Ku Klux Klan og gadekampe: Her er fem af de vildeste partikonventer i USA’s historie

Amerikansk politik har altid været farverig og præget af dramatik - og ikke mindst på partiernes konventer er det gået vildt for sig.

Under demokraternes partikonvent i 1924 opstod der slåskampe, da tilhængere af Ku Klux Klan fandt ud af, at partiprogrammet kom til at indeholde en fordømmelse af ekstremistiske grupper. (Foto: Library of Congress)

I dag slutter demokraternes partikonvent, som fulgte i kølvandet på republikanernes konvent i sidste uge. Begge er blevet dækket intenst af medierne - og ikke mindst Donald Trump trak overskrifter.

Men dykker man ned i historien, er de to konventer langt fra blandt de vildeste. Her er fem fra de seneste to århundreder som både skabte kaos og skrev historie.

1831: Anti-Frimurer Partiet nominerede tidligere frimurer

Satiretegning fra anti-frimurer pamflet. (Foto: Masonicheritage.org)

De første amerikanske præsidentvalg var en lukket fest. De lignede kroninger ligesom i kongeriger i det Europa, som mange amerikanere havde lagt bag sig. Præsidentkandidaterne blev udpeget på møder af delegerede fra delstaternes lovgivende forsamlinger.

Dette blev kritiseret af Anti-Frimurer Partiet, der som de første nogensinde valgte at afholde et partikonvent, hvor præsidentkandidaten blev nomineret. Konventet foregik i september 1831 - og siden da nominerede næsten alle store partier i USA deres præsidentkandidat på denne måde.

Indførelsen af partikonventer kom som en følge af, at valget af præsident blev et nationalt og mere folkeligt anliggende, forklarer Anne Mørk, ph.d. og adjunkt på Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.

- Der opstod partier for at mobilisere det voksende udsnit af borgerne, som havde opnået stemmeret, og partierne erkendte, at det var nødvendigt for dem med en national platform, fordi USA hele tiden blev geografiske større i de årtier. Konventerne var en sådan platform, siger Anne Mørk, som forsker i amerikansk historie.

Ironien vil, at Anti-Frimurer Partiet endte med at nominere en tidligere frimurer, William Wirt, til præsidentkandidat - også selvom han ikke afsværgede sig sin fortid. Han skrev i et brev til konventet, at hans erfaring med frimurere var, at de var ”intelligente mænd med en høj og ærefuld karakter”, som aldrig ville sætte hensynet til frimurerordenen over ”deres pligt over for Gud og fædreland”.

William Wirt vandt kun i én delstat ved præsidentvalget i 1832. Den siddende demokratiske præsident Andrew Jackson blev genvalgt.

1860: Borgerkrigen skabte splittelse og fire separate konventer

Demokraterne var totalt splittede i 1860 og republikanske Ambraham Lincoln endte med at vinde valget. (© Getty)

I 1860 var USA tæt på borgerkrig, og splittelsen mellem nordstater og sydstater i spørgsmålet om slaveri var åbenbar. Der blev derfor holdt hele fire partikonventer, som nominerede hver sin præsidentkandidat.

Demokraterne måtte opgive at enes om en præsidentkandidat på et partikonvent i april i Charleston, South Carolina, fordi sydlige delegerede udvandrede. I stedet nominerede Demokraterne i nord senator Stephen A. Douglas fra Illinois på et konvent i juni, mens sydstatsdemokraterne udpegede vicepræsident John C. Breckenridge fra Kentucky på et separat konvent.

Douglas erklærede, at det var op til folk i delstaterne at træffe beslutning om slaveri. Hans sande personlige holdning er stadig omdiskuteret. Breckenridge forlangte, at forbundsregeringen skulle værne om slaveri.

Der var også dramatik hos Republikanerne, som mødtes til partikonvent i Chicago i maj. Det var stadig et meget ungt parti, og sydstaterne var dårligt repræsenteret. Senator og tidligere guvernør i delstaten New York William H. Seward var storfavorit. Men blandt en række andre kandidater var også Abraham Lincoln - et kongresmedlem fra Illinois, kendt for sine offentlige debatter og moderate modstand mod slaveri.

- Lincoln var total outsider. Konventet udviklede sig til et stort politisk spil, hvor det var afgørende at lave aftaler med mægtige interessegrupper og fremtrædende personer og at forstå stemmemekanismerne, siger Anne Mørk med henvisning til, hvordan Lincolns valgkampchef og andre støtter gradvist fik delegerede over på hans side.

Outsideren Lincoln sejrede overraskende i tredje valgrunde og vandt som bekendt også senere selve præsidentvalget.

Det fjerde betydelige partikonvent i 1860 blev holdt af sydstatspartiet Den Forfatningsmæssige Union, som nægtede at være hverken for eller imod slaveri. De håbede, at spørgsmålet dermed ville blive mindre vigtigt - og at syden dermed ikke ville blive løsrevet på baggrund af dette spørgsmål.

1912: Theodore Roosevelt brød løfte og skabte kaos

Theodore Rosevelt vandt primærvalgene, men det valgte det republikanske partis elite at ignorere. (© Getty)

Republikaneren Theodore Roosevelt havde lovet at følge den gode politiske skik om være præsident i maksimalt otte år. Men i 1912 brød han traditionen og stillede op mod partifællen William Howard Taft i kampen om den republikanske nominering.

