Jytte gik viralt med 50 år gammelt klip. Nu fortæller hun selv om den 'slagkraftige' oplevelse

Jyttes vandretur i 1969 har gjort hende til lidt af en internet-berømthed.

(Foto: Grafik: Oliver Seppo © dr)

Den mest populære video, der nogensinde er blevet delt på DR Histories Facebook-side, er et interview i TV Avisen fra 1969 med en ung kvinde ved navn Jytte. Hun er ude på en lang solo-vandretur i Danmark for at søge inspiration til en ungdomsbog.

Da intervieweren spørger, om Jytte har sikret sig mod ubehageligheder på turen, får han et yderst håndgribeligt svar.

Hvis du ikke har set klippet, så kan det anbefales at se det her, inden du læser videre.

Den gæve 16-årige jyde har nemlig lært sig selvforsvarsteknikken jiu-jitsu og sender den udsendte DR-reporter flyvende gennem luften og direkte ned i en grøft.

- Altså han havde jo ikke sagt, at jeg skulle være forsigtig, så jeg holdt ikke igen, fortæller Jytte Faurholt Olsen i dag - over 50 år efter vandreturen.

Efter utallige opfordringer har vi med lidt detektivarbejde og hjælp fra brugerne endelig fået fat på hende i telefonen.

Alle elsker Jytte

Jytte er i dag 68 år, pensioneret folkeskolelærer og bor lidt uden for Aarhus. Hun blev ret overrasket, da hun første gang opdagede, at interviewet med hende var kommet frem igen – og at det var blevet så populært.

Alene på DR Histories Facebook-side er videoen, siden den blev delt første gang i 2017, blevet set cirka tre millioner gange.

I forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag tidligere på ugen blev den også delt af influenceren Anders Hemmingsen på Instagram og kom dermed igen ud til endnu flere.

Det er da lidt mærkeligt, at nogen i dag gider se på sådan et lille 50 år gammelt klip, synes Jytte, der dog alligevel har et bud på, hvorfor folk er så glade for det:

- Altså selvfølgelig er det jo sjovt, men jeg tror måske også, at den dér fandenivoldskhed og det mod, som mange unge i den alder har, er universelt fascinerende. Uanset om vi taler 1969 eller 2021.

- Senere i livet kan man godt blive fanget lidt af lån der skal betales af, børn der skal høres i læsning og den slags. Men der er altså bare noget befriende og fantastisk ved den dér indstilling, som mange unge har: ’Se mig! ’Jeg kan alt’, ’jeg vil alt’, ’jeg gør alt’ – ’jeg gør det bare!’

Silketapeter og hølofter

Og Jytte gjorde det virkelig bare: Pakkede sin rygsæk, drog ud på tur, og fik mad og soveplads enten gratis eller i bytte for arbejde.

- Ofte faldt jeg bare i snak med nogen på min vej, som så tilbød, at jeg kunne overnatte eller spise hos dem. Så sagde de bare: ’Vi bor fem kilometer herfra og skal spise om et par timer, vil du ikke med?’

Når Jytte ikke kunne finde et sted at sove, overnattede hun i grøftekanten. Andre gange var hun mere heldig og sov for eksempel også i en himmelseng på et stort gods. (Foto: Grafik: Oliver Seppo)
Når Jytte ikke kunne finde et sted at sove, overnattede hun i grøftekanten. Andre gange var hun mere heldig og sov for eksempel også i en himmelseng på et stort gods. (Foto: Grafik: Oliver Seppo)

- Det gav mig et meget intimt blik ind i folks private hjem. Det har du jo stort set ellers ikke mulighed for i dit liv. Den familie, du besøger på din søndagstur, er jo ofte nogle mennesker, som ligner dig selv, fortæller Jytte, der både overnattede på et gods med silketapeter, men også på et høloft hos helt jævne bondefamilier.

- Jeg mødte folk fra mange forskellige sociale lag på min tur. Men fælles for dem alle var, at hver og en behandlede mig fantastisk godt og venligt. Det har nok givet mig en tro på, at det, at vi mennesker er forskellige, faktisk er en stor styrke.

Forstående forældre

16-årige Jytte gik turen sammen med sin hund, Lassie, men var ellers alene hele vejen. For nogle forældre lyder det måske som et utænkeligt projekt, men ikke for Jyttes.

- Min mor og far var helt fantastiske. De støttede mig i alt, jeg ville. Den eneste aftale, vi havde om min tur, var, at jeg skulle ringe hjem hver dag og sige, hvor jeg var, og hvor jeg var på vej hen. Men det kunne også kun lade sig gøre, fordi de virkelig stolede på mig – og den tillid ville jeg meget gerne leve op til.

