Mads eller Asta? Hvem er danmarkshistoriens største internationale filmstjerne egentlig?

I dag for 140 år siden blev den ikoniske filmstjerne Asta Nielsen født. Men har Mads Mikkelsen overhalet hende som ”den største” på verdensplan nogensinde?

”Det er indiskutabelt, at Mads Mikkelsen er den største danske skuespiller på verdensplan. Nogensinde.”

Sådan lød en begejstret udmelding for nogle måneder siden, da det blev offentliggjort, at den danske skuespiller i 2022 skal spille med i den næste ’Indiana Jones’-film.

Men helt så enkelt er det tilsyneladende ikke.

I hvert fald ikke, hvis man spørger en række filmforskere, som i stedet mener, at titlen som ”den største danske skuespiller på verdensplan nogensinde” tilhører stumfilmstjernen Asta Nielsen, der blev født i dag for 140 år siden.

- Asta Nielsen var omkring 1914 ikke bare Danmarks mest berømte filmstjerne, men også verdens mest berømte filmstjerne. Så at Mads Mikkelsen skulle være den største danske skuespiller internationalt nogensinde, holder altså slet ikke, siger forsker og filmhistoriker Casper Tybjerg fra Københavns Universitet.

Asta Nielsen var stor filmstjerne i både Europa, Sydamerika, Rusland, Australien og flere andre steder i verden. Hun nåede at lave over 70 film. (Foto: Alexander Binder © Creative Commons Public Domain)
Asta Nielsen var en stor filmstjerne i både Europa, Sydamerika, Rusland, Australien og flere andre steder i verden. Hun nåede at lave over 70 film. (Foto: Alexander Binder © Creative Commons Public Domain)

Uanset, hvem der har ret, er der ingen tvivl om, at Mads Mikkelsens succes i øjeblikket er meget stor.

Med sine kommende roller i ’Indiana Jones’ samt Harry Potter-spinoff filmen ’Fantastic Beasts 3’ træder han nemlig ind i en ganske eksklusiv klub. Han vil dermed have spillet med i fem af verdens allerstørste filmuniverser: ’James Bond’-, ’Marvel’-, ’Star Wars’ og altså snart også ’Harry Potter’- og ’Indiana Jones’.

Mads Mikkelsen havde en markant birolle som våbendesigneren Galen Erso i 'Rogue One: A Star Wars Story' fra 2016. (Foto: Jonathan Olley © Scanpix / Capital Pictures)
Mads Mikkelsen havde en markant birolle som våbendesigneren Galen Erso i 'Rogue One: A Star Wars Story' fra 2016. (Foto: Jonathan Olley © Scanpix / Capital Pictures)

’Ikke i samme liga’

Men skal man tale om den største ”nogensinde”, er man altså nødt til at have hele den danske filmhistorie med – og den går altså helt tilbage til omkring 1900-tallet, lyder det fra filmforskerne:

- Selvom det er virkelig imponerende, at Mads Mikkelsen er med i franchises som James Bond, Indiana Jones og andre store film, så er der altså stadig et stykke op til, at han er i samme liga som Asta Nielsen var dengang i 1910’erne, siger lektor og filmforsker Helle Kannik Haastrup fra Københavns Universitet.

- Lige fra begyndelsen af sin karriere med filmen ’Afgrunden’ i 1910 stod Asta øverst på filmplakaterne. Hun var næsten altid den absolutte hovedrolleindehaver. Det siger jo virkelig noget om hendes stjernestatus som filmdiva. Det var simpelthen hendes navn, der trak folk over hele verden i biografen.

Asta Nielsen spillede stort set altid hovedrollen i de film, hun medvirkede i. Hun debuterede i filmen 'Afgrunden'.
Asta Nielsen spillede stort set altid hovedrollen i de film, hun medvirkede i. Hun debuterede i filmen 'Afgrunden'.

Redaktør: Størst procentdel af klodens befolkning kender Mads

Redaktør på filmmagasinet Ekko Claus Christensen, som står bag udtalelsen om, at Mads Mikkelsen er ”den største danske skuespiller på verdensplan nogensinde”, står fast.

Hans måde at definere ”størst” på er nemlig en anden end filmhistorikernes.

- Der er ingen tvivl om, at Asta Nielsen var en pioner og har haft en enorm betydning for filmmediet især i de tidligere år. Og man kan selvfølgelig ikke sige, at Mads Mikkelsen har haft samme betydning for filmmediet i vores tid, siger Claus Christensen og fortsætter:

- Men jeg tror måske, at Asta - og danske stumfilm generelt - her i Danmark er blevet romantiseret lidt i eftertiden, og derfor er det også blevet overdrevet, hvor kendt hun egentlig var ude i verden.

Asta Nielsens stjernestatus var på et tidspunkt så stor, at biografer blev opkaldt efter hende. Her ses hun på forsiden af et tysk magasin om film og teater. (© Deutsches Kinemathek)
Asta Nielsens stjernestatus var på et tidspunkt så stor, at biografer blev opkaldt efter hende. Her ses hun på forsiden af et tysk magasin om film og teater. (© Deutsches Kinemathek)

Han forklarer, at han helt konkret definerer ”størst” som den af de to, der på hver sin tid var kendt af den største procentdel af verdens befolkning:

- Selvom Asta Nielsen var kendt mange steder i verden, var hun for eksempel ikke særlig populær i USA. Så i vore globaliserede tider er der derfor ingen tvivl om, at Mads Mikkelsen – især på grund af James Bond – er kendt af en langt større procentdel af klodens befolkning, end Asta Nielsen var på sin tid.

