Madsen-brødrene har rejst gennem tiden: 70'erne var sjovest

For Anders Lund Madsen var det sjoveste den tid, han selv husker, det sjoveste ved rejsen gennem Danmarkshistorien med sin bror.

For Anders Lund Madsen er livet som fæstebonde slet ikke så tosset endda, mens han omvendt har vanskeligt ved at se sig selv leve som adelig i 1700-tallet.

Og det sjoveste ved Anders Lund Madsens besøg i fortiden? Det er den tid, han selv husker.

- 70'erne var jo sjovt, fordi jeg har været der før. Det er chokerende, så hurtigt verden ændrer sig, og det er overraskende, at det virker så lang tid siden - selvom det kun er er 40 år. Den karré i den gamle by i Aarhus, man kan gå ind i, var som at være der selv, og det kan jeg jo huske, siger Anders Lund Madsen.

Sammen med sin bror, hjerneforskeren Peter Lund Madsen, har han gennem otte programmer "besøgt" forskellige perioder i Danmarkshistorien i DR1-programmet 'Brdr. Madsens tidsrejse'.

I det sidste afsnit, som blev sendt onsdag aften, var brødrene tilbage i 1970'erne. Tidsrejsen begyndte i jernalderen, hvor de besøgte Sagnlandet Lejre, og siden har de bevæget sig gennem Danmarkshistorien, der har budt på flere overraskelser.

- Det var lidt overraskende, hvor idiotisk enevælden fremstod, da vi skulle lære, hvordan man levede i de højere cirkler i 1600-tallet. Altså man putter mel i håret, og i stedet for at gå i bad lægger man bare flere lag oven på skidtet.

- Det forekom mig påtrængende idiotisk, og når man ser billeder af adelen, ser de jo alle sammen ud som om, de er modne til indlæggelse. Det er meget, meget besynderligt. Det kunne jeg ikke klare. At leve som adelig, det er ikke noget for mig, siger Anders Lund Madsen.

Omvendt positivt fremstod livet som fæstebonde. Hverken Peter eller Anders Lund Madsen var dog indledningsvist begejstret for at skulle prøve kræfter med Stavnsbåndet, der bandt bønder til gårde og godsejere.

- Det fremstod ligefrem behageligt at være i Stavnsbåndet. Altså, når først man havde affundet sig med den manglende personlige frihed, så var det jo en tryg og rolig tilværelse i en sikker landsby, og man havde en sikker indtægt. Du skal bare lige finde dig i, at andre bestemmer over dig, og at du ikke må sige noget, men ellers er alt fint, siger Anders Lund Madsen.

Det er ikke første gang, at brødrene Madsen udforsker menneskets historie, som de også satte under lup i forestillingen Mr. Nice Guy.

Alligevel er flere af de ting, de har oplevet i forbindelse med optagelserne til tv-programmet, kommet bag på Anders Lund Madsen.

Anders og Peter Lund Madsen begyndte deres tidsrejse i jernalderen. (Foto: Theis Mortensen © dr)

- Det er meget vildt, hvor langt vi er kommet på 2016 år. Mennesket er på en eller anden måde blevet genopfundet på meget kort tid. Det er jo vildt, hvordan folk i Oplysningstiden for bare 300 år siden er kommet igennem en hverdag, siger han.

- Og det er jo ens egne forfædre. Tænk over, at der er nogen i min familie, der er kommet igennem det, der var sindssygt hårdt. Alt var besværligt. Der var ingen uddannelse, ingen penge til noget som helst, man kunne ikke komme på ferie.

For Anders Lund Madsen er der noget meget fascinerende ved den måde, mennesket har udviklet sig på.

- Det, der er sket, er på en måde så vanvittigt, at det er umuligt ikke at blive chokeret. Man kan ikke være den samme, efter man har erkendt, hvor umuligt det har været at leve førhen.

- Bare tag 1. verdenskrig. Det er mig en gåde, hvordan mine bedsteforældre kunne klare det hver dag. Min bedstefar er født i 1902 og var 12 år, da krigen begyndte, så vi skal altså ikke længere tilbage, fortæller Anders Lund Madsen, der selv har planer om at tage tilbage til Lejre.

Her kan du gå i brødrene Madsens fodspor

  • Jernalderen Hvis du har mod på at leve, som vi gjorde det for 2.000 år siden, kan du besøge Sagnlandet Lejre på Sjælland. Her kan du tage familien med og bo i en weekend (eller en uge) og bage brød, sove og lege, som man gjorde det dengang.

  • Vikingetiden Vil du hellere prøve livet som ægte viking omkring år 1000 efter vor tidsregning, kan du besøge Bork Vikingehavn i Vestjylland, hvor der er vikingehuse og -skibe, trækirken, offerlunden, markedspladsen og vikinger, som om sommeren bor på havnen.

  • Middelalderen Er det Middelalderens riddere omkring år 1350, der trækker, kan du tage til Spøttrup Middelalderborg ved Skive. Der er voldgrave, tårne, riddersal og kirkerum samt mulighed for at opleve riddere kæmpe i fuld rustning.

  • Enevælden Fra 1660 til 1849 havde kongen formelt set al magten i Danmark. Tronen gik i arv, og grever og baroner tog pladsen som samfundets spidser. Den tid kan du opleve nord for Aarhus på Herregårdsmuseet Gammel Estrup, hvor du kan lære om herregårdenes historie, møblerne og tøjet, de gik i.

  • Stavnsbåndet Hvis du vil prøve kræfter med livet som fæstebonde, kan du tage til Midtjylland og besøge Frilandsmuseet Hjerl Hede, hvor du blandt andet kan spise klipfisk og grutte korn på Stenalderbopladsen i landsbyen.

  • Guldalderen Videnskaben og kunstens guldalder kan du få indtryk af på Bakkehusmuseet på Frederiksberg. Her er det blandt andet muligt at se breve, noter og manuskripter fra store forfattere som Oehlenschläger, H.C. Andersen og Grundtvig.

  • Nord for København i Gentofte ligger Garderhøjfortet, der blev opført i slutningen af 1800-tallet. Under 1. verdenskrig var der omkring 200 soldater på fortet, selvom Danmark forholdt sig neutralt under krigen. I dag kan man opleve, hvordan livet som soldat var for 100 år siden.

  • Den Gamle By i Aarhus kan har en 1970'er-bydel, hvor du kan se, hvordan en rigtig kernefamilie, kollektivet og de enlige boede for 40 år siden. Du kan se de biler, folk kørte i, og den mad, man spiste, ligesom du kan opleve, hvordan man gik klædt.

Facebook
Twitter