Længe før Greta Thunberg: Se 12-årig pige give legendarisk klimalussing til verdens ledere

Trods de verbale tæsk blev der dog ikke lyttet, siger DR's klimakorrespondent.

- Klimabevægelsen har ikke brug for flere priser. Vi har brug for, at vores politikere og folk i magtfulde positioner begynder at lytte til den bedste, eksisterende videnskab.

Sådan skrev Greta Thunberg på sin Instagram, efter Nordisk Råd tirsdag annocerede, at de havde i sinde at tildele hende deres prestigefylte Miljøpris.

Den svenske klimaakvist og klimabevægelsen Fridays for Future valgte dog at takke nej til prisen og de medfølgende 350.000 kroner - og skabte dermed overskrifter verden over.

Men længe før Greta Thunberg blev klimabevægelsens frontfigur, forsøgte en anden ung pige at gøres præcis det, som Thunberg gør i dag:

At få politikere til at tage klimaudfordringen seriøst.

Der blev ikke lyttet

- Det, I gør, får mig til at græde om natten.

Sådan tordnede den kun 12-årige klimaaktivist Severn Cullis-Suzuki, da hun i 1992 talte under FN's klimakonference i Rio De Janeiro.

Hendes tale var med til at sætte den globale opvarmning på dagsordenen - men heller ikke meget mere end det.

Der var i hvert fald ikke tale om nogen form for klimarevolution, vurderer DR's klimakorrespondent Thøger Kirk.

- Dengang vidste man godt, at der var en klimaudfordring, der skulle håndteres - der blev bare ikke lyttet, siger han.

En voksen 'lytter' til Severn Cullis-Suzukis tale i 1992. (© The David Suzuki Foundation)

Først i 2018, da Greta Thunberg forsøgte at råbe verdens ledere op, lykkedes det.

Den 16-årige svensker gjorde Severn Cullis-Suzuki kunsten efter, da hun talte under FN's klimakonference i Polen.

Greta Thunberg i december 2018 under FN's klimakonference COP24. (© Connect4Climate)

- I siger, I elsker jeres børn højere end noget andet, og alligevel stjæler I deres fremtid lige for øjnene af dem, sagde Greta Thunberg blandt andet.

En sætning der på mange måder mindede om nogle af Severn Cullis-Suzukis ord 27 år tidligere:

- Det er min fremtid, jeg kæmper for. (...) I siger, at I elsker os. Men jeg udfordrer jer: Vil I ikke nok lade jeres handlinger afspejle jeres løfter? lød det.

Tiden var ikke moden

Men hvorfor virkede det i 2018, når der intet skete i 1992?

Det har DR's klimakorrespondent Thøger Kirk et bud på:

- Det var en umoden tid i 1992. Vi pumpede CO2 ud, og der var ikke den store fokus på reduktion af drivhusgasser.

- Klimaudfordringen fyldte generelt mindre dengang, ligesom at forskningen ikke var ligeså langt fremme, forklarer Thøger Kirk.

Thunbergs perfekte timing

Vi havde endnu heller ikke set helt de samme konsekvenser af klimaforandringerne, som vi har set i dag, siger Thøger Kirk:

- Konstant nye varmerekorder, indlandsisen, der smelter og skovbrande over hele verden.

Thunbergs timing var simpelthen perfekt - også fordi hun valgte at begynde sin skolestrejke for klimaet lige efter den rekordvarme sommer i 2018.

- Hun satte sig foran Riksdagen i Stockholm på det helt rette tidspunkt.

Tidligere på året blev Greta Thunberg nomineret til Nobels Fredspris. Hun vandt dog ikke. (Foto: Hanna Franzén/TT)

Et simpelt budskab

Greta Thunbergs succes med at råbe de voksne op skyldes også hendes kommunikationsevner.

Hendes sprog er nemt at forstå, og hun har et simpelt budskab, forklarer Thøger Kirk.

- Klima er super kompliceret. Det er avancerede modeller i rapporter, der er svære at forstå. Men for Greta Thunberg er det meget simpelt. Politikerne skal gøre noget nu - ikke i morgen.

Og netop sådan et budskab gør sig enormt godt på sociale medier.

- Hun kan tænde ild til internettet, som meget få personer på den her jord kan. Enten elsker man Greta Thunberg, eller også synes man, at hun er alt for meget. Hun er nem at dele, like eller bare forholde sig super kritisk til.

Alt gik altså op i en højere enhed - og det er helt unikt, mener DR's klimakorrespondent:

- Jeg er ikke sikker på, at andre kunne have gjort det, som Greta Thunberg har gjort. Du kan ikke undervurdere Greta Thunberg. Hun er symbolet på hele klimaudfordringen på godt ondt.

Videoen øverst er et sammendrag af Severn Cullis-Suzukis tale. Du kan se den i sin fulde længde her:

Videoen er bragt med tilladelse fra Severn Cullis-Suzuki og The David Suzuki Foundation.