Historiker om Godhavn-overgreb: Det skete også på mange andre børnehjem

Ny film fortæller om uhyrlighederne på børnehjemmet Godhjem i 1960’ernes Danmark. Tugtelse var hverdagskost. Men det var også virkeligheden mange andre steder, fortæller historiker.

Lars Mikkelsen spiller en af hovedrollerne i filmen 'Der kommer en dag' om børnehjemmet Godhavn, hvor børnene blev udsat for voldsomme overgreb. (© PR)

Når personalet på Drenge- og Skolehjemmet Godhavn førte hustugtsprotokol – det vil sige, når der blev begået fysisk afstraffelse – blev det gjort med stor nøjagtighed. Dato, omfang og årsag blev noteret.

Dog dækker den eneste hustugtsbog, der er bevaret fra Godhavn, årene 1948-1959 - altså en periode hvor tugtelsen endnu ikke var gjort ulovlig.

- Så det er en rigtig dårlig kilde til at finde ud af, hvad der foregik i virkeligheden, siger historiker Jacob Knage Rasmussen og pointerer:

- Skal man vide noget om, hvordan det var at være der fra individets perspektiv, skal man ud og tale med de tidligere anbragte.

Og netop det har blandt andre Jacob Knage Rasmussen gjort, hvilket i 2011 resulterede i den såkaldte ’Godhavnsrapport’, som ud fra interviews med dem, som tugten gik ud over, beskriver forholdene på børnehjemmet.

Filmen ’Der kommer en dag’, som har premiere i dag, er blandt andet baseret på netop den rapport.

Dokumentation for overgreb i kældre og på lofter

Journalføringen har selvfølgelig kunnet bidrage til et billede af misbruget, understreger Jacob Knage Rasmussen, som i undersøgelsen beskæftiger sig med børnehjem fra 1945-1976.

- Men når man taler med de tidligere børnehjemsbørn, og de fortæller, hvordan hverdagen var, og hvad de oplevede af overgreb, svigt og ensomhed og så videre, så er det en historie, du slet ikke kan folde ud i journalerne.

Drenge på Godhavn børnehjem i cirka 1920, dengang det var en opdragelsesanstalt. (Foto: Foto fra Godhavnsrapporten)

Socialministeriet bestilte i sin tid rapporten hos Forsorgsmusset i Svendborg, hvor Jacob Knage Rasmussen i dag er i gang med en ph.d. om netop børnehjemsberetninger sammen med Syddansk Universitet. Men bestillingen kom dengang kun, fordi interesseorganisationer havde presset på for at få gransket forholdene, fortæller han. Heriblandt Landsforeningen Godhavnsdrengene.

Indtil da havde der aldrig været en systematisk undersøgelse af de danske børnehjemsforhold.

Allerede i 2001, altså længe inden rapporten udkom, rejste den daværende museumsinspektør på Forsorgsmuseet Maria Rytter rundt til landets døgninstitutioner for at samle materiale til en udstilling om børnehjemsbørnenes historie. Også nedlagte børnehjem, hvor hun fandt dokumentation i kældre og på lofter. Herunder gamle journaler.

Arkiver i kælderen under køkkenet på Godhavn børnehjem. (Foto: Maria Rytter (Godhavnsrapporten))

Det glemte materiale blev en del af børnehjemsudstillingen ’Du skal ikke tænke på din mor og far’, hvortil en hjemmeside blev oprettet, så tidligere anbragte kunne dele deres historier.

Derfra gik det stærkt. Først nu havde mange af børnehjemsbørnene fundet et forum til at åbne sig, og kravet om en udgranskning kunne tage form.

Volden var udbredt på datidens institutioner

Ifølge Jacob Knage Rasmussen har der ikke været tale om hemmeligholdt vold på datidens institutioner. Sådan var forholdene. Og volden var udbredt.

Det bekræfter medicinhistoriker Jesper Vaczy Kragh, som er medforfatter til bogen ’På kanten af velfærdsstaten’ om dansk institutionsliv i 1900-tallet.

- Der er nogle opgørelser i 50’erne, hvor man tæller op, hvor meget der bliver brugt. Det er så baseret på institutionernes egne beregninger, men der er det cirka halvdelen, der uddeler øretæver, forklarer han.

