Krigen i Danmark under havet: Her er historien bag ubåden, som dykkere skal ned til i aften

I aften dykker DR3 ned til vraget af en britisk ubåd fra Anden Verdenskrig. Her er historien om, hvordan 59 mænd døde på bunden af Nordsøen i ubåden HMS Tarpon.

Løjtnant Kircheiss og hans mandskab på det tyske krigsskib Schiff 40 spejder ud over Nordsøens vældige hav. Da Kircheiss får øje på tre store områder med oliepletter og luftbobler, er han sikker i sin sag. Han smider otte nye dybdebomber mod havets dyb og venter.

Det er den 10. april 1940, og Danmark er netop blevet besat af Hitlers tropper.

Fem dage tidligere - den 5. april 1940 - er den britiske ubåd HMS Tarpon sejlet ud fra Portsmouth i det sydlige England. Ubåden har 59 mand ombord og er på vej mod Skotland. Planen er, at den skal sejle nordpå sammen med en konvoj af britiske skibe.

Men den 7. april får HMS Tarpon udstukket ny kurs. Den skal øjeblikkeligt sejle mod Nordsøen. Ledelsen i den britiske flåde er overbevist om, at en tysk invasion af Skandinavien er nært forestående og beordrer alle tilgængelige ubåde afsted.

Dette er historien om HMS Tarpons sidste togt under invasionen af Danmark og Norge.

Torpedosystem ikke testet

Der gik rygter om HMS Tarpon blandt dets mandskab. De mente ikke, at den nye ubåd var ordentligt gennemprøvet, før den blev sendt af sted på sin første mission.

- De talte om, at torpedosystemerne ikke var testet ordentligt, fordi den britiske flåde var desperate efter at få ubåden i vandet, fortæller Sheila Sumner, hvis far – Reginald Kellond – var maskinist på HMS Tarpon.

- Jeg ved ikke om det er sandt, men det gik i hvert fald hurtigt med at få ubåden gjort klar.

Reginald Kellond, maskinist på ubåden HMS Tarpon. (© DR / Privatfoto)

HMS Tarpon var en ny type ubåd i den britiske flåde. Den løb fra skibsværftet i oktober 1939 - kun en måned efter Anden Verdenskrig brød ud. Allerede i marts 1940 hejste den kommando i den britiske flåde og blev udstationeret i de hjemlige farvande, hvor der er stærkt brug for alle skibe.

Storbritannien er under pres fra Tyskland. Begge lande kigger mod Norges lange vestkyst, hvor tyske skibe sejler svensk jernmalm ned til Tysklands krigsmaskine.

- Briterne har planer om at lægge miner ud i norsk farvand. De vil tvinge de tyske skibe ud i internationalt farvand, hvor de kan angribe dem, siger Søren Nørby, historiker ved Forsvarsakademiet.

Alt imens planlægger tyskerne en invasion af Norge og Danmark.

En flydende kiste

Maskinisten Reginald Kellond er netop fyldt 31 år, da HMS Tarpon sejler fra det sydlige England mod Skotland.

Det gik hurtigt med at komme af sted. Reginald Kellond kunne ikke nå at få besøg af sin kone Jenny Kellond og hans dengang kun 11 måneder gamle datter Sheila. I et brev skriver han:

  • Jeg er ked af, at det ikke er muligt for dig at komme her. Det ville have været rart med lidt forandring og hvile, men når du får dette brev, er vi allerede til søs og på vej tilbage til vores havn, som er meget tættere på dig. - Reginald Kellonds brev til sin kone 5. april 1940.

(© DR / Privatfoto)

Ubåden stævner ud fra Portsmouth klokken 23:30 om aftenen. De sejler om natten for at undgå at blive opdaget af fjendtlige fly og skibe.

- Det er egentlig forkert at kalde dem for ubåde. Langt de meste af tiden sejlede de over vandet. Ubåde fra Anden Verdenskrig var nærmere torpedobåde, som var i stand til at dykke ned under overfladen, hvis de møder en fjende, som de ikke kunne klare, fortæller Søren Nørby.

Det gør ingen forskel for Reginald Kellond om de sejler om aftenen eller om dagen. Han står i maskinrummet omgivet af larm og diesellugt og ser ikke meget til dagens lys.

