Jim Lyngvild forsvarer kritiseret udstilling: Ingen har været idioter fra starten - jeg ved rigtig meget om vikinger

Nationalmuseet har fået kritik for et samarbejde med designeren Jim Lyngvild om en vikingeudstilling.

Jim Lyngvild har blandt fortolket Vølven til udstillingen på Nationalmuseet. (Foto: Betina Garcia og Jim Lyngvild © Scanpix/Nationalmuseet)

Et mandshøjt billede af tre nøgne vikinger.

Det er det første, som de besøgende vil støde på, når Nationalmuseet om knap en uge slår dørene op for en ny vikingeudstilling.

Museet har ladet den mediekendte Jim Lyngvild designe udstillingen, hvor man blandt andet kan opleve hans fortolkning af Vølven.

Valget af Jim Lyngvild som designer har dog medført en del kritik, blandt andet fra en række historikere, Berlingske har talt med.

Jes Fabricius Møller, der er lektor i historie på Københavns Universitet, mener blandt andet, at det er overraskende, at Nationalmuseet har valgt at samarbejde med en, ifølge ham, 'mand uden dokumenterede kundskaber', når museet lige har fyret 34 medarbejdere.

Tidligere inspektør ved Nationalmuseet og er nu inspektør ved Bornholms Museum, Jakob Seerup, kritiserer også samarbejdet med Jim Lyngvild.

"Jeg vurderer ham (Jim Lyngvild, red.) som en ikkeseriøs person i forhold til dette danmarkshistoriske emne, og at man inddrager ham, samtidig med at man har fyret 34 eksperter, herunder eksperter i vikingetiden, virker fortvivlende," har Jakob Seerup udtalt til Berlingske.

"Jeg ved meget om vikinger"

Jim Lyngvild mener dog selv, at han er den rette mand til opgaven, siger han til Kulturen på P1.

- Jeg tror, hvis du spørger folk på Nationalmuseet, så er de overrasket over, hvor meget jeg ved om vikinger, fastslår han.

Ifølge Jim Lyngvild behøver man hverken være arkæolog eller professor i historie for at have de nødvendige kompetencer til at designe en vikingeudstilling.

Jim Lyngvild har fået lov til at designe vikingeudstillingen på Nationalmuseet. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

- Jeg har studeret det her emne i næsten 39 år, og jeg ved rigtig meget om vikinger. Selvfølgelig har jeg suget til mig, når nogle af de andre eksperter har udtalt sig. For de har en masse viden og kan fylde nogle af de huller ud, jeg har. Men ingen har været idioter fra starten, og vi har derfor sammen skabt et billede af vikingerne.

Det er da heller ikke første gang, at Jim Lyngvild prøver kræfter med at designe ting fra vikingetiden. Han har tidligere designet og opført sit eget hjem – vikingeborgen 'Ravnsborg' i Korinth.

Godkendt af eksperter

Jim Lyngvilds opgave har været at give sit bud på en tidstypisk udstilling af, hvordan vikingetiden kunne have set ud.

Og her har målet været at illustrere, hvor seje vikingerne var. For designeren mener, at vikingerne var, som han selv udtrykker det, 'røvlækre'.

Men det har ikke betydet, at Jim Lyngvild bare har svinget penslen, som det har passet ham.

Et af de designs, som Jim Lyngvild har lavet til vikingeudstillingen. Her er det dronning Tove. (Foto: Jim Lyngvild)

For et stort hold af arkæologer, historikere, konservatorer og mange andre har holdt ham i ørerne og været med til at designe udstillingen, forklarer han:

- Jeg har hele tiden været under stor overvågning. Så hver gang, jeg har lavet en tilsnigelse, så har jeg fået at vide, at det har vi ikke belæg for, og derfor kan vi ikke godkende det. Så alt, der er herinde, har været noget, der har været forbi arkæologer og historikere for at blive godkendt.

'Kan provokere nogen'

Rane Willerslev, der er direktør for Nationalmuseet, glæder sig over samarbejdet med Jim Lyngvild.

Ifølge Rane Willerslev er udstillingen nemlig et eksperiment i, hvor langt man kan gå i spændingsfeltet mellem fakta og fantasi.

Og her har Jim Lyngvild været den helt rette til at løse den opgave, mener han.

- Jim Lyngvild er en rigtig dygtig designer med en masse viden og fantasi. Han har derfor hele tiden været i dialog med vores eksperter, så vi har kunnet gå så langt, som fakta har tilladt, i forsøget på at tegne et menneskelig ansigt på de her vikinger, mener Rane Willerslev.

Han tror, at folk har været skeptiske overfor Jim Lyngvild, fordi han er en person, der har en holdning til mange ting. Men det tror han nok skal ændre sig, når udstillingen åbner.

- Det er en farverig person, der bliver inviteret ind i de hellige haller, og det kan selvfølgelig godt provokere nogen. Men jeg tror, at når de ser resultatet, så vil de ikke føle sig lige så provokeret, siger Rane Willerslev.

Facebook
Twitter