Jytte måtte sætte farten ned, da de havde gået i noget tid, fordi hunden Lassie fik ondt i poterne. (© Grafik: Oliver Seppo)
Jytte måtte sætte farten ned, da de havde gået i noget tid, fordi hunden Lassie fik ondt i poterne. (Foto: Grafik: Oliver Seppo)

Jytte er dog lidt mere usikker på, om hun havde givet lov, hvis hun i dag havde haft en teenagedatter, der ville gøre det samme.

- Det var nok ikke lige det, jeg havde klappet mest i hænderne over. Men når det er sagt, synes jeg generelt, at det er enormt vigtigt, at unge selv kommer ud og gør sig nogle erfaringer på egen hånd. De skal lære selv at rejse sig op, når de er faldet.

Turen gik også helt uden ubehageligheder, og ud over under sit møde med TV Avisens reporter fik Jytte slet ikke brug for sin jiu-jitsu.

- Det har givet mig sådan en grundlæggende tro på det bedste i mennesker. Det er vigtigt at have, synes jeg.

Planlagt stunt gik ikke efter planen

Mødet med TV Avisen var ikke noget, som Jytte selv havde planlagt, men hun gætter på, at DR må have set en artikel om hende i en lokalavis og måske fået hendes position fra hendes forældre.

- Men pludselig dukkede de altså op, og inden de gik i gang med at filme, sagde journalisten, at han havde hørt, at jeg kunne selvforsvar. Det kunne jeg også. Det havde jeg gået til i nogle vintre.

- Men så spurgte han mig så, om jeg troede, at jeg kunne få ham ned i grøften til sidst i interviewet. Og der svarede jeg skråsikkert ja.

- Jeg kunne også godt få dig ned at ligge, for du må forstå, at jiu-jitsu i høj grad handler om at få folk ud af balance. Hvis du står godt funderet med spredte ben, er det svært at rykke dig. Men hvis jeg kan få dig ud i en usikker position, så kan jeg faktisk bare puste til dig, så falder du.

- Jeg ville jo gerne demonstrere mine evner, så til sidst i interviewet tog jeg bare fat så hårdt, jeg kunne. Det var jo en voksen mand. Men der kom altså en meget, meget forslået mand op af grøften bagefter – og det var ligesom ikke planlagt.

Journalisten: Jeg er okay!

Den modige journalist, som turde lade Jytte kaste rundt med ham, hedder Claus Jacobsen. Han har for nylig rundet de 80 år.

- Ja, jeg kan godt huske Jytte! Hun virkede som en stærk, ung kvinde, som vidste, hvad hun ville, fortæller den tidligere DR-journalist, da vi fanger ham på telefonen.

Han bærer intet nag overhovedet over den hårdhændede behandling.

- Det var noget af en flyvetur, jeg fik der. Selvom jeg selv havde planlagt det, blev jeg ret forskrækket. Men jeg vidste bare, at det ville fungere godt i indslaget, og det gjorde det jo også.

- Jeg slog mig heldigvis ikke så meget, fortæller Claus Jacobsen der stadig er aktiv skribent, forfatter og foredragsholder.

Claus Jacobsen har lavet over 100 programmer til DR og var en af de tre første værter på TV Avisen. Han har også arbejdet sammen med den amerikanske tv-legende Walter Cronkite. Her giver Jytte ham en flyvetur. (Foto: Grafik: Oliver Seppo)
Claus Jacobsen har lavet over 100 programmer til DR og var en af de tre første værter på TV Avisen. Han har også arbejdet sammen med den amerikanske tv-legende Walter Cronkite. Her giver Jytte ham en flyvetur. (Foto: Grafik: Oliver Seppo)

Vejen til de store drømme

Udover de rosende ord til Jytte i kommentarsporene spørger mange også til, hvordan det gik med hendes forfatter-planer.

Formålet med turen var jo egentlig at samle inspiration til en ungdomsbog.

- Jeg begyndte faktisk på bogen og fik også skrevet en del. Men projektet gik i stå, da jeg selv begyndte at få for travlt med andre ting – blandt andet mine studier på seminariet. Jeg fik også tre børn og et landbrug.

- Men det er okay. For de ting, jeg oplevede, vil altid være inde i mit hoved.

Jyttes kærlighed til bøger har dog holdt ved. Hun beskriver sig selv som ”bognarkoman” og fik for få år siden som 63-årig en kandidatuddannelse i litteratur på Aarhus Universitet.

Den i dag pensionerede folkeskolelærer har da heller ikke lagt forfatterdrømmen helt på hylden.

- Vi må jo se, om der nogensinde kommer noget ud af det. Men jeg tror desværre ikke, jeg har de sider, jeg skrev på bogen dengang, liggende mere.

- Det gør måske heller ikke så meget. Jeg fik så mange andre gode ting ud af den tur.

- Og det er jo nødvendigvis heller ikke alle ens store drømme, som absolut behøver blive til noget. Det vigtigste er jo vejen derhen.

Du kan se flere fascinerende klip fra DR's enorme arkiv på DR Histories Facebook-side.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk