Mangler du inspiration til hjemmetræningen? Kom med til DM i aerobic 1992

Det gik ikke stille for sig, da danmarksmesteren i den hæsblæsende træningsform skulle kåres.

Savner du at kunne tage en tur i fitnesscenteret for at rykke jern og rive i romaskinen?

Så er du ikke alene.

Under lockdown har mange været nødt til i stedet at træne derhjemme - og uden fitnesscenterets udstyr, må man være kreativ med træningen.

Men måske er der inspiration at hente i klippet herover fra DM i aerobic 1992?

Aerobic var især populær i 1980'erne og 1990'erne og er en form for motionsgymnastik der typisk kan laves helt uden udstyr. Den kombinerer konditionstræning, styrketræning og strækøvelser med musik i højt tempo.

Vil du prøve at genskabe den helt originale aerobic-stemning, kan det anbefales at finde en passende playliste fra tidsperioden. Den kunne for eksempel inkludere eurodance-klassikeren 'No Limit' fra 2 Unlimited eller 'Be my lover' fra La Bouche.

Vælger du at gå all-in, kan stramtsiddende træningstøj i pangfarver og hvide tennissokker helt sikkert også få dig i den rette stemning.

Med fare for at falde i et YouTube-kaninhul, kan man finde yderligere inspiration i denne her tidstypiske amerikanske aerobic-video fra 1986 - eller ved at gense filmen 'Perfect' fra 1985, hvor John Travolta og Jamie Lee Curtis laver den måske mest dirty aerobic-rutine i historien.

Til DM i aerobic i 1992 løb Peter Alminde med sejren i mændenes række, mens Kirsa Munk vandt i kvindernes. Du kan se begge vindere og nogle af deres konkurrenter i klippet fra reportageprogrammet 'Muskler og musik' herover.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter