Legendarisk Nirvana-album fylder 25 år: Sådan forandrede ’Nevermind’ vores liv

I dag, for 25 år siden, udkom den alternative rocks mest succesfulde album. ”De tog pis på rock’n’roll,” fortæller bandets lydmand Craig Montgomery, som oplevede udgivelsen på nærmeste hold. Det var en ”åbenbaring,” fortæller superfan og musiker Johan Olsen.

Både for Nirvanas tidligere lydmand Craig Montgomery, til venstre, og Johan Olsen, der er forsanger i Magtens Korridorer, til højre, betyder Nirvana og albummet 'Nevermind' noget helt særligt. (© (c) DR)

Den 11. januar 1992 blev et vendepunkt i moderne musikhistorie, da Nirvanas andet album ’Nevermind’ overtog førstepladsen på den amerikanske Billboard-pladeliste efter Michael Jacksons ’Dangerous’-album.

Det var dengang uhørt, at et stort set ukendt punkrock-band fra Seattle slog kongen af pop af pinden med et album, der straks gjorde den alternative rock mainstream, og fik alt andet til at lyde gammeldags.

Pladens gennembrud blev skabt af første-singlen ’Smells like teen spirit’, der i musikbladet Rolling Stone hurtigt blev udråbt til slagsang for en hel generation.

Med tekstlinjer som ”Here we are now, entertain us,” lykkedes det forsangeren Kurt Cobain at beskrive en generation, før den helt havde forstået sig selv.

Nirvana kendetegner for mange de tidlige 1990'ere. Her ses Kurt Cobain, forrest, og bassisten Krist Novoselic under bandets optræden ved MTV Video Music Awards i 1992. (© creative commons)

Åbenbaring på kassette

En af de unge, som følte sig ramt, var rocksangeren Johan Olsen fra den danske rockgruppe Magtens Korridorer.

- Da min lillebror Kristian spillede ’Nevermind’ for mig første gang, var jeg direkte frastødt. Det var forfærdelig, intetsigende, formålsløs støj, husker musikeren og fortsætter:

- Men min lillebror insisterede på, at jeg skulle have et kassettebånd med hjem, som jeg gav en chance, mens jeg vaskede trapper. Og det var en meget heftig oplevelse. Vel nærmest en åbenbaring. Jeg fandt noget i mig selv, jeg ikke anede fandtes, og som virkelig havde brug for at komme ud.

Johan Olsen, der dengang var i starten af tyverne, løb derefter ud og købte bandets første plade ’Bleach’ samt diverse underlige bootlegs på bånd.

- Jeg dyrkede dem intenst. Og de ændrede min holdning, tilgang og brug af musik fuldstændig. Nirvana blev en kæmpe inspiration for mig, både som menneske og musiker, husker han.

Sans for sange

Men i juni 1991 – få måneder før udgivelsen af ’Nevermind’ - var der ingen, der havde regnet med, at Nirvana skulle forandre særligt meget.

Dengang er det stadigt relativt ukendte band på vej til en koncert i Denver fra Seattle i bassisten Krist Novoselics gamle varebil.

Mens Krist og trommeslager Dave Grohl sidder på forsæderne, er deres 26-årige lydmand Craig Montgomery henvist til baggulvet sammen med den 24-årige Kurt Cobain.

20. august 1991, en måned før 'Nevermind' udgives. Til venstre Nirvanas tour manager Alex MacLeod og til højre lydmanden Craig Montgomery. (© Ukendt fotograf)

Det er kun få uger siden, at bandet er kommet ud af studiet, hvor de hele maj har indspillet ’Nevermind’.

- Jeg var nysgerrig efter at høre deres optagelser, så Kurt tog en boombox frem og satte et kasettebånd i med ’Smells like teen spirit’, fortæller amerikanske Montgomery til DR Historie.

- Jeg var vild med den. Kurt havde virkelig en sans for at skrive riffs, som påvirkede en så fysisk, at man var nødt til at bevæge sig. Og sådan var det også med ’Teen Spirit’. Da jeg hørte den i bilen, blev jeg blæst bagover. Det var en simpel popsang, men med en stærk kontrast mellem de stille vers og larmende omkvæd.

Der var også tid til afslapning. Manden med det lange mørke hår er Dave Grohl, som var trommeslager i Nirvana, og yderst til højre ses Craig Montgomery, som var lydmand. (© Craig Montgomery)

"Synes du, den lyder for meget som The Pixies?" spurgte Kurt bagefter, som vidste, at Craig også var stor fan af bandet Pixies, der brugte samme dynamik mellem vers og omkvæd.

- Jeg husker ikke, hvad jeg svarede. Men selvom de to guitarstrenge-anslag i verset mindede mig meget om Pixies ’Doolittle’-album, syntes jeg ikke, Nirvana havde hugget noget fra dem, fortæller Craig om sit første møde med sangen, der blev ’Neverminds’ største hit.

Smells like anarchy

Få måneder senere, den 17. august 1991, indspiller Nirvana i Los Angeles musikvideoen til ’Smells Like Teen Spirit’, hvor unge vælter sig kaotisk rundt i et studie mellem bandet og sortklædte cheerleaders med anarkistiske symboler på brystet.

Craig er med, fordi det sker midt i en turne.

- Stemningen var anspændt, fordi Kurt og instruktøren ikke kunne enes. Kurt ville have, at videoen skulle være som et af deres shows, hvor folk hoppede kaotisk rundt, men instruktøren var mere optaget af den planlagte handling, fortæller Craig.

