I dag besøger dronningen Grønland. Sådan så det ud, da hendes farfar gjorde det samme for 100 år siden

Grønland så meget anderledes ud i 1921, end det gør i 2021.

I dag påbegynder dronning Margrethe et fem dage langt besøg i Grønland i anledning af 100-året for det første kongebesøg.

Dengang var det Margrethes farfar, kong Christian 10., der rejste nordpå med sin hustru, dronning Alexandrine.

Med på turen var også deres søn, Frederik - senere kong Frederik 9. - og Christians bror, prins Knud.

Et kamerahold var også med på turen, og i klippet herover kan du se et uddrag af de 100 år gamle optagelser, som er blevet digitaliseret og restaureret af Det Danske Filminstituts projekt 'Danmark på film'.

Flere jubilæer på én gang

Kongebesøget i 1921 er dog ikke det eneste historiske jubilæum, der markeres på dronning Margrethes tur.

Det er nemlig også 100 år siden 'Den femte Thuleekspedition, ledet af den grønlandsk-danske eventyrer Knud Rasmussen, begyndte.

Ekspeditionen foregik i årene 1921-24 og strakte sig over 18.000 kilometer gennem ufremkommeligt terræn og områder med ekstrem kulde.

300 år siden omdiskuteret præst ankom

Faktisk markerer dronningens besøg et tredobbelt jubilæum. For kongebesøget i 1921 markerede 200-året for den dansk-norske præst Hans Egedes ankomst til Grønland. En begivenhed der altså i år er 300 år siden.

Siden Hans Egede rejste til Grønland for at genkristne de nordboere, man stadig troede levede deroppe, og siden kristne resten af den grønlandske befolkning, har Danmark og Grønland på godt og ondt delt historie.

Og det er langtfra alle på Grønland, der er vilde med Hans Egede. For eksempel blev en statue af den dansk-norske missionær sidste år overhældt med rød maling og fik påmalet teksten "Decolonize".

Derudover har kommunen, som Nuuk ligger i, Kommuneqarfik Sermersooq, valgt at tilbagetrække 2,7 millioner kroner, der ellers var afsat i det kommunale budget til 300-års-markeringen af Hans Egedes ankomst.

Videoen herover er et uddrag. Filmen kan ses i fuld længde på Det Danske Filminstituts temaside, Kongehuset i Grønland, hvor der også er filmklip fra mange andre royale besøg i Grønland.

Opdateret: I en tidligere version af artiklen fremgik det, at Hans Egede tog til Grønland for at kristne grønlænderne. Det har vi nu konkretiseret til i første omgang at være de nordboere, man stadig troede levede der.

FacebookTwitter