Roosevelt triumferede i de fleste af primærvalgene, som nu havde vundet indpas som metoden til at vælge delegerede. Men primærvalgene var ikke bindende, og partiapparatet valgte i stedet Taft på det republikanske partikonvent i Chicago i juni.

Roosevelt konstaterede, at hans modstandere i partiet tilsyneladende mente, at befolkningen ikke var i stand til at træffe modne beslutninger. Hans slagord var: Lad folket bestemme!

- Theodore Roosevelts trussel om at bruge folket som en magtfaktor i kampen mod partiets elite minder om det scenarie, som man på et tidspunkt frygtede i Det Republikanske Partis ledelse, at dette års partikonvent kunne udvikle sig til på grund af Donald Trumps popularitet, pointerer Anne Mørk.

Roosevelt forsøgte også forgæves at indynde sig hos sorte delegerede fra sydstaterne og erklærede, at ”jeg elsker negerracen”.

Oven på nederlaget på konventet meddelte en rasende Theodore Roosevelt, at han stiftede et nyt parti, Det Progressive Parti. Partiet blev i folkemunde kendt som Elgtyrpartiet, fordi Roosevelt bedyrede at være lige så klar til kamp som en elgtyr.

Roosevelts parti bekræftede rutinemæssigt nomineringen af ham på et konvent i august i Chicago. Her var sorte delegerede ikke velkomne.

Splittelsen mellem Taft og Roosevelt betød, at demokraten Woodrow Wilson snildt vandt præsidentvalget senere samme år.

1924: Konvent trak ud i 16 dage og Ku Klux Klan lavede ballade

(Foto: Library of Congress)

Intet partikonvent har varet lige så længe som Demokraternes konvent i 1924, som trak ud og trak ud og først fandt sin afgørelse efter 16 dage.

15 kandidater håbede på nomineringen, og partiet var splittet i flere væsentlige spørgsmål, heriblandt om forbuddet mod fremstillingen, importen, transporten og salget af alkoholiske drikke. Forbuddet blev indført med en forfatningstilføjelse i 1920.

Der var endog regulære slåskampe på mødet, der meget passende blev holdt i Madison Square Garden i New York, som ofte bliver anvendt til boksekampe.

Tilhængere af den hemmelige højreekstremistiske og racistiske organisation Ku Klux Klan gik til korporligheder over for andre delegerede, da der var udsigt til, at partiprogrammet kom til at indeholde en fordømmelse af ekstremistiske grupper.

Netop den nyligt genopståede Ku Klux Klans tydelige tilstedeværelse på konventet medførte, at konventet fik øgenavnet ’Klanbake’.

- Det var et mareridts-konvent, hvor en yderliggående gruppe spillede en stor rolle, og ingen af kandidaterne var i stand til at samle markant tilslutning. Derfor endte konventet med nomineringen af en lidt ligegyldig præsidentkandidat, som ikke formåede at vinde selve præsidentvalget senere samme år, siger Anne Mørk.

Kandidaten hed John W. Davis og opnåede ved præsidentvalget kun 29 procent af stemmerne og sejrede kun i 12 af USA’s 50 stater. Den siddende republikanske præsident Calvin Coolidge blev genvalgt.

1968: Konventet var hjemmefront i Vietnamkrigen

Demonstration på gaden foran demokraternes konvent i Chicago 1968 - før slåskampene brød løs. (© Getty)

Vietnamkrigen, som var på sit højeste i de år, blev også udkæmpet hjemme i USA og i særdeleshed på Demokraternes partikonvent i 1968.

Den mangeårige senator og modstander af krigen Eugene McCarthy klarede sig overraskende godt i de første primærvalg, og den siddende demokratiske præsident Lyndon B. Johnson opgav at blive genvalgt. Senere meldte Robert F. Kennedy, senator og tidligere justitsminister sig som kandidat, men han blev dræbt i et skudattentat.

Så da konventet skulle holdes i august i Chicago, mødte Eugene McCarthy op med størst tilslutning fra de registrerede demokratiske vælgere, men på grund af måden at vælge delegerede på og den uforholdsmæssigt store magt til partiorganisationerne i delstaterne blev vicepræsident Hubert Humphrey nomineret.

Humphrey var ikke kendt som krigsmodstander, hvilket ikke faldt i god jord ude på gaden, hvor studerende og tusinder af andre demonstranter protesterede imod krigen. Chicagos borgmester og ”bykonge”, demokraten Richard J. Daley, beordrede politiet til at slå hårdt ned, og betjentene brugte flittigt stave og tåregas, mens nationen måbende kunne følge med i tv. En demokratisk senator sagde, at der blev anvendt ”Gestapo-metoder i Chicagos gader”.

Anne Mørk, ph.d. og adjunkt på Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet, betegner Demokraternes partikonvent som det vigtigste i nyere tid på grund af misforholdet mellem partimedlemmernes ønsker og partiets nominering.

- Forløbet i 1968 førte til en valgkampreform i begge de to store partier, så magten blev flyttet fra konventet til primærvalgene, siger Anne Mørk.

Donald Trump drog maksimal fordel af dette nye system, da han i sidste uge blev nomineret til Republikanernes præsidentkandidat.

- Hvis Trump taber præsidentvalget, kan det meget vel føre til en ny valgkampreform hos Republikanerne, således at partiet får mulighed for at udpege flere delegerede, de såkaldte superdelegerede, som Demokraterne har langt flere af, siger Anne Mørk.

FacebookTwitter