- Så når vi skal vurdere, hvem der var ”den største”, mener jeg stadig, at Mads Mikkelsen vinder, lyder det fra Claus Christensen, der dog understreger, at det er svært at sammenligne to meget forskellige tidsaldre.

Filmforskere: Metode holder ikke

Der er enighed om, at det ikke er helt enkelt at sammenligne den slags på tværs af så mange år.

Men skal man alligevel gøre et forsøg, bør man ifølge filmforskerne benytte en helt anden metode.

- Hvis man på den måde udelukkende ser på, hvor stor en procentdel af verdens befolkning, som i dag ved, hvem Mads Mikkelsen er, og hvor stor en procentdel som dengang vidste, hvem Asta Nielsen var, så kan han jo godt have ret. For på denne meget specifikke måde er Mikkelsen måske ”større” end Asta Nielsen, siger forskningsleder Lars-Martin Sørensen fra Dansk Film Institut.

Men Mads Mikkelsen får med den metode jo en unfair fordel på grund af den globalisering, der er foregået på de 100 år, mener både han og de andre filmforskere.

- Hvis man skal sammenligne på tværs af så lang tid, er man nødt til at have blik for de muligheder for udbredelse, som de to skuespillere havde på hver sin tid. Alt andet vil være ahistorisk, pointerer forskningslederen og fortsætter:

- Asta Nielsen levede jo ikke ligesom Mads Mikkelsen gør i dag i en globaliseret verden, hvor mængden af information, som folk udsættes for, er langt større, og hvor den information spredes enormt hurtigt og kan tilgås nemt i alle hjørner af kloden.

- Desuden fandtes globale megafranchises, som dem Mads Mikkelsen har været med i, der stort set bliver vist i alle hjørner af verden, jo slet ikke dengang. Som for eksempel Marvel-universet. Asta Nielsen havde jo ikke mulighed for at spille Wonder Woman, vel?

Mads Mikkelsen i Netflix-filmen 'Polar' fra 2019. Streamingtjenesten er tilgængelig i over 190 forskellige lande og har cirka 200 millioner abonnenter. (© Netflix)

Claus Christensen står trods kritikken fast på, at hans metode kan benyttes, når ”den største” skal kåres:

- Hvis en person skal være en verdensstjerne, så skal personen være kendt og have udbredelse i hele verden, og det havde Asta Nielsen ikke, siger han og tilføjer:

- Og hvis jeg skal drille lidt, så kan man jo også sige, at det da godt kan godt være, at Mads Mikkelsen har haft en fordel af globaliseringen, men Asta har jo også haft en fordel ved at lave stumfilm. Det er måske ikke en helt lige så stor fordel som globaliseringen, men hun havde jo i hvert fald på den front nemmere ved at komme ud i verden, fordi der ikke var nogen sprogbarriere.

Forskningsleder: Mere ’retvisende’ at sammenligne med tidens andre filmstjerner

Ifølge forskningsleder Lars-Martin Sørensen fra Det Danske Filminstitut er det mest fair og retvisende at sammenligne de to filmstjerners ”størrelse” ud fra, hvor kendte de hver især var og er i forhold til andre filmstjerner i deres samtid.

Der er ingen tvivl om, at Mads Mikkelsen har stor succes. Men sammenligner man med andre internationale filmstjerner, ligger han trods alt et stykke nede på listen over de mest kendte i verden. Sådan var det ikke med Asta Nielsen, pointerer filmforskerne. (© Getty)

- Mads Mikkelsen er jo i dag oppe imod Brad Pitt og hundredvis af andre kæmpestjerner, mens Asta Nielsen på toppen af sin karriere altså var kæmpestjernen.

- Hvis hun ikke var nummer et, var hun i hvert fald helt, helt oppe i toppen på verdensplan. Og med al respekt for Mads Mikkelsen, så er det jo bare ikke der, han er endnu, siger Lars-Martin Sørensen og understreger:

- Han når ikke Asta til hofteholderne!

Selvovervurdering - en lille nations skæbne

Det er altså ikke så underligt, at parterne er uenige, da de efter alt at dømme benytter to helt forskellige metoder til at afgøre, hvad ”størst” betyder:

Størst i forhold til hvor stor en procentdel af klodens befolkning der kender/kendte skuespilleren? Eller størst i forhold til samtidens andre filmstjerner?

Så konklusionen? Ja, den må du selv ligge og rode med.

Det eneste, vi kan konkludere, er, at Asta Nielsen på sin 140-års fødselsdag åbenbart stadig kan skabe debat.

I et øjebliks tidløst helikopterperspektiv kan de stridende parter dog godt blive enige om to ting:

For det første at både Asta Nielsen og Mads Mikkelsen var og er fantastiske skuespillere – og for det andet at vi her i Danmark nogle gange godt kan komme til at se tingene lidt gennem et par dannebrogsbriller:

- Når vi vinder en eller anden lille pris på en lillebitte festival, så hylder vi det jo nogle gange som om, det var et mesterværk, siger Claus Christensen.

Lars-Martin Sørensen er enig:

- Vi danskere elsker jo, når vi får succes ude i den store verden, og vi har som folk til tider derfor en slem tendens til selvovervurdering. Det er jo en lille nations skæbne. Men sådan har det nu altid været – og det gælder både for dengang og i dag.

(© Getty / Creative Commons)
Facebook
Twitter