Mens det meste af Danmark jublede, blev 6-årige Annis familie dræbt i et luftangreb på Bornholm

I slutningen af Anden Verdenskrig udspillede der sig en tragedie på Bornholm.

(Foto: Illustration: Oliver Seppo / Foto fra Anni Grodes familiealbum © (c) DR)

Det er mandag den 7. maj 1945, og der er fest i gaderne i København.

Nazityskland har kapituleret. Danmark er befriet. Anden Verdenskrig er slut.

I hvert fald for de fleste danskere.

Bornholm har tyskerne ikke kapituleret endnu, men der er alligevel glæde og forventning hos familien Holm i Damgade 2B i det centrale Rønne.

Krigen ser ud til at være slut, to af de store sønner er hjemme til middag, og far, kaptajn Peter Holm, der normalt sejler bornholmerbåden mellem København og Rønne, har fri.

Så der er dækket op til seks i spisestuen:

Mor Ella, far Peter, sønnerne Aage og Knud og de to yngste – Else på 12 år og Anni på seks.

Da familien Holm er færdige med den varme middagsmad, løber 6-årige Anni ud på brostensbelagte Damgade for at lege.

- Det viser sig at være mit held, fortæller 82-årige Anni Grode, da vi møder hende i dag - knap 76 år efter hendes liv på et splitsekund blev forandret for altid.

Annis seks søskende. Bagerst fra venstre: Sven, Aage og Jørn. Forrest fra venstre: Carl, Else og Knud. Anni Grode mener, at billedet er taget i 1935 - tre år før hun blev født. Jørn, Sven og Carl var ikke hjemme i Damgade den 7. maj 1945. (Foto: Illustration: Oliver Seppo / Foto fra Anni Grodes familiealbum © (c) DR)

Anni har inviteret mig indenfor i sit hjem i Nordsjælland for at fortælle sin historie. En historie, som hun ikke har fortalt til særlig mange.

Kaffen og kopperne står klar på sofabordet. Jeg bidrager med to hindbærsnitter og en optager.

På bordet er der også fotoalbum med billeder fra Annis barndom på Bornholm og beviser på den tragedie, hun skal til at fortælle om.

Hun beder mig tage plads i sofaen, sætter sig selv i stolen overfor og skænker kaffe.

Anni i midten sammen med storesøster Else og mor Ella. Anni var cirka fire år, da billedet blev taget. (Foto: Illustration: Oliver Seppo / Foto fra Anni Grodes familiealbum © (c) DR)

Ingen jubel på Bornholm

Mens det meste af Danmark kunne juble over befrielsen fra de tyske besættere og slutningen på Anden Verdenskrig den 5. maj 1945, forholdt det sig anderledes på Bornholm.

Nazityskland havde overgivet sig til de allierede og beordret de tyske styrker til at lægge våbnene. Men den tyske kommandant på Bornholm, Gerhard von Kamptz, havde fået ordre på, at overgivelsen skulle ske til de britiske styrker. Og kun de britiske.

Men den britiske generalmajor Dewing, der kom til Danmark for at sørge for, at tyskerne overgav sig, havde ikke fået mandat med til at sende styrker til Bornholm.

For Sovjetunionen var interesserede i Bornholm, og briterne var bange for at træde den allierede fra øst over tæerne.

Der er med andre ord gået storpolitik i den.

Men det ved de ikke i Damgade, hvor Anni er løbet ud for at lege.

Anni Grode, da hun var tre eller fire, og da Danmark stadig var besat af tyske soldater. (Foto: Illustration: Oliver Seppo / Foto fra Anni Grodes familiealbum © (c) DR)

Uden varsel

Den lille lyshårede pige sidder sammen med legekammeraten Jeppe på trappestenen ved indgangen til hans hus længere oppe ad Damgade, da angrebet kommer.

Ud af det blå og uden varsel. Fra øst.

Den 7. maj klokken 12.30 flyver 29 sovjetiske krigsfly ind over Nexø og Rønne og kaster i alt 60 FAB-250- og FAB-100-bomber med henholdsvis 250 og 100 kilo sprængstof.

En af dem lander i haven bag Damgade 2B og er kraftig nok til at jævne huset med jorden. Peter, Ella, Knud, Aage og Else er stadig indenfor.

Det ved Anni ikke.

- Jeg kan huske, at jeg bliver skræmt af larmen, og så kommer Jeppes mor og hiver os indenfor, fortæller hun.

Jeppes mor sender de to børn ind under trappen. Det meste sikre sted i huset.

Da bomberne stopper, bliver Anni fulgt over til tanten og onklens bindingsværkshus i Laksegade, tæt på Damgade. Onklen er på arbejde, og Anni og tanten gemmer sig kælderen, hvor kampestenensvæggene skal beskytte mod nye bomber.

- Så kan jeg huske, at min storebror Carl kommer med sin chef fra købmandsbutikken i Allinge. De var blevet ringet op fra sygehuset i Rønne og kom ind til mig i Laksegade, efter de havde været på sygehuset. Carl havde talt med min far, men fik ikke lov til at se min søster, fortæller Anni Grode og tøver kort, inden hun konstaterer:

- Hun var for slemt tilredt, konstaterer Anni Grode.

Hverken Carl eller Annis to ældste brødre, Jørn og Sven, er i Rønne, da bomberne falder. Jørn er strandet med Skoleskibet Danmark i Florida, og Sven har været i Sverige med Den Danske Brigade. Carl er i lære hos Købmanden i Allinge og kommer først til Rønne, da han bliver tilkaldt til sygehuset.

Og bagefter bliver han altså kørt ind til sin yngste søster i Laksegade.

Købmanden tilbyder at køre Anni, Carl og tante i sikker afstand af de nye bomber, der eventuelt ville komme. De accepterer, og bliver kørt til Klemensker, cirka 13 kilometer fra Rønne, hvor farbror, tante og en flok kusiner og fætre tog tager imod.

Anni ved stadig ikke, hvad der er sket med familien.

Annis hjem i Damgade 2B, lige ved siden af dommerboligen, bliver jævnet med jorden, da den sovjetiske granat rammer ned i haven. (Foto: Illustration: Oliver Seppo / Foto fra Rønne Byarkiv © (c) DR)

Flugten fra Rønne

Mellem klokken 18.35 og 20 kommer det næste sovjetiske luftangreb mod Bornholm, igen både i Nexø og Rønne.

Mange har – ligesom Anni – allerede forladt de to byer af frygt for nye bomber. De er flygtet ud til familie og venner på landet for at undgå de cirka 40 bomber, der bliver kastet i anden bølge.

Én person bliver dræbt i Nexø under angrebet om aftenen den 7. maj, men der er ingen dødsofre i Rønne i denne omgang.

Den 8. maj flyver mere end 150 sovjetiske krigsfly ind over Bornholm og gennemfører det tredje luftangreb. De første bomber slår ned i Rønne klokken 9.45 og i Nexø klokken 14.30. Angrebet varer 1-2 timer i hver by. På det tidspunkt er det meste af Rønne og Nexø evakueret.

Der bliver kastet adskillige bomber over Rønne og Nexø. Blandt andet over havnene, hvor flere skibe bliver sænket.

Der er stadig tysk modstand, men den bliver mindre og mindre. Seks sovjetiske krigsfly bliver skudt ned, da de forsøger at angribe tyske transportskibe vest for Bornholm.

Der er ingen civile danske ofre i det tredje og sidste luftangreb. Størsteparten af de 11.500 beboere i Rønne og 3.000 i Nexø er blevet evakueret i løbet af aftenen før. De er flygtet til familie, venner, skoler, kirker og gårde på landet.

Flere skibe bliver ramt under det tredje luftangreb mod Rønne den 8. maj. (Foto: Illustration: Oliver Seppo / Foto fra Rønne Byarkiv © (c) DR)

"Jeg kan bare huske, at vi står og holder om hinanden"

Det er efter bombardementerne den 8. maj eller dagen efter, at Anni finder ud af, hvorfor hun ikke skal tilbage til Damgade 2B.

- Jeg kan huske, at min onkel fra Laksegade cykler op til os i Klemensker for at fortælle, hvad der er sket. I første omgang får jeg det ikke at vide, men jeg kan jo mærke, at der er noget galt, så jeg insisterer på at være med, siger Anni Grode.

- Og så fortæller min onkel, at de har lagt sidste hånd på min far, og at de alle fire er døde.

Anni Grode tager en tår kaffe af sin porcelænskop og kigger ud ad vinduet i sin lejlighed i Allerød i Nordsjælland.

Hun tager sig god tid, da hun spoler hukommelsen tilbage til det øjeblik, hvor onklen fortæller, at hendes forældre og Aage og Else er døde.

- Jeg kan bare huske, at min tante, onkel, Carl og jeg står og holder om hinanden, da han fortæller det.

Anni i midten med sin mor, Ella, og far, Peter, og to kusiner. Annis mor blev 47 år. Faren blev 52. (Foto: Illustration: Oliver Seppo / Foto fra Anni Grodes familiealbum © (c) DR)

Storebror fyldt med glasskår

Annis far, Peter, dør om formiddagen den 8. maj, 52 år gammel. Storesøster Else, storebror Aage og Annis 47-årige mor, Ella, dør den 7. maj 1945.

Alle dræbt på grund af kampe mellem Nazityskland og Sovjetunionen to dage efter Danmarks befrielse.

Storebror Knud sad tæt på et af vinduerne i Damgade 2B, da bomben slog ned.

- Hele hans højre side blev fyldt med glasskår, fortæller Anni Grode.

Knud var i livsfare og blev overflyttet til Rigshospitalet. Han overlevede og blev udskrevet seks måneder senere, men mistede sit øje og var ifølge Anni præget af kvæstelserne resten af livet.

Sven, der havde været med Den Danske Brigade i Sverige og var kommet til København den 5. maj, læser om luftangrebene på Bornholm og sin familie i Berlingske den 8. maj. Og Jørn, der var strandet i USA, vender først tilbage til Bornholm i 1947.

I alt dør ti civile bornholmere under de sovjetiske luftangreb mod Bornholm. Ni under det første bombardement i Rønne og en person under det andet angreb på Nexø.

Dertil skal lægges et ukendt antal ofre blandt de cirka 20.000 tyske flygtninge og soldater, der var kommet til Bornholm i slutningen af april og starten af maj. 100 af de tyske ofre er begravet på kirkegården i Rønne – 70 af dem var tyske soldater.

Bombardementerne efterlader store dele af Rønne og Nexø i ruiner.

Et sovjetisk militærorkester går forrest i optoget til Rønne Kirke, hvor seks bornholmere, der blev dræbt af sovjetiske bomber, skal begraves. (Foto: Illustration: Oliver Seppo / Foto fra Anni Grodes familiealbum © (c) DR)

Begravet til toner fra sovjetisk militærorkester

Bomben i Damgade har gjort 6-årige Anni forældreløs.

Den 16. maj – tre dage før hun fylder syv år – begraver Anni sine forældre i et optog med seks kister. Forældrene Ella og Peter, søster Else, bror Aage og to andre lokale ofre for bomberne.

Kisterne bliver kørt på hestevogne, og forrest i begravelsesoptoget går et sovjetisk militærorkester.

For Bornholm er nu under sovjetisk kontrol.

Om eftermiddagen den 9. maj har en håndfuld sovjetiske torpedobåde med 100-150 kampklare soldater lagt til kaj i Rønne. Med fingeren på aftrækkeren sprang soldaterne i land, men der var ingen modstand.

Natten til den 9. maj har Nazityskland endelig givet op og kapituleret i samtlige lande.

Og så kunne de sovjetiske soldater rykke ind på Bornholm.

Det er nogle af dem, der går forrest, da Annis familie bliver begravet en uge senere.

Hvad tænker du om, at begravelsesoptoget blev ledt an af sovjetiske soldater?

- Det er lidt underligt, men de har formentlig syntes, at de skulle gøre et eller andet, siger hun knap 76 år efter begravelsen.

- Men det ved man jo ikke noget om, når man er seks år.

Den 16. maj - tre dage før sin syvårs fødselsdag - begraver Anni sine forældre, søster Else og bror Aage. De bliver begravet sammen med to andre lokale, der blev dræbt under angrebet den 7. maj 1945. (Foto: Illustration: Oliver Seppo / Foto fra Anni Grodes familiealbum © (c) DR)

"Jeg ville hedde det samme som mine brødre"

Vi har talt i næsten en time, da Anni tager en bid af sin hindbærsnitte og roser bageren for at have fået den til at smage af gamle dage.

Anni fortæller, at hun tilbragte det meste af den efterfølgende sommer hos familien i Klemensker, men at hendes nye hjem blev i Laksegade hos onklen og tanten.

Carl tog få dage efter bombeangrebet tilbage til Allinge for at arbejde og få noget andet at tænke på.

Men når Carl og de ældre brødre var i Rønne, så boede de i bindingsværkshuset i Laksegade, hvor onkel og tante tog sig af Anni.

- Jeg blev deres datter. De havde ingen børn selv, så det var kun mig, fortæller Anni Grode.

- Da jeg var otte eller ni år, talte de om at adoptere mig, men det ville betyde, at jeg kun skulle hedde Munch og ikke Munch Holm, så det ville jeg ikke. Jeg ville hedde det samme som mine brødre. Det tog de hensyn til, så de fortsatte med bare at være værge for mig, fortæller hun.

Efter angrebet flytter Anni ind til sin tante og onkel i Laksegade, hvor hun gemte sig i kælderen med tanten den 7. maj. (Foto: Illustration: Oliver Seppo / Foto fra Anni Grodes familiealbum © (c) DR)

Et år med Den Røde Hær

I det første år efter bombardementerne blev Den Røde Hær på Bornholm.

Nogle kalder det en besættelse. Andre kalder det en befrielse. Faktum er, at de sovjetiske soldater først forlod Bornholm igen den 5. april 1946. Næsten et år efter resten af Danmark blev befriet.

Der er blevet fortalt historier om voldtægter og plyndringer foretaget af de sovjetiske soldater. Ligesom der er blevet fortalt historier om venlige soldater, der var søde mod børnene og mest holdt sig for sig selv.

Der var stor udskiftning blandt soldaterne, og mange blev sendt fra østfronten og flere år med krig til Bornholm, inden de skulle hjem til Sovjetunionen. Antallet af sovjetiske soldater lå løbende mellem 7.000 og 8.000.

- De første tropper, der kom, var nogle hårde typer, men de blev ret hurtigt skiftet ud, fortæller Anni Grode, der ikke selv har dårlige minder om mødet med soldaterne. Tværtimod.

- Jeg kan huske, at jeg kørte i tog med en soldat på tidspunkt. Det var nok, da jeg skulle til Klemensker. Jeg sad over for ham ved vinduet, hvor der var sådan en lille metalplade med skriften 'Læn Dem ikke ud'. Det prøvede jeg at lære ham at sige, men han talte lidt underligt. Det gør de jo, siger Anni Grode.

Tilstedeværelsen af Den Røde Hær var en blandet oplevelse for bornholmerne. Øjenvidner fortæller historier om soldater, der var søde ved børnene, men der var også plyndringer og voldtægter. Her er det en sovjetisk soldat fotograferet med en lokal pige på armen. (Foto: Illustration: Oliver Seppo / Foto: Scanpix © (c) DR)

Blev bange for tordenvejr

I det hele taget lader det ikke til, at Anni Grode bærer nag til dem, der bombede hjemmet i Damgade. Eller til Sovjetunionen i det hele taget.

I hvert fald ikke længere.

- I mange år kunne jeg ikke lide russere. Det var selvfølgelig, fordi de kom og bombede, og min mor og far var væk. Men jeg har da været i Rusland for ikke så mange år siden, og det var ganske fremragende og en stor oplevelse, fortæller Anni Grode.

Så du er ikke vred mere?

- De mennesker, der gjorde det, findes jo ikke mere, og man kan jo ikke gå og hade et helt folkefærd. Det kan jeg i hvert fald ikke.

Men det er en voldsom tragedie, du har været udsat for. Hvordan har det præget dit liv?

- Det er jo ikke noget, jeg kan gøre noget ved, men det har da påvirket mig. Jeg tror, at jeg er blevet mere lukket. Man kommer måske ikke så nemt ind på livet af mig, som man ellers ville have gjort.

- Og så var jeg som barn bange for tordenvejr i adskillige år, for det lød, ligesom dengang flyene kom. Så jeg gemte mig under dynen, når det tordnede.

"Jeg har nok pakket det væk"

Talte I om tragedien i årene efter den 7. maj 1945?

