Historikere: Der er brug for en ny danmarkshistorie

DR’s nye tv-serie om Danmarks historie vil få stor betydning for danskernes historiebevidsthed, lyder det fra flere historikere.

Historiker og museumsdirektør ved Museet for Søfart Ulla Tofte er én af flere historikere, der hilser DR's nye tv-serie Historien om Danmark velkommen. (Foto: Studio 03 / Svenn Hjartarson © Studio 03 / Svenn Hjartarson)

Fra stenalderen over renæssancen til Muhammed-tegningerne. Igennem 12 afsnit vil DR i 2017 præsentere danskerne for danmarkshistorien – både som de kender og ikke kender den. Og landets førende historikere er ikke tvivl: Danmarkshistorien som tv-serie er en rigtig god idé.

- Hver generation skriver sin egen historie, og tiden er moden til en ny fortælling om Danmark, siger Ulrik Langen, historiker og professor ved Københavns Universitet.

Sidst danskerne kunne lade sig underholde af historien var i 1982, hvor Erik Kjersgaard i ti afsnit fortalte danmarkshistorien til DR’s seere. Men meget vand er løbet i åen siden da:

- Alting udvikler sig. Både tv-mediet og vores syn på historien har ændret sig, siger Ulrik Langen.

Den historieløse tid er forbi

Ulla Tofte, historiker og museumsdirektør ved Museet for Søfart, ser også positivt på den kommende tv-fortælling – især taget i betragtning at det i 2017 vil være 35 år siden, at Erik Kjersgaards danmarkshistorie blev sendt første gang.

- Vi har haft tre historieløse årtier, så det er i høj grad på tide, siger Ulla Tofte.

Hun peger på, at manglen på historie i medierne og i danskernes bevidsthed i høj grad handler om, at både historikere og journalister har haft svært ved at se, hvad den store historie er.

- Og så har vi været i tvivl om, hvad historien er værd. Imens er vi som samfund gået imod at blive mere individualiseret og nichepræget, så udfordringen for DR bliver at finde den store historie, der kan binde danskerne sammen, siger Ulla Tofte.

Og er der nogen, der skal binde danskerne sammen om historien, så er det DR. Sådan lyder det fra Jes Fabricius Møller, historiker og lektor ved Københavns Universitet.

- DR har en forpligtigelse overfor danskerne som public service-kanal. I dag er det vanskeligere at fortælle den store historie ud fra et nationalt perspektiv, fordi vi orienterer os meget mere internationalt. Men DR kan bruge den nationale ramme, fordi det blandt andet er DR's job at fortælle danskernes historie for danskerne, siger Jes Fabricius Møller.

Kun én historie om Danmark?

DR’s satsning møder dog også et par kritiske forbehold, når man spørger historikeren Bernhard Eric Jensen. Ifølge ham bør DR være varsom med, at ville fortælle én samlet danmarkshistorie.

- Vores idé om den samlede danmarkshistorie opstod for alvor først i 1870’erne efter nederlaget ved Dybbøl. Det var et led i et større identitetspolitisk projekt, siger Bernhard Eric Jensen og fortsætter:

- Så når DR laver et projekt som dette, bør DR fokusere på at fortælle historien om, at danmarkshistorie i virkeligheden handler om flere sammenflettede historier, og ikke én samlet historie.

Vær ikke bange for debatten

At tv-serien vækker debat endnu inden den er optaget færdig og sendt, er kun en god ting, hvis man spørger Ulla Tofte.

- Hele formålet med sådan en tv-serie er, at vi kommer til at diskutere historie. Forhåbentligt vil rigtig mange se serien, og bagefter vil de forhåbentligt have en masse meninger om den. På den måde vil der blive diskuteret danmarkshistorie fra folkeskole til plejehjem, siger hun.

Og Jes Fabricius Møller er enig:

- Hvis DR’s ikke kommer til at vække debat med serien, så er der næsten gået noget galt. Enhver fortolkning af historien vil skabe stof til eftertanke og sommetider møde modstand, siger han.

Historiker Ulla Tofte mener at det er på høje tide med en ny samlende Danmarkshistorie på tv.