våben, der kunne ændre et slag radikalt, hvorfor det havde en stor betydning for den enkelte viking.

I dag har man fundet en række sværd fra vikingetiden. Derfor ved man, at vikingernes sværd var ca. 90 cm. i længden. Ofte var de rigt dekorerede med udskæringer, udsmykkede klinger og sølv- og guldbelægninger. Her var det især grebet, der kunne være udstyret med ædle metaller og udformet med sirlige mønstre.

Det var ikke usædvanligt, at vikingerne gav deres sværd navne, og når en højtstående viking skulle begraves, fulgte hans sværd typisk med ham i jorden. Sværdet kunne dog også blive i familien og gå i arv, da det var et af de mere kostbare våben.

2: Øksen – fra værktøj til våben

Vikingerne brugte primært deres økser til almindeligt arbejde, men nogle er også blevet brugt til kamp. Dette økseblad stammer fra Trelleborg ved Vestsjælland og er fremstillet af jern med sølvindlæg. (Foto: Arnold Mikkelsen © Nationalmuseet)

I modsætning til sværdet var øksen et mere udbredt og almindeligt våben for den menige viking. Oprindelig var øksen skabt som et værktøj og til arbejdsrelaterede gøremål, og derfor var det ret utraditionelt, at vikingerne valgte at bruge den til kampvåben. Derfor kan det også i dag være svært at se, om en viking-økse har været brugt til arbejde eller i kamp.

Mange af de økser man har fundet fra vikingetiden, er enten fundet i krigsgrave eller almindelige grave. Ligesom med sværdet var der mange forskellige økser, hvad angik dekorationer og kvalitet. De fleste var lavet af jern, men derudover fandtes økserne i et utal af nuancer. Nogle var et kunstværk i sig selv med indlagt sølvtråd og mønstrede kobberindlægninger, der kunne ligne dyrefigurer, mens andre var mere simple og uden udsmykninger.

Fælles for mange af økserne var, at de enten havde kristne eller hedenske indgraverede symboler, og samtidig var de fleste i stand til at svinge med en sådan kraft, at de kunne flække en hjelm midt over.

3: Skjoldet – ikke kun til forsvar

Vikingerne brugte primært deres skjolde som forsvar, men de kunne også være effektive til at slå fjenden med i nærkamp. Vikingeskjoldene bestod af træplanker, der blev holdt sammen af en træliste og dyrehud. Her ses resterne fra et vikingeskjold fra den gamle vikingeborg Trelleborg i Vestsjælland. (Foto: Rógvi N. Johansen © Nationalmuseet)

Sammen med øksen og buen var skjoldet en af de mest udbredte våbentyper under vikingetiden. Skjoldet blev anvendt som et forsvarsvåben, hvor vikingerne stillede sig i en særlig formation, enten på én lang række eller i en trekant for at skabe en mur af skjolde, der overlappede hinanden og som gjorde det svært for fjenden at bryde igennem.

Skjoldet kunne dog også bruges under kamp til at slå med, så fjenden kunne komme ud af balance – og et angreb med sværd eller økse dermed blev muligt.

Skjoldet blev også brugt i direkte duel, hvor man så havde skjoldet i den ene hånd og enten et spyd eller et sværd i den anden. Legemlige rester fra vikingetiden har påvist, at mange, trods skjoldets forsvar, pådrog sig særligt mange skader i den nederste region og på benene.

Et vikingeskjold målte mellem 80-100 cm. i diameter. Det cirkelrundede skjold bestod af træplanker, der blev holdt sammen af en træliste og dyrehud, hvilket var med til at presse plankerne sammen. I midten sad en jernknop som håndtaget for at beskytte vikingens hånd. Håndtaget eller den såkaldte skjoldbule er ofte det eneste, der er bevaret efter mere end 1.000 år i jorden. Dog fandt man ved arkæologiske udgravninger i 2008 et helt skjold ved Slagelse – blot det andet hele skjold, man har fundet fra vikingetiden.

4: Hjelmen – aldrig med horn

I hele norden er der kun fundet én bevaret vikingehjelm. At der ikke er fundet flere vikingehjelme, kan skyldes, at der ikke har været tradition for at lægge hjelmene i grave, som det har været tilfælde med blandt andet sværd og økser, eller at det kun har været meget få vikinger, som har båret hjelm. Her ses en kopi af hjelmen fra Norge. (Foto: Jacob Nyborg Andreassen © Nationalmuseet)

Ligesom sværdet var hjelmen ganske kostbar, og blev derfor typisk kun båret af de rige vikinger. Faktisk har man i dag kun én bevaret vikingehjelm, der blev fundet i en krigsgrav nord for Oslo.

Hjelmen var en del af vikingens forsvarsudrustning, der i flere tilfælde havde den velkende øjenbrynsbue til at beskytte for ansigtet i forbindelse med kamp. Til gengæld var vikingehjelmen ikke udstyret med horn, som man tidligere havde set dem i Jernalderen. At vikingehjelmen havde horn var en myte, der opstod i 1800-tallet og som siden blev alment kendt, trods arkæologer har kunnet modbevise myten i mere end 100 år. Samtidig ville hornene være upraktiske i kamp, da de let kunne hænge fast i træer og buske.

5: Buen – et indledningsvåben

Vikingerne benyttede sig især af bue og pil, når de var på sikker afstand af fjenden. Buerne på billedet er dog lidt ældre end vikingetiden - de stammer nemlig fra jernladeren. (Foto: John Lee © Nationalmuseet)

Buen var et vigtigt og afgørende våben til at indlede et slag med. Det foregik enten fra skibet eller på landjorden med en god og sikker afstand til fjenden. Ved at skyde pile mod fjenden som en indledningsmanøvre håbede vikingerne, at de kunne nedlægge den første række af fjendens krigere. Dette krævede dog en bestemt afstand, da buens rækkevidde var omkring 200 meter.

Vikingernes buer var lavet af task eller elmetræ, klassisk buetræ, da begge har en stor spændeevne og derved kan sende et kraftigt skud af sted. Selve buestrengen var fremstillet af hør, og i alt målte buen cirka 190 cm.

Flere steder i Skandinavien har man fundet rester fra vikingebuer, eksempelvis i Norge og Sverige, mens man i Danmark har fundet en del pilespidser ved den kendte skibsgrav ved Hedeby. Disse pile fandtes i mange forskellige former og en række materialer. Dog var det fælles for dem, at spidserne var af jern.

Kilder: Jacob Nyborg Andreassen, forhistorisk arkæolog på Nationalmuseet, og www.natmus.dk

Du kan se andet afsnit af tv-serien ”Brdr. Madsens tidsrejse” på DR 1 onsdag aften kl. 20.00, hvor det handler om vikingetiden.

Facebook
Twitter