HMS Tarpon var 84 meter lang og vejede 1.090 ton ved havoverfladen. Den kunne sejle 29 km/t ved havoverfladen og 20 km/t under vandet. Ubåden havde ti torpedorør, som alle pegede fremad. (© dr)

Sheila Sumners mor husker, hvordan hun en tidligere gang så HMS Tarpon sejle ud af havnen.

- Hun tænkte, at ubåden lignede en flydende kiste, fortæller Sheila Sumner.

Operation Wildfred og Weserübung

Den 5. april 1940 har briterne beordret alle tilgængelige ubåde til søs. Operation Wildfred med mineudlægning i norsk farvand er planlagt til den 8. april 1940, og ubådene er en central del af operationen.

Britiske ubåde kunne sejle dybt ind i danske og norske farvande uden at blive opdaget af tyske fly. Her ser en tysk ubåd et fjendtligt skib igennem sit periskop under Anden Verdenskrig. (© Scanpix / Bridgeman Art Library)

- Britiske krigsskibe kan ikke sejle rundt i farvande, hvor tyskerne har luftherredømmet. Så vil de blive sænket, forklarer Søren Nørby.

- Det problem har ubådene ikke. De skjuler sig under vandet, hvis de opdager en fjende, og kan på den måde sejle helt ind i danske og norske farvande uden at blive set.

Det forklarer også, hvorfor Danmark pludselig bliver en vigtig del af den tyske plan - Weserübung - om at invadere Norge.

- Tyskerne har brug for Aalborg lufthavn, så de kan kontrollere luftrummet over danske farvande og sende fly mod Norge, forklarer Søren Nørby.

Krigen nærmer sig

Den 7. april 1940 om aftenen får HMS Tarpon ordrer om øjeblikkeligt at forlade dens konvoj og sejle mod Nordsøen. Briterne har opdaget, at dele af den tyske flåde er stukket til søs. De har mistanke om, at en invasion af Danmark og Norge er undervejs.

HMS Tarpon patruljerede den 9. og 10. april 1940 i Nordsøen, hvor flere grupper af tyske krigsskibe sejlede mod de norske byer Egersund, Kristiansand og Arendal. (© dr)

På det tidspunkt råder briterne over 22 ubåde i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat inklusiv to franske og en polsk ubåd. Deres opgave er at overraske tyske krigsskibe på vej mod Norge og torpedere dem. De har strenge ordrer om ikke at stoppe og tjekke handelsskibe. Det risikerer at afsløre deres position.

HMS Tarpon patruljerer i Nordsøen ud for den jyske vestkyst. Denne gang er det alvor. Mandskabet på HMS Tarpon ved godt, hvad der venter dem.

I et brev til sin kone skriver maskinisten Reginald Kellond:

  • Vi har ikke haft det specielt rart på det seneste og heller ikke meget fritid, men det virker som om, at øvelserne er overstået, så du skal ikke være overrasket, hvis du ikke hører fra mig i et par dage. Men jo før vi kommer i gang, jo før får vi orlov og det er efterhånden det eneste man kan se frem til i disse dage. - Reginald Kellonds brev til kone, 4. april 1940.

(© DR Privatfoto)

Tyskland løber stor risiko

Som det første allierede skib rapporterer den polske ubåd Orzel om den tyske invasion af Danmark og Norge. Om morgenen den 8. april sænker Orzel det tyske skib Rio de Janeiro, der sejlede igennem Skagerrak uden flag. Skibet var proppet med tyske soldater og militært udstyr.

Tyskernes plan er at overraske med et massivt lynangreb på Danmark og Norge.

- Tyskerne løber en stor risiko ved at ved at sende så mange soldater af sted på skibe, men briterne opdager dem først sent, siger Søren Nørby og uddyber:

- Man havde ikke satellitter dengang. Rekognoscering foregik med det blotte øje og enkelte observationsfly, der ikke kunne komme for tæt på Tyskland uden at blive skudt ned.

I en dristig plan sejler tyske krigsskibe et stort antal tropper mod Norge. Tyskland satser på at overraske Danmark og Norge med et lynangreb. (© Politiken)

Efter det går op for den britiske flåde at en invasion er undervejs, får alle allierede ubåde besked om, at tyske handelsskibe kan betragtes som krigsskibe og sænkes uden advarsel.

HMS Tarpon har sandsynligvis modtaget denne besked. Sidste kontakt briterne har med ubåden er klokken 17:56 den 9. april 1940. Her bliver HMS Tarpon beordret til at fortsætte patruljen i Nordsøen.

