Kan du lade være med at grine? Det kunne Casper Christensen ikke i de her 6 episke Mandril-sketches

Ustyrlige latterudbrud var en del af programmet 'Casper & Mandrilaftalen'.

De vanvittige karakterer i ’Casper & Mandrilaftalen’ fik ofte vært Casper Christensen til at bryde sammen af grin, men alligevel blev sketchene sendt – og gudskelov for det!

Hvor andre sketch-programmer måske ville have taget scenen om, skilte ’Casper & Mandrilaftalen’ sig ud ved at lade de ustyrlige latterudbrud være en del af programmet.

Produktionen var så intens, at der simpelthen ikke var tid til at lave ret meget om.

- Der er jo et par gange, hvor det går galt for os, mindes Lars Hjortshøj, der var en af de fire medvirkende i ‘Casper & Mandrilaftalen’.

- For eksempel i sketchen med Rulle og Cromwell, hvor Casper er ved at bryde sammen - og det så går helt galt for Frank og mig også. Men det var fordi, jeg ikke kunne finde mine falske tænder, som vi havde fået støbt hos en tandlæge særligt til os hver. Derfor havde jeg Franks tænder i munden – og det går altså lidt ud over, hvor rent man taler.