Metalfans raser over influencere på sociale medier: 'I ødelægger vores kultur'

De kendte elsker nitter, hullede bukser og t-shirts med metalbands, og det er heavy-fansene rigtig trætte af.

(Photo by Shirlaine Forrest/WireImage) (Foto: Shirlaine Forrest © 2015 Shirlaine Forrest)

I 80'erne slog heavy metal for alvor igennem på den store scene gennem bands som Metallica, Anthrax og Megadeth. Med rå lyd og tunge guitarriffs bragte de genren ud fra undergrunden og ind på de tætpakkede stadions.

I dag har genren endda sine egne dedikerede festivaler såsom Copenhell, der skulle have været afholdt i denne uge.

Men det var ikke kun indenfor musikken, at heavy metal var

banebrydende
: En helt ny stil blev også headbanget ind i modekulturen.

Metalhoveder til Copenhell iklædt denim og band T-shirts. (Foto: PYMCA © Gonzales Photo/Christian Hjorth)

- Metal er en oprørsgenre. Og stilen trækker på mange forskellige oprørskulturer – og det er alt fra Hells Angels til den mørkklædte punker, fortæller modeekspert Chris Pedersen, der også er kulturredaktør på Radio LOUD.

Mange ser faktisk punkkulturen som metalscenens forgænger. Særligt i 70'erne samlede punkmusikken utilpassede og oprørske unge, der søgte en ungdomskultur, som de kunne dyrke i fællesskab. I 80’erne førte metalmusikken den ungdomsoprørske ånd videre.

- Metalscenen er også anti-alting. Moden med nitter og motorcykeljakker er en visuel knytnæve, der udtrykker en upoleret rebelskhed, siger Chris Pedersen.

Det anti-mainstream er blevet mainstream

Men i dag er det ikke kun metal-fans, der går rundt med læderjakker, hullede bukser og T-shirts med metalband-logoer. Stilen bliver faktisk dyrket hos nogle af verdens aller største modehuse.

- Metal-looket er tidløst. Det er meget statisk, og stilarten har beholdt sin

aggression
. Det er stadig anti-kommercielt og sexet, siger Chris Pedersen.

Og modemærker verden over er hoppet på trenden: Alle fra H&M til det eksklusive mærke Vetements tilbyder T-shirts med ikoniske metal-logoer.

- Modemærkerne trækker på looket, fordi det stadig er så autentisk. Anti-etablissement-stilen dyrkes også i bølger i mainstreammoden – og dér er metal T-shirten og de hullede bukser perfekt, forklarer Chris Pedersen.

Metalfans: I ødelægger det for os

Metalmusikken har altså infiltreret mainstreammoden, men modebranchen har til gengæld ikke infiltreret alle metalfans' hjerter.

Mange mener, at metalkulturen mister sin ånd i takt med, at Kardashian-familien bærer Slayer-tops, eller Justin Bieber sidder til i ultrapopulære talkshow 'The Ellen DeGeneres Show' iført T-shirt med Metallica.

Kendall Jenner i den omtalte Slayer-top. Billedet fik flere metalfans op i det røde felt. (Foto: Stefanie Keenan © 2016 Stefanie Keenan)

- Vores broderskab er i fare takket være legionerne af posers, der falskt bærer trøjer med vores yndlingsbands. Det ødelægger integriteten af den subkultur, der opererer på en passioneret friheds- og stolthedsfølelse af at være blandt dem, som forstår det (metalkulturen), lyder det for eksempel på et af internettets mest populære rock- og metalmedier, Loudwire.com.

At metalfans er sure, hænger sammen med, at subkulturen betyder enormt meget for mange af dem. Modebranchens lån fra metalkulturen, går nemlig imod alt det, metalmusikken står for: oprøret mod alt der er mainstream.

Slayer-guitaristen Gary Holt var tilsynladende heller ikke tilfreds med, at hans bands logo var at finde på Kendall Jenners top. Under flere koncerter sportede han en T-shirt med 'kill the Kardashians'. (Foto: Shirlaine Forrest © 2015 Shirlaine Forrest)

- Få musikarter har en så unik visuel kode. Folk til pop-koncerter dyrker for eksempel ikke en fællesartet stil, som vi ser hos metalhovederne. De udtrykker deres fællesskab gennem stilen, siger Chris Pedersen og tilføjer:

- Metalmoden fejrer ikke kun musikken. Man fejrer, hvem man er som menneske.

Mainstream moden har ikke altid lånt fra heavy-stilen. I 1980'erne kunne heavy metal-fans i ro og mag købe deres bands T-shirts i specialiserede butikker. Kom med indenfor i en heavy metal-butik i København i 1984.

Facebook
Twitter