For fem uger siden fik Martin frataget sit pas af politiet i Syd- og Sønderjylland. Han havde været i Irak og kæmpe mod terrorgruppen Islamisk Stat.

Det er nemlig ulovligt at rejse til Syrien og Irak for at deltage i væbnede konflikter på egen hånd.

Nu har Martin lagt sag an mod politiet, fordi han mener, at han var på samme side som den danske stat. Han kæmpede nemlig udelukkende med de kurdiske peshmergastyrker, som er Danmarks allierede i krigen mod Islamisk Stat.

Men det er ikke første gang i danmarkshistorien, at unge danske mænd drager i krig på egen hånd - selvom både krigene og krigernes ideologier har været vidt forskellige.

I tiden omkring Anden Verdenskrig kæmpede danskere i både Spanien, Finland og på Østfronten. De blev bedømt vidt forskelligt af den danske stat, da de vendte hjem igen.

1. Spaniensfrivillige: Blev anholdt ved hjemkomsten

Mange spaniensfrivillige fik sig en grim overraskelse, da de vendte hjem til Danmark i 1938. På Københavns Hovedbanegård blev de budt velkommen af flere tusinde begejstrede mennesker.

Men i dagene efter fik de besked på at møde op på politistationen. Her blev de afhørt, og nogle måtte endda en kort tur i arresten.

- Det var ulovligt at deltage i krigshandlinger i Spanien, fortæller Morten Rievers Heiberg, historiker og professor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet.

De europæiske lande indgik i august 1936 en international aftale om et forbud mod at støtte de stridende parter i borgerkrigen i Spanien. Danmark bakkede op om aftalen, og det betød, at man brød dansk lov, hvis man tog del i krigshandlingerne.

Alligevel rejste flere danske mænd illegalt til Spanien.

De var eventyrlystne og indignerede over de fattiges levevilkår i Europa. Mange havde en arbejderbaggrund og var kommunister. Sidstnævnte var med til at gøre deres sag upopulær hos danske politikere.

- Politikerne var mistænksomme over for de spaniensfrivillige, fordi de i overvejende grad var kommunister. Man mente, at kommunisterne udgjorde en trussel mod samfundet, forklarer Morten Rievers Heiberg.

Omkring 500 danskere sneg sig over grænsen til Spanien for at kæmpe på republikansk side i borgerkrigen.

Den kendsgerning, at de spaniensfrivillige støttede republikanerne, som også fik støtte fra Sovjetunionen, satte de danske politikere under pres.

Danmarks store nabo mod syd, Tyskland, støttede nemlig nationalisterne, og de danske politikere ville ikke provokere Tyskland unødvendigt.

Kampene i Den Spanske Borgerkrig fik store konsekvenser for mange af de danske spaniensfrivillige. En del omkom i krigen eller kom hjem med fysiske eller psykiske handicap.

Senere fik de også de danske myndigheders mistro at føle. Politiet brugte afhøringerne til at lave lister over danske kommunister. De selv samme lister hjalp formodentligt tyskerne under Anden Verdenskrig med at internere danske kommunister.

De spaniensfrivillige har senere fået anerkendelse for deres indsats. Spanien tildelte i 1996 alle internationale spaniensfrivillige spansk statsborgerskab.

2. Frivillige i Finland: Blev modtaget som helte

Flere tusinde danskere var mødt op i Frihavnen for at modtage Det Danske Finlandskorps, da de vente hjem i 1940. De kom aldrig i kamp, men var taget af sted for en populær sag: At hjælpe det finske broderfolk med at forsvare sig mod overmagten fra Sovjetunionen.

- Det var lovligt for danskere at rejse til Finland og melde sig til de finske styrker, fortæller Jan Ahtola Nielsen, ekstern lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet.

- Men man måtte ikke hverve frivillige til krigen i Danmark. Den danske regering kørte en stram og upopulær neutralitetspolitik.

Støtten til Finland blev lynhurtigt til en folkesag, men politikerne var bange for at vælge side.

Anden Verdenskrig rasede i Europa, og hvis krigen i Finland spredte sig kunne hele Norden blive omdannet til en krigsskueplads. Man ville for alt i verden ikke provokere Sovjetunionen eller Tyskland unødigt.

