I dag indvier dronningen unik genfunden vikingeborg

Majestæten kaster i dag glans over åbningen af et unikt cirkelformet militært forsvarsanlæg fra vikingetiden.

3D-animation af vikingeborgen, som åbnes i dag af hendes majestæt dronningen. (Foto: Archaeological IT Aarhus University)

Det var en arkæologisk sensation, der gik verden rundt, da en vikingeborg blev genfundet i 2014 ved landsbyen Lellinge nær Køge.

Vikingeborgen, der er blevet døbt Borgring efter dens cirkelform, er ifølge eksperternes vurdering den femte såkaldte trelleborg på dansk jord.

Efter at have ligget glemt og gemt i mere end 1.000 år genåbnes vikingeborgen i dag af dronning Margrethe.

Stort og sjældent projekt

Arkæolog Jens Ulriksen, der er forskningschef på Borgring, glæder sig til at vise dronningen og offentligheden konturerne af den genrejste vikingeborg og et tilhørende velkomstcenter.

- Det er sjældent, at man som arkæolog får lov til at være med på så stort og spændende et udgravningsprojekt.

- Og eftersom der ikke er gravet i større stil i de øvrige ringborge siden 1960'erne, kan det her projekt virkelig bidrage med ny og afgørende viden, siger Jens Ulriksen.

Præcis hvordan Borgring har været anvendt - og hvor længe - er noget af det, som Jens Ulriksen og de øvrige arkæologer håber at blive klogere på frem til 2018, hvor vikingeborgen ventes færdigudgravet.

- Men vi har med en placering at gøre, hvor transportveje mødes, og det er altid væsentligt at kunne kontrollere de krydsområder både militært og på alle mulige andre måder, siger Jens Ulriksen.

Kort om vikingeborgen

  • Borgring er det femte medlem af familien af ringformede vikingeborge, som tæller Trelleborg ved Slagelse, Nonnebakken i Odense, Fyrkat ved Hobro og Aggersborg ved Limfjorden.

  • Alle anlæg dateres til årene omkring 980 efter Kristi fødsel. Borgring var ligesom de øvrige borge militære anlæg placeret på strategisk vigtige steder.

  • Borgring er åben for publikum fra 1. juni.