Foto fra Toftegård Drengehjems interne skole, cirka 1960. (Foto: Foto fra Godhavnsrapporten)

1. januar 1968 kom forbuddet mod lussinger og legemlig revselse under enhver form. Før det, i 1954, var spanskrøret blevet afskaffet. Misbruget fortsatte i mellemtiden på Godhavn lang tid efter.

'Godhavns-stilen' var normal

- Mange af dem, vi har snakket med, fortæller jo, at der stadigvæk foregik den her fysiske vold på Godhavn. Det er jo ikke kun med nutidens briller, vi ser tilbage og tænker ”Det var horribelt, det måtte da være ulovligt dengang”. Det var faktisk ulovligt, det, der foregik efter 68, siger Jacob Knage Rasmussen.

Historikeren kender ikke det fulde omfang af overgrebene på landets godt 350 børnehjem på det tidspunkt. Dog mener han, at det har været en tendens blandt mange af dem, ikke mindst de psykiske krænkelser:

- Jeg kan sige, at man på de andre hjem, vi har været på, kan genkende den samme omgangsform imellem voksne og børn – også det med den fysiske afstraffelse, indespærring og så videre.

Desuden kender man ikke efterkrigstiden for sin nænsomhed over for børn, tilføjer Jesper Vaczy Kragh:

- Det var jo et autoritært samfund, meget var præget af kæft, trit og retning. Hele den der idé med, at man skulle vise sympati, kærlighed og have nære relationer til børn, var ikke noget, der prægede det tidspunkt.

Drengene på Godhavn ejede intet personligt. Her ses deres jakker i 1968, som blev givet videre fra dreng til dreng, til det var slidt op. (Foto: Henning Clausen (Godhavnsrapporten))

Trussel mod velfærdsstaten

Først i 1960’erne begyndte opgøret med afstraffelseskulturen, ikke bare i børneforsorgen, men også i åndssvageforsorgen og blandt blinde og døve. Dem, der traditionelt ikke havde kunnet passe ind.

- I perioden før 60’erne var der en tanke om, at individet indgik i et større kollektiv, og individet skulle tilpasse sig samfundet, fortæller Jesper Vaczy Kragh med henvisning til socialreformen i 1933, hvor staten blev ansvarlig for at dække udgifterne til landets udsatte under Lov om offentlig Forsorg.

Seden Enggård på Fyn. Det opstillede foto fra cirka 1960 viser, hvordan drengene får post hjemmefra. (Foto: Foto fra Godhavnsrapporten)

- Man ville gøre noget for disse grupper i samfundet, men var også lidt nervøs for, at udgifterne skulle blive for store, fortsætter medicinhistorikeren og tilføjer:

- Så det var sådan en slags noget for noget, hvor man på den ene side gerne ville hjælpe, men også sikre sig mod grupperne, som samfundet så som en trussel.

Den nye ordning bar fortællingen om velfærdsstaten, der skulle give udsatte grupper og arbejderklassen bedre forhold, men kunne reelt ikke rumme den nederste del af befolkningen. Den blev derfor udskilt.

- Det er sådan en historie, som vi herhjemme nok har haft lidt svært ved at forholde os til, fordi vi har en anden fortælling om, at vi gjorde noget for de svage grupper i samfundet, siger forfatteren til ’På kanten af velfærden’.

Historien vigtigere end undskyldninger

På baggrund af Godhavnsrapporten ønsker social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) ikke at undskylde på statens vegne. ”Man kan sige undskyld for det, man selv er ansvarlig for – ikke for, hvad andre har været ansvarlig for”, skrev hun i debatindlæg til Berlingske 19. april.

Godhavnskomplekset fotograferet af lærer Henning Clausen i 1968.

For Jacob Knage Rasmussen, der har arbejdet med mange af rapportens børnehjemsbørn, handler det imidlertid ikke kun om officielle undskyldninger.

Ofrene har først og fremmest brug for at blive lyttet til, pointerer han:

- Noget af det allervigtigste er, at man tager de tidligere børnehjemsbørns erindringer alvorligt og lader være med at negligere historierne fra dengang, for de har i den grad brug for at komme frem. Både rent historisk og i forhold til, at det betyder rigtigt meget for de her mennesker at blive hørt på – og blive troet på. At vi som samfund tror på deres historier, også selv om vi ikke kan dokumentere dem via skriftlige kilder.

Facebook
Twitter