Museer giver demente glimt af det glemte

Landets museer skal række ud mod alle, og nogle museer etablerer derfor erindringstuer. Her kan demente opleve stemningen fra deres egen ungdom, og det lader til, at gensynet er en god oplevelse for borgere, der ellers har glemt det meste.

Museumsleder Mette Jensen i stuen, hvor der bliver serveret kirsebærvin og sat gang i musikken for at skabe hverdagsstemning fra 1950'erne.

Af Dorthe Chakravarty

Erindringsstuen på Ballerup Museum er lille, men hyggelig. Amagerhylden på væggen, grammofonerne og de små lampetter, der hænger over sofaen giver en stemning af hjemlig hygge.

Når stuen stikker ud i forhold til museumsbygningens øvrige stuer, der viser interiør fra omkring 1900, er det ingen tilfældighed. Museet har skabt en stue fra 1950’erne, der er det årti, hvor en stor del af kommunens demente er født eller har været unge.

Museumsleder Mette Jensen fik idéen til at lave særlig formidling til demente for en del år siden. Hun havde set såkaldte erindringskasser i København, og da museet ofte modtog hverdagsting fra netop 1950’erne, var det oplagt at bruge foræringerne fra byens borgere til den slags:

- Jeg tænkte, at det ville være en god ide for museet at række ud mod borgere på en måde, hvor folk ikke kun skulle komme til museet, men hvor vi som museum også tog ud til folk på institutionerne. Da vi fik en frivillig medarbejder, Lilian Frandsen, der var ansat på et plejecenter, skete der for alvor noget. Demente stod virkelig hendes hjerte nær, for det var en målgruppe, hun havde arbejdet med i mange år. Hun tog ud med kasserne, og har udviklet det, så hun nu også arbejder med stuen her.

Museet skal være stille

Mette Jensen viser rundt i den lille stue. Tager genstande frem, som kan vække fortiden til live. Et lille standerur, der går, når der bliver lagt penge i den buttede bagside.

Hun viser husflid af forskellige slags, broderede puder og små pyntegenstande, der ligner gadelamper, og er lavet af metal og gamle fingerbøl:

- Genstandene er det centrale. Som museum er vi jo vant til, at vi skal fortælle en hel masse ting, men her gælder det om ikke at sige noget. Det handler om at få erindringer frem. Så vi skal skabe en stemning. Måske ved at læse et lille stykke avisartikel op eller fremkalde en duft fra en parfume. Og så skal der være ro og tid. Der skal være rum til fordybelse, fortæller Mette Jensen.

Som en del af etableringen af stuen tog museets ansatte til Den Gamle By, hvor en hel etageejendom er indrettet, så den kan bruges til at tage imod demente besøgende, der ved syn, dufte og lyde oplever deres fortid.

Én af dem, der har fulgt med i forløbene i Århus, er professor Dorthe Berntsen på Danmarks Grundforskningsfonds Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning på Aarhus Universitet.

Hun fortæller, hvad der sker, når demente kommer ind i stuerne:

- De personlige erindringer er noget, der berøres meget af en demenssygdom. Det er det, vi kalder selvbiografiske erindringer. Som dement har man problemer med at huske fra den seneste fortid, men de tidligere erindringer kan være bedre bevaret. Ved besøg i erindringsstuerene går man ind og aktiverer det, der er bevaret. Det er de erindringer, som ligger i hjernen og stadig kan hentes frem, så man får noget at tale om og kan få gang i nogle sociale aktiviteter.

På Ballerup Museum tager det tid at forberede et besøg. Lillian, der styrer det hele, tager tøj på fra 1950’erne.

Hun tænder for radioen, så den spiller tidstypisk musik, og så sætter hun sig også ind i de besøgendes personlige historie, fortæller Mette Jensen:

- Når de kommer, får de kaffe, kage og kirsebærvin. Vi finder ting frem, der relaterer til den enkeltes livshistorie, så personalet på plejecentret skal give os lidt informationer om deltagerne, så vi kan forbedrede deres besøg.

Der mangler forskning

Det er som nævnt årtiet fra de besøgendes barndoms- og ungdomsår, stuerne er indrettet efter. Dorthe Berntsen fortæller, hvorfor den periode er central:

- Idéen er at stimulere de bedst bevarede erindringer, og for demente er det de tidligste. Det gælder alle, også raske ældre, at de udover den nærmeste tid har en pukkel af erindringer fra ungdomsårene og barn, altså fra ca. 10 til 30 år.

Det betyder for Ballerup Museum, at de om nogle år skal indrette stuen i stil fra 1960’erne, så den rammer fremtidige besøgende.

Lige nu er dog 1955-1960, der vises frem, og det lader til, at et besøg i stuen er godt for alle, der deltager, siger museumsleder Mette Jensen:

- Personalet fortæller, at når de går herfra med borgerne, at de glade - også selv om det hele måske er glemt hurtigt bagefter. Det er som om, at stemningen er højnet. Og plejepersonalet er glade for at komme ud og være i andet miljø og have tid til at snakke med de demente i et rum, hvor der er tid og rum.

Endnu er der ikke forsket meget i, hvad erindringstuer præcist kan.

Forskningsmidlerne går hovedsageligt til medicinsk forskning i stedet, fortæller Dorthe Berntsen.

Et besøg er ikke lig helbredelse af demens. Det er en åbning til noget af det, der er glemt, påpeger professoren i Århus:

- Der mangler forskning, der kan vise om en målrettet stimulering med erindringskasser og stuer kan skabe en mere langvarig effekt på hukommelsesevnen. Vi kan ikke udelukke, at det at øve sig på den måde kan have en virkning, der rækker udover her og nu, og kan være med til at vedligeholde nogle hukommelsesfunktioner.