Jacob omkom i det iskolde hav, da Titanic sank: Nu er unikt postkort til hans kone til salg

Et postkort skrevet af en af de få danske passagerer på skibet Titanic sælges nu på auktion.

Her ses det originale postkort fra Jacob Christian Milling. Det er dateret og stemplet Southampton, 10. april 1912. Vurderingen lyder på 30.000-50.000 kroner. (© Bruun Rasmussen)

'Kære Augusta! Dette er det sidste, du hører fra mig fra denne Side. Jeg sender maaske en Trådløs (et telegram, red.), der som det ikke er for dyrt.'

Sådan lyder de første ord i et helt unikt postkort, der er kommet til salg hos auktionshuset Bruun Rasmussen.

Postkortet er det eneste kendte danske postkort, der er skrevet af en dansk passager på skibet RMS Titanic, maskininspektøren Jacob Christian Milling (1863–1912) fra Fyn.

Han var en af de i alt 13 danskere, der var med på rejsen over Atlanten med det skib, man troede ikke kunne synke.

Ting fra Titanic er populære

Hos auktionshuset Bruun Rasmussen er man spændte på at se, hvordan auktionen, der finder sted tirsdag, forløber.

Ting, der har noget med Titanic at gøre er nemlig meget populære, og netop et postkort som det her har 'det helt rigtige auktionspotentiale', lyder det.

- Interessen for ting, der kan knyttes til Titanic har nærmest aldrig været større. Her over 100 år efter er det stadig en historie, der fascinerer, og når vi vurderer et postkort som det her, er det et skud fra hoften. Vi har ingen idé om, hvor det lander, siger Christian Grundtvig, der er afdelingsleder for frimærke-afdelingen hos Bruun Rasmussen.

Det er tidligere set, at ting, der har noget at gøre med Titanic er blevet solgt for himmelhøje priser.

Et kort med menuen til den første middag nogensinde ombord på skibet blev solgt for 80.000 engelske pund i april - lige knap 700.000 kroner. Og for godt en måned siden, i oktober, blev en sjælden Titanic-plakat solgt for 62.000 pund - altså over en halv million kroner.

- De dyreste ting er dem, der kan knyttes direkte til at have været med ombord på skibet, men ting, som postkortet vi nu har til salg, er også ret efterspurgte, siger Christian Grundtvig.

Ifølge hans oplysninger blev postkortet fundet for omkring 20 år siden af en filatelist og solgt videre. Det er en privat ejer, der sælger postkortet, som i 2001 blev udstillet sammen med andre breve fra Titanic.

Forsiden af postkortet viser Titanic - skibet ingen troede kunne synke. (© Bruun Rasmussen)

Postkort sendt lige inden han steg ombord

Postkortets afsender, Jacob Christian Milling, var én af de 1490 passagerer, der ikke overlevede katastrofen natten mellem 14. og 15. april 1912, hvor Titanic sank.

Han var ansat ved 'Sydfyenske Jernbaner' og var i den tid højt respekteret for sin viden og sin evne til at udvikle lokomotivdele.

'Jeg bor på Banens Hotel, det er ikke billigt men bekvemt. Fra mit Vindue kan jeg se Skibet over i Dokken. Hvordan har de Gamle det? Hils dem og Børnene mange gange. Mange Hilsener til Eder alle. Fra Jacob.', lyder det videre på postkortet, der var til hans hustru Augusta.

Det blev sendt lige inden han steg på Titanic, hvor han havde billet til 2. klasse. Få dage senere, den 14. april 1912, sendte han et telegram fra skibet til Augusta.

Her meldte han, at alt var vel: 'Har det godt, stille vejr, skibet udmærket, morer mig, godt rejseselskab, dejlig rejse'.

Ingen andre kendte breve fra danskere

Telegrammet nåede familien bare nogle timer efter, at Jacob Christian Milling var omkommet i det iskolde hav.

Han blev fundet som lig #271 og ført til Halifax Canada, hvorfra han via Boston med skibet 'C.F. Tietgen' blev sendt til København den 16. maj 1912.

Da han tog af sted med Titanic, havde han netop fået bevilget orlov til to måneders betalt studierejse i USA. Men det var ikke første gang, han skulle besøge landet, da han i sine yngre år boede i Portland, Oregon, hvor han arbejdede som ingeniørassistent. Desværre nåede han aldrig frem.

Jacob Milling blev begravet på Assistens Kirkegaard den 3. juni 1912.

Der findes ingen andre kendte breve eller dokumenter fra danskere ombord på Titanic i den frie handel, og det er derfor, netop dette postkort er så unikt, da det kan være med til at belyse en del af historien, som mange kender.

Postkortet er vurderet til mellem 30.000-50.000 kroner og sælges hos Bruun Rasmussen tirsdag.