Handelsskib som lokkemad

Klokken er 07:24 om morgenen den 10. april 1940.

Det tyske handelsskib Schürbek sejler i Nordsøen tæt på den jyske vestkyst. Pludselig ser det en torpedo komme farende forbi agterover. Et par minutter efter kommer endnu en torpedo. Mandskabet hører to eksplosioner i nærheden og går straks i gang med at lede efter ubåde.

Schürbek - eller Schiff 40 som det også hedder - er et såkaldt Q-skib. Et bevæbnet handelsskib, der bruges som lokkemad for ubåde. Umiddelbart ligner skibet et let bytte, men så snart ubåden har afsløret sig selv, gør Q-skibet klar til modangreb med hele sit skjulte arsenal af dybdebomber.

HMS Tarpon er gået i en fælde. Dens eneste chance mod et Q-skib er at flygte.

Kort efter de to eksplosioner fra torpedoerne får løjtnant Kircheiss fra Schiff 40 øje på et periskop i det fjerne. Hurtigt lokaliserer hans folk HMS Tarpon på deres sonar ved hjælp af lydbølger, og Kircheiss sender de første dybdebomber af sted mod ubåden.

En dybdebombe eksploderer i 1941. (Foto: S J Beadell © IWM (A 4676))

Der bliver stille i usædvanlig lang tid efter det første bombardement.

To britiske fly nærmer sig, og Kircheiss er tvunget til at indstille jagten og gemme sine dybdebomber væk, så han ligner et almindeligt handelsskib.

Flyene bliver i området i halvanden time, før de flyver videre.

Søger tilflugt på bunden af havet

Kircheiss genoptager øjeblikkeligt jagten på HMS Tarpon. Han kaster 16 nye dybdebomber ud over havet.

HMS Tarpon ligger godt 50 meter under havets overflade. Motoren er slukket. Briternes bedste chance for at slippe væk med livet i behold er at ligge helt stille nær havets bund, så tyskerne ikke kan spore deres position på sonaren. Med lidt held kan de komme op til overfladen igen senere og stikke af i ly af mørket, når natten kommer.

Men det er allerede for sent for Tarpon.

Løjtnant Kircheiss og hans mandskab får øje på tre store områder med oliepletter og luftbobler, som med meget stor sandsynlighed kommer fra ubåden. Kircheiss smider otte nye dybdebomber mod havets dyb og venter.

Efter lidt tid opfanger Kircheiss‘ folk et signal på deres sonar. Det kan næsten kun være HMS Tarpon. De næste tre timer kaster Kircheiss små mønstre af dybdebomber over ubåden.

Klokken 12:52 indstiller de angrebet.

En af løjtnant Kircheiss’ mænd har fået øje på en cigaretpakke i havoverfladen. På pakken står der: ‘HM Ships only’. Flere ting flyder rundt i vandet: Handsker, fragmenter af tøj, en kopi af den britiske flådes regler for vedligeholdelse og affyring af torpedoer og en knust dåse med Nestle kakao.

Løjtnant Kircheiss konkluderer, at de har fået ram på ubåden. Schiff 40 bliver i området og fortsætter med at kaste dybdebomber indtil klokken 05:00 næste morgen.

Vender aldrig hjem

Den britiske flåde har ikke radiokontakt med HMS Tarpon efter den 9. april. Ubåden vender heller ikke hjem til havn som planlagt den 23. april.

Den 24. april 1940 skriver den britiske flåde i en hemmelig intern besked, at HMS Tarpon må formodes at være gået ned med hele besætningen.

Først tre måneder efter modtager Jenny Kellond et officielt brev om hendes mands skæbne:

  • Reginald Kellond, der gjorde tjeneste på H.M.S. Tarpon formodes at være død den 22. april 1940, da H.M.S. Tarpon blev tabt under krigstjeneste.

Brev fra den britiske flåde til Reginald Kellonds hustru Jenny Kellond. (18. juli 1940) (© DR / Privatfoto)

Følg med i aften klokken 20, når DR3 dykker ned til vraget af HMS Tarpon og undersøger, hvordan de sidste timer har været for mændene ombord.

Øvrige kilder: ’Beneath the Waves’ af A. S. Evans, ’No Room for Mistakes’ af Geirr H. Haarr og uboat.net.

Facebook
Twitter