I dag kommer Jackie Kennedys kærlighedsbreve på auktion

Den tidligere amerikanske præsidentfrue Jackie Kennedys håndskrevne kærlighedsbreve kommer i dag på auktion. Og nej, det var ikke den tidligere præsident, der var modtageren.

'Jackie' Kennedy sammen med sin daværende mand, den den tidligere amerikanske præsident, John F. Kennedy. (Foto: handout © Scanpix)

Jacqueline Kennedy Onassis – bedre kendt som ’Jackie’ Kennedy - blev enke i 1963 efter mordet på hendes mand, den daværende amerikanske præsident, John F. Kennedy.

Efter mandens tragiske død blomstrede kærligheden på ny for den tidligere præsidentfrue, og det var den britiske ambassadør i USA, David Ormsby Gore, der var genstand for hendes varme følelser.

Følelserne, der udvikler sig fra venskab til kærlighed, blev dokumenteret i en række håndskrevne breve, og i dag kommer brevudvekslingerne mellem de to så på auktion hos auktionshuset Bonhams i London.

'Kæreste David, du er som min elskede bror og mentor, og den eneste originale sjæl, jeg kender. Kærlig hilsen Jackie', skulle der blandt andet stå i ét af brevene, som Matthew Hayley fra Bonhams læste op i tirsdagens P1 eftermiddag.

Brevet slutter Jackie af med et håndtegnet hjerte.

Kuvertkærlighed for en million kroner

Ifølge en pressemeddelelse fra Bonhams skulle brevene blandt andet afsløre, at Ormsby Gore friede til Jackie Kennedy, og hvorfor hun afslog ægteskabet og kort tid efter i stedet giftede sig med den græske skibsreder Aristotle Onassis.

Kærlighedsbrevene udgør en mindre del af en større samling breve, der også inkluderer personlige brevudvekslinger fra den afdøde præsident John F. Kennedy og tidligere britiske premierministre.

I samlingen skulle også være breve fra Jackie Kennedy, der fortæller om sin store smerte efter mordet på sin mand. Hun døde selv i 1994.

Brevene er samlet vurderet til en værdi af 100.000-150.000 pund svarende til godt en million danske kroner.

Facebook
Twitter