Her ses Kurt Cobain, en veninde og Craig Montgomery sammen. Craig var med på bandets turné i 1991. (© Craig Montogomery)

- Et par dage forinden havde vi spillet på The Roxy i Los Angeles, hvor Kurt havde inviteret publikum med til optagelsen, så al den energi de unge havde i videoen var ægte. Men det var også en meget lang dag med endeløse gentagelser.

Og efter 12 timer har alle fået nok.

På Cobains opfordring, begyndte de unge at smadre alt på settet med ægte vrede og anarki. Det kom med i den senere historisk succesfulde video, som ikke bare gjorde bandet kendte i USA, men også i Europa, hvor videoen blev den mest viste på MTV Europe nogensinde.

Nirvana var en joke

Få dage senere indledte Nirvana deres ’Nevermind’-turne i Europa. Og her var albummets succes synlig fra starten.

1991: Nirvanas Nevermind-tour i England med Kurt Cobain i midten. Lydmanden Craig Montgomery var med, og billedet stammer fra hans private fotoalbum. (© Craig Montgomery)

- Det stod hurtigt klart, at Nirvana ramte noget specielt hos folk. Det var den følelse, jeg havde ved alle deres live-shows. Takket være Kurts iørefaldende melodier og fantastiske stemme. Og når de spillede ’Smells Like Teen Spirit’ gik alle amok. Under de stille vers byggede stemningen op, og så eksplodere det hele i omkvædet, fortæller Craig.

Men noget af det, som han husker bedst fra perioden, var bandets humor.

- Nirvana var hylende morsomme at være sammen med. De tog altid pis på rock’n’roll. Nogle gange åbnede Kurt og Dave koncerterne med at danse ballet på scenen. Andre gange spillede Kurt i kjole og makeup, eller blev rullet ind på scenen i rullestol, beretter Craig.

- Nirvana følte ikke, at de var bedre end deres publikum ligesom mange andre bands. Og når Kurt hoppede ud til publikum, så var det en nedbrydning af barrieren mellem band og fans.

Men det var ikke altid, at Nirvana var i øjenhøjde med publikum.

Succesen tog glæden

Den 26. juni 1992 spiller Nirvana for første og eneste gang i Danmark på Roskilde Festivalen.

Men succesen er begyndt at slide på bandet, og koncerten bliver ikke den store oplevelse, som mange havde håbet på.

Blandt andet Johan Olsen fra Magtens Korridorer:

- Roskilde-koncerten var ret kedelig. Jeg syntes, det var lidt trist.

- Det var fedt at høre dem, høre lyden, stemmen. Men jeg sad i græsset foran Orange scene, ude i siden, og hyggede mig med nogle venner, der ikke var særlig interesserede i Nirvana. Det gjorde mig underlig nok ikke så meget. Jeg vidste godt, at Cobain havde det svært, og jeg havde deres musik inden i, så fuck det, fortæller Johan Olsen, der få år senere dannede Magtens Korridorer.

Forsangeren i Nirvana, Kurt Cobain, begik i 1994 selvmord, og det overraskede ikke bandets lydmand Craig Montgomery. I København gennemførte en gruppe unge et mindeoptog for Cobain. (Foto: MOGENS LADEGAARD © Scanpix)

Ifølge Craig var bandet udslidt efter en lang rejsedag, og det eneste han husker fra koncerten, var da Kurt ønskede Danmark tillykke med EM i fodbold.

- Succesen gjorde det mindre sjovt for bandet, fordi lige pludselig havde de en masse forpligtigelser. Og for Kurt var tingene aldrig lette. Han havde haft en forfærdelig barndom, og selvom han kunne være virkelig varm og sjov, så var han også en svær person at omgås, fortæller Craig, der ikke var overrasket over Kurts selvmord:

- Lige så længe jeg kendte ham, talte Kurt om at begå selvmord.

Kurt ændrede mit liv

I dag er Craig Montgomery stadig taknemmelig over, at Kurt Cobain lod ham komme med på rejsen med ’Nevermind’.

- Da alting blev stort, kunne Kurt have erstattet mig med en professionel lydmand. Men han beholdt mig og lod mig vokse med bandet.

Craig Montgomery er taknemmelig for de oplevelser, han fik som lydmand for Nirvana. Her ses han sammen med trommeslageren Dave Grohl under turnéen. (© Craig Montgomery)

- Så hvis jeg kunne møde Kurt i dag, ville jeg sige bare sige; jeg elsker dig og jeg savner dig. Han ændrede mit liv, og jeg skylder han rigtig meget, fortæller Craig, der ikke har planlagt noget særligt i anledning af ’Neverminds’ 25 års jubilæum.

- Tiden med Nirvana er noget, som aldrig rigtigt forlader mig, så jeg har ikke brug for nogen dato for at huske den.

Craig Montgomery var Nirvanas lydmand på omkring 200 koncerter, og producerede B-siderne ’Even in His Youth’ og ’Aneurysm’ til ’Smells Like Teen Spirit’-singlen.

Han bor i dag med sin familie i Seattle, hvor han stadig arbejder som lydmand. ’Nevermind’ solgte omkring 30 millioner albums.

Kilder: DR Musikekspert Henrik Milling, 'This is a call: The Life and Times of Dave Grohl' Paul Brannigan, 2013, 'Heavier than heaven: A biography of Kurt Cobain' Charles R. Cross, 2002, livenirvana.com, MTV: Nirvanas Nevermind by the numbers, Rolling Stone: Inside the heart and mind of Kurt Cobain.

Facebook
Twitter