Krig, pirater og penge: Her er 5 vilde fortællinger fra Danmarks søfartshistorie

Danmarks søfartshistorie er fyldt med vilde anekdoter og røverhistorier. Ny podcast om dansk søfart har netop haft premiere på finaleafsnittet.

Danmark er en søfartsnation. Lige siden vikingerne sejlede ud i verden, har søfart haft en enorm betydning for vores land.

- Hver dag, når vi står op om morgenen, tager vi søfart på os. Vores mad, tøj og telefoner bliver produceret i udlandet og sejlet til Danmark med skibe, siger Thorbjørn Thaarup, der er museumsinspektør på M/S Museet for Søfart.

Men dansk søfart er også en historie fuld af dramatiske fortællinger.

- Tænk bare på vikingerne og de oversøiske handelseventyr, siger Thorbjørn Thaarup.

I anledning af premieren på sidste afsnit af podcastserien 'Det Maritime Danmark' har Thorbjørn Thaarup sammen med DR Historie samlet fem fantastiske fortællinger fra den danske søfartshistorie.

Da vikinger plyndrede Europa

Fra omkring år 800 bliver vikingerne berygtet i det meste af Europa. De sejler ud i deres lange, smalle skibe og plyndrede byer, klostre og kirker tæt ved havet.

Vikingerne var dygtige skibsbyggere. Deres skibe kunne sejle langt og hurtigt. Beretninger fra England fortæller om de frygtede skibe, der dukker op ud af det blå og angriber – og forsvinder lige så hurtigt igen.

Da kongen lugtede penge i Skåne

I middelalderen var Danmark centrum for Nordeuropas største marked. På en lille halvø i det sydlige Skåne samledes hver sommer op mod 70.000 mennesker om én enkelt ting: Sild.

Enorme mængder saltede sild i tønder blev solgt til hele Europa, og den danske konge tjente styrtende med penge på skatter og afgifter.

Da kongen angreb Algeriet

I slutningen af 1700-tallet var Danmark et lille verdensomspændende imperium med handelsstationer i Kina, Indien, Afrika og på Dansk Vestindien.

Danmark handlede med varer fra hele verden, og tjente især godt på at holde sig neutral i krigene mellem de store magter i Europa.

Men på verdenshavene truede pirater de danske handelsskibe – og kongen beordrede sin krigsflåde til at angribe de nordafrikanske pirater i Middelhavet.

Da dansk shipping erobrede verden

I starten af 1800-tallet kollapsede den danske oversøiske handel. Danmark taber sin flåde til England og må afstå Norge efter Napoleonskrigene. Pludselig er vi et lille landbrugsland.

Men allerede i slutningen af 1800-tallet lægger danske handelsmænd grunden til et nyt søfartseventyr, der kommer til at placere Danmark på listen over verdens største søfartsnationer i dag.

I løbet af få årtier stifter de danske handelsmænd en række store danske skibsrederier med store industrielle skibsbyggerier over hele landet.

Da danske søfolk sejlede mod Nazityskland

Den 9. april 1940 sender regeringen en ordre til den danske handelsflåde. Skibene skal gå i neutral havn. Danmark var netop blevet besat af Tyskland.

Søfolkene vidste godt, hvad det betød. De skulle nu vælge mellem de allierede magter eller Nazityskland. Mange af skibene valgte at sejle mod allierede havne.

De næste fem år gjorde omkring 6.000 danske søfolk allieret tjeneste. I lange konvojer sejlede de livsvigtige leverancer over Atlanterhavet under en konstant trussel fra tyske bomber, torpedoer og miner.

Kilder: Thorbjørn Thaarup, museumsinspektør på M/S Museet for Søfart, Danmarkshistorien.dk og Den Store Danske.

Podcasten 'Det maritime Danmark'

  • Danmark har over 8.750 km kystlinje og er omkranset af vand. Alt, hvad der har med havet at gøre, har gennem århundrede præget den danske kultur. I mange familier har forfædrene sejlet, fisket eller bygget skibe. I podcastserien 'Det Maritime Danmark' sætter DR Historie fokus på havets påvirkning af vores fælles historie. LYT: Podcastserie om Det Maritime DanmarkSerien er sponsoreret af Den Danske Maritime Fond med Det Udenrigspolitiske Selskab som samarbejdspartner.

Facebook
Twitter