Men danskerne tager sagen i egen hånd. De ulovlige hvervekampagner bliver stadigt mere udbredte, som krigen skrider frem, og Finland holder stand.

Myndighederne ser igennem fingrene med hvervekampagnerne.

1.000 danske mænd rejser til Finland og bliver trænet i Det Danske Finlandskorps. Blandt dem en hel del danske soldater, som stak af fra tjenesten i den danske hær.

De når dog ikke i kamp, for den finske regering underskriver en fredsaftale med Sovjetunionen, før Det Danske Finlandskorps bliver sendt til fronten. De laver militær bevogtning i Finland, før de vender hjem til Danmark.

Her bliver de ikke modtaget af politiet. Der venter heller ikke militærpoliti på de soldater, som stak af fra dansk tjenesten.

Tværtimod:

- Det var strafbart at desertere, men de finlandsfrivillige havde en særlig status i hæren. Nogle af dem får en venlig irettesættelse, men ellers bliver de mødt med sympati fra deres ledelse, forklarer Jan Ahtola Nielsen.

3. Frivillig ved Østfronten: Blev dømt som landsforrædere

De frivillige ved Østfronten kunne se frem til en kølig modtagelse i Danmark. Retsopgøret var i fuld gang. Den danske regering havde efter Anden Verdenskrigs afslutning vedtaget et straffelovstillæg, som ramte de danskere, der nu sad i sovjetiske eller allierede fangelejre og ventede på at blive sendt hjem.

- Efter krigen blev de straffet med love med tilbagevirkende kraft, fortæller Claus Bundgård Christensen, lektor i historie ved RUC.

Straffen var i gennemsnit to års fængsel for de danskere, som havde meldt sig frivilligt til tysk krigstjeneste under Anden Verdenskrig. Omkring 6.000 danskere blev sendt til Østfronten for den tyske militærorganisation Waffen-SS og cirka 2.000 omkom i de hårde kampe.

Det var ellers ikke ulovligt at drage i krig for Tyskland. Den danske regering havde gjort det til en del af sin samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt. Danske officerer fra forsvaret havde endda fået tilladelse til, at de kunne træde ud af hæren og vende tilbage igen efter krigen. Men også de blev straffet.

- Juridisk set er det problematisk at dømme med love med tilbagevirkende kraft, men man skal huske på, at den tilladelse, som de østfrontsfrivillige fik under krigen ikke betød meget for dem. De regnede jo ikke med, at den demokratisk valgte danske regering ville fortsætte efter krigen. De forestillede sig en nazistisk magtovertagelse, forklarer Claus Bundgård Christensen.

Langt de fleste havde tilknytning til det danske nazistiske miljø. De tog i krig for en fremmed magt, som havde besat Danmark, og blev dømt som landsforrædere, da de vendte hjem. Sådan blev de også opfattet af den danske befolkning.

Efter krigen forsøgte mange af de østfrontsfrivillige at holde deres identitet skjult og flere forblev i udlandet. Det var voldsomt stigmatiserende at have været i Waffen-SS.

Den tyske militærorganisation var heller ikke en hvilken som helst militærorganisation. Waffen-SS deltog systematisk i de tyske krigsforbrydelser.

På det punkt adskiller de østfrontsfrivillige sig fra andre fremmedkrigere.

- De afviger fra de spaniensfrivillige og finlandsfrivillige i det omfang, de har begået krigsforbrydelser, slutter Claus Bundgård Christensen.

Retssagen mod politiet i Syd- og Sønderjylland er den første af sin art, hvor politiet har taget passet fra en dansker, som udelukkende kæmpet med de kurdiske peshmergastyrker, som er Danmarks allierede i krigen mod Islamisk Stat.

Tidligere i år tabte en anden dansker en lignende sag i Københavns Byret, fordi hun havde kæmpet for flere forskellige styrker imod Islamisk Stat.

Retssagen er sat til at begynde den 18. oktober 2016.

Øvrige kilder: Bogen 'Danskere i krig 1936-48' af Rasmus Mariager.

Denne artikel er i en anden version tidligere blevet udgivet på dr.dk i en anden anledning. Du kan læse den originale artikel her.