- Jeg kan ikke huske, at nogle af mine klassekammerater har sagt noget om det, men deres forældre har jo vidst det, og jeg tror, at alle vidste, hvem jeg var, og hvad der var sket, og så var det jo ikke noget, man behøvede at tale om, siger Anni Grode.

- Der var nok mange, der synes, det var synd for mig, men det ville jeg ikke have, at de skulle sige, siger Anni Grode bestemt og læner sig frem og rækker ud efter kaffekoppen.

- Det er ikke noget, jeg har talt så meget om, og det har nok gjort det lettere, tror jeg.

Har du ikke selv spurgt for eksempel din onkel og tante, hvad der skete, og hvordan dine forældre var?

- Jo, vi har talt meget om mine forældre. Noget af det kunne jeg selv huske. Noget kunne jeg se på billeder. Andet har jeg hørt fra andre medlemmer af familien, og så har jeg selv koblet det sammen. Men jeg havde ikke det store behov for at spørge ind til det. Nu var jeg jo hos dem. Jeg var deres pige, og det var meget naturligt.

Anni Grode siger det med en lethed, der overbeviser mig om, at hun rent faktisk mener det, når hun siger, at hendes liv er blevet lettere af, at hun ikke har talt så meget om tragedien. Og fordi hun hurtigt accepterede sit nye liv hos onkel og tante i Laksegade.

Men Anni Grode fornemmer åbenbart, at jeg undrer sig over, at man kan gå og putte med sådan en voldsom skæbne i 76 år.

- Jeg har nok pakket det væk, medgiver Anni Grode og læser mine tanker.

- Det havde jeg nok ikke fået lov til, hvis det var sket i dag. Så var jeg nok kommet til psykolog. Men sådan var det ikke dengang.

Anni Grode har fortalt historien om bombardementet af Bornholm og tabet af fire familiemedlemmer til den nærmeste af sin egen familie og ganske få venner, for eksempel en ven fra Nexø, der havde en vis forudsætning for at kunne sætte sig ind i historien.

Men det er ikke noget, den nu 82-årige bornholmer har fortalt vidt og bredt. Og aldrig til en journalist, fortæller Anni Grode og ryster blidt på hovedet.

- Det er faktisk meget få, der har vidst noget om det her. Jeg har nok prøvet at holde en facade ved at holde det lidt for mig selv.

82-årige Anni Grode har i mange år ikke talt om den tragiske hændelse i sin barndom. Men i forbindelse med både 75-året for bombeangrebet og nu 75-året for Den Røde Hærs exit fra Bornholm har hun åbnet mere op. Men... "...nu er det også på tide at pakke det væk igen", konstaterer hun. (Foto: Illustration: Oliver Seppo / Foto: Michael Ørtz Christiansen © (c) DR)

Tilbage til det bombede barndomshjem

I forbindelse med 75 års-dagen for bombardementet af Bornholm sidste år fik Anni Grode dog rippet lidt op i det gamle sår igen. Både på grund af medieomtalen og de spørgsmål fra familien, som omtalen gav anledning til. Blandt andet fra en historieinteresseret svigersøn.

Og det er da også det historiske perspektiv mere end lysten til at fortælle om det voldsomme traume, der har overbevist Anni Grode om, at hun vil fortælle sin historie.

Hvordan har du det så med at fortælle historien nu? Og med at folk vil spørge ind til det?

- Der er nok nogle, der bliver lamslået. Men man møder jo ikke så mange mennesker i øjeblikket, så det kan være, at de har glemt det, når vi ses igen, slutter Anni Grode.

Anni, jeg tror ikke, at man glemmer din historie lige med det samme.

I september 1949 flyttede Anni faktisk tilbage til Damgade 2B. Onklen og tanten havde købt den sønderbombede grund og fik bygget et nyt hus, som den lille familie rykkede ind i. Der blev Anni i resten af sin barndom og ungdom.

I 1957 blev Anni gift i Rønne Kirke og fik efternavnet Grode. Begge hendes børn er døbt i samme kirke, og familien har tilbragt mange ferier i Rønne, hvor Annis børn har leget i den samme gade, som Anni gjorde den dag, hendes forældre og to søskende blev dræbt.

Anni Grode har også fire børnebørn og tre oldebørn og bor alene i sin lejlighed i Allerød.